Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/en-weekend-paa-schaeffergaarden/

En weekend på Schæffergården

Schæffergården Gentofte middag

Weekenden tilbragte vi på det skønne sted Schæffergården i Gentofte, lige uden for København. Det var en weekend med lige dele familieferie og hygge, samt et par arbejdsarrangementer, møde og bogsignering for mit vedkommende – og det hele gik bare op i en højere enhed, da vi alle fire blev inviteret til en dejlig forlænget weekend med overnatning, lækker middag og brunch på Schæffergården.

Schæffergården Gentofte middag

Lørdag aften havde vi reserveret bord til fire i Restaurant Wohlert på Schæffergården og vi glædede os alle til en rigtig hyggelig aften.

Johan og Julie glædede sig til at være længe oppe og i tasken havde jeg nye malebøger og spidsede farveblyanter og inden middagen lige forventningsafstemt med dem, hvad der skulle ske i løbet af aftenen. At det var en fin restaurant, hvor man skulle hygge sig på en lidt stille måde, gå på smagsopdagelse i nye retter og at vi alle skulle tage del i, at vi alle havde en god aften.

Selv om de synes det er noget så hyggeligt at være på restaurant, så kræver det lidt underholdning og malebøger kan fint klare jobbet – samt selvfølgelig hyggelig snak med hinanden over bordet. Derudover fik de også en fin aktivitetspose fra Restauranten og vores bord var således halv dækket af malebøger, farveblyanter og det var lige som det skulle være.

Hyggeligt, rart, uformelt og alligevel en hel del finere end normalt.

Schæffergården Gentofte middag

Middagen var noget af det lækreste, vi længe har oplevet! Køkkenchef Kristian Hansen, er fortaler for økologi, hvor det giver mening. Han er desuden inspireret af det nordiske og danske køkken, men henter også inspiration fra både Frankrig og Italien. Og så er maden tilberedt og serveret, så man får nogle virkelig skønne nye oplevelser og smagssammensætninger. Nyt og lækkert, men uden at være helt anderledes på den uigenkendelige-kemi-i-køkkenet-måde, hvilket betyder at flere af elementerne sagtens kan inspirere til den festligere madlavning derhjemme.

Fx. så står kulmule med peberrodscreme og svinekæbe, nu højt på vores To Cook- liste. Nøj, det var lækkert!

Schæffergården Gentofte middag

Vi nød følgende retter;

  • Snack serveret som sprøde kiks med krabbe og stenbiderrogn
  • Dampet kulmule med luftig peberrodscreme og karse
  • Svinekæbe med perlebyg og svampe
  • Kronhjort med selleri, vildtsky og tyttebær
  • Blå kornblomst med blommekompot og ristet rugbrød
  • Æblecrumble med vaniljeis

Dertil serveret afstemte vine, som passede perfekt til de enkelte retter. Johan og Julie fik serveret de samme retter som os, blot i halve portioner, dog på nær kronhjort og den blå kornblomst ost, hvor de holdt tegne pause, mens Martin og jeg nød de retter.

Schæffergården Gentofte middag

Schæffergården er en smuk gammel ejendom fra 1700 tallet, som oprindeligt blev brugt som jagtslot af adlen.

Jeg elsker gamle bygninger, hvor man rigtig kan fornemme historien og når man bor på stedet, må man frit gå rundt i de fine lokaler, festsalene, biblioteket (drømmer om et helt værelse fyldt med bøger + en pejs og et godt læsehjørne) og i naturen omkring. Stedet fungere i dag som hotel, restaurant, kursuscenter og er ejet af en dansk/norsk fond, som derudover har til formål at støtte samarbejdet mellem Norge og Danmark. Det er så fint, for hvert år kan studerende, primært fra Norge, søge om stipendie til at bo 14 dage på Schæffergården med fuld forplejning, mens de læser i København.

Schæffergården Gentofte middag Schæffergården Gentofte middag

Søndagen formiddag sluttede vi besøget af med Restaurant Wohlers overdådige søndags brunchbuffet og efterfølgende en rundvisning på Schæffergården og Villa Helena, hvor gammel og ny dansk arkitiktur og design er så gennemtænkt og fint sammensat. Her i december, som jo er lige om lidt, udstiller Jette Frölich desuden sin stemningsfyldte julestue på stedet. Schæffergården Gentofte middag Schæffergården Gentofte middag

Det var en virkelig dejlig oplevelse og det slog mig her til morgen, hvor fantastisk skønt det er, at være gæst eller kunde et sted, hvor personalet er dedikeret til deres job.
Om det så er en restaurant, en tøjbutik, den lokale bager, blomsterhandleren eller postbudet, der leverer pakker til ens hoveddør. Det er så smittende på det gode humør, når man får et ekstra smil, en venlig bemærkning og der fra hjertet, lige bliver gjort det der udefinerbare ‘lidt ekstra’. Måske handler det i virkeligheden om, at det bare er så rart når vi mennesker ser hinanden, i stedet for at skynde os videre …

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




12 kommentarer
  • Linda skrev:
    11. november 2014 kl. 07:49

    Hvor ser der dejligt ud på Shæffergården:)
    Tror godt jeg kunne finde på at bruge en weekend der på et tidspunkt!
    At skønne på, når andre mennesker giver noget af sig selv er også noget, jeg sætter pris på. Det er også noget, jeg prøver at gøre selv i min travle hverdag. Jeg synes, at du med dine blogindlæg og svar til hver enkelt gør det hver eneste dag! Af hjertet tak for det :)

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2014 kl. 11:39

      Tusind tak, Linda! Det er jeg virkelig glad for du synes. Jeg synes også det er så hyggeligt med kommentarer og dialogen her på bloggen, og det hører jo nok netop under det med at ‘se’ hinanden :)

  • tina nymann skrev:
    11. november 2014 kl. 09:04

    Fantastiske billeder…Vi har lige bestilt ophold på et andet skønt sted til slutningen af januar, hvor alting er mest trist (sådan plejer det at være;-)) og vi glæder os allerede til en oplevelse lignende jeres…..

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2014 kl. 11:39

      Hvor dejligt! Og god ide at lægge lidt lækker forkælelse ind i januarplanlægningen :)

  • Dorte skrev:
    11. november 2014 kl. 09:27

    Hej AC, sikke nogle skønne billeder der i sandhed vidner om en skøn familieweekend. Jeg har selv været der i kursussammenhæng for nogle år siden og husker det bestemt også som en god oplevelse. Vil også gerne her sige det et stort tak fordi du har været så sød at henvise til min shop – har også sendt dig en mail. Ha’ en skøn dag. KH Dorte

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2014 kl. 11:41

      Hej Dorte,
      Det var så lidt :) -og der er en mail retur til dig.
      Rigtig dejlig dag til dig
      Kh AC

  • Camilla Jensen skrev:
    11. november 2014 kl. 13:14

    Hej Ann-Christine!
    Jeg er en trofast læser af din blog, fordi du er så inspirerende! :) Og jeg synes, dette indlæg indholder essensen af hvorfor: livsnydelse, nærvær, skønhed og familie i højsædet! Det er virkelig skønt med den slags i et ellers meget fortravlet, effektiviserende, udviklende og resultatorienteret samfund. Så tak for det, vil jeg bare sige :)
    Kh Camilla

    • Ann-Christine skrev:
      12. november 2014 kl. 11:45

      Hej Camilla,
      Årh, hvor er det dejligt at få sådan en hilsen! Tusind tak, det er jeg glad for :)
      Kh Ann-Christine

  • CharlotteR skrev:
    12. november 2014 kl. 13:10

    Jeg er så heldig at bo lige i nærheden, og har været på Shæffergården flere gange både i forbindelse med mit arbejde og den bestyrelse jeg er formand for.

    Jeg er helt enig i din beskrives, det er virkelig et skønt sted. Maden i resturanten er fantastik. Jeg he blandt andet været til seminar flere gange hvor vi har været 150, og man har på intet tidspunkt oplevet en tom buffet.

    Jeg skal helt klart snart invitere mine børn og mand på brunch på Wohler, det trænger vi vist til. ;-)

    • Ann-Christine skrev:
      13. november 2014 kl. 10:46

      Hvor skønt at du har samme gode oplevelse med stedet!
      Dét lyder som en dejlig plan – og søndagsforkælelse i form af brunch er noget så lækkert :)

  • Mette veddum skrev:
    17. november 2014 kl. 10:28

    Hej Hej. Vi boede sjovt nok også på Schæffergården 2 dage i sommers, hvor vi var på besøg hjemme i Danmark. Vi havde også et dejligt ophold, men vi prøvede desværre ikke restauranten. Dog fik vi deres dejlige morgenmadsbuffet og jeg prøvede at lokke opskriften på deres hjemmebagte grovboller ud af tjeneren – dog uden held. Jeg synes også det var et dejligt ophold med “sjæl” i forhold til så mange andre hoteller. På samme tur boede vi på et B&B lige uden for Gilleleje. Stedet hedder Krageredegård og det var også bare et fantastisk sted at tage hen med børn (mine er 4 og 6) hvis man gerne vil til stranden uden at skulle leje sommerhus.

    • Ann-Christine skrev:
      18. november 2014 kl. 20:31

      Hvor dejligt at høre at jeres ophold der, også var skønt!
      Og Krageredegården, lyder da også bare noget så fint – tak for tippet :)