Få Premium
Vi har haft sådan en virkelig dejlig familieweekend og vi har fyldt den med sjov, leg, hygge og gode snakke – mere om weekenden i et indlæg for sig – nu skal det handle om hjertesten og dinosauruser …
Jeg er virkelig ellevild med at have fem-årige børn! Der er simpelthen så mange guldkorn og kloge betragtninger. Deres syn på verden, forundring, logik og betragtninger er så betagende, hjertevarmende og livsbekræftende.
Vi taler i øjeblikket en del om gamle dage og om hvordan den måde vi lever på, har forandret sig, siden fx oldeforældre, bedsteforældre og vi forældre var børn. Det er hyggeligt og sjovt at tale om, også selvom jeg bliver jævnligt sat i nogenlunde samme tidsperiode, som dinosaurusser ;) Men når jeg så samtidig får foræret en ganske særlig og yderst sjælden hjertesten netop fundet på stranden og jeg mange gange i løbet af dagen mærker en varm blød hånd i min – og desuden får mange kys, kram og kærlige ord i løbet af dagen, så er det altså mere end ok, at mine børn tænker, at jeg var ‘barn i gamle dage’.
Som fx i denne samtale;
- “Mor, hvordan fandt man på at der skulle være mennesker og hvor kommer de fra?”
- “Der er mange, der mener at menneskerne har udviklet sig over mange, mange tusinde år og til at starte med var en slags aber, som over tid udviklede sig til at være mennesker”
- “Var det så sådan det skete for dig, mor?”
Eller jeg bliver spurgt … -var der dinosaurusser da du var barn? -er det ikke rigtigt, at da du var barn, da var der ingen lys i gaderne om aftenen? -levede du i gamle dage? Og til sidst, når jeg har afkræftet alle foregående; “jamen, det er da rigtigt at da du var barn havde I ingen iPad, ik´”
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
De er så skønne de børn. Min ældste, der bliver 18 om en måned, skulle sende et brev. Da hun skrev på kuverten, startede hun helt oppe i venstre hjørne, og det gik op for os, at hun aldrig havde sendt et rigtigt brev selv. De har da godt nok haft det i skolen, men der var udelukkende fokus på indholdet.
Engang hvis I kommer til Horsens, kan jeg anbefale et besøg på Industrimuseet. Der er nogle lejligheder, der er indrettet efter hver sit årti, det er ret sjovt at se. Der er også mange gamle ting og man kan købe Rich’s kaffe, som blev solgt under 2. Verdenskrig.
Jeg elsker de her indlæg, med fokus på de nære dejlige ting, jeg bliver helt varm indeni og smilet kommer straks. Og det minder mig om, at selvom vi gennemgår forfærdelig mange svære ting i livet lige nu, så har vi de nære ting. Vi skal bare huske, at lade glæden over dem fylde os op.
Kh.
Anne-Marie
Kære Anne-Marie,
Mange tak for din søde hilsen! Jeg håber der snart kommer lidt medvind og solskin hos dig – og ja, jeg er noget så enig. Det er blandt andet når livet rusker lidt i os, at de små nære ting får ekstra værdi. Det er virkelig værd at lægge mærke til dem og værdsætte de små glæder, smil og solstrejf.
Tak for tippet med industrimuseet, det vil jeg huske på :)
Kh AC
Kommer lige til at tænke på at Post og Tele museumet på Købmagergade i Kbh, også er rigtigt sjovt for børn. Der kan man bla prøve gamle telefoner, se mobiltelefoner, genhøre Nokias ringetone og et ISDN modem smat prøve at ringe til hinanden i telefonbokse. Der er også et helt omstillingsbord, fra dengang hvor det var med snorretræk. Så sjovt, og så er det gratis. Der er en fin café på toppen.
Ej, hvor fint! Det vil jeg se om vi kan nå, nu hvor vi lige snart skal til Kbh.
Tak for tippet :)
Der er ikke noget så skønt, som børns videbegærlighed:-)
Det er fantastisk :)
Den slags samtaler er så hyggelig og verden forandrer sig jo så hurtig at vi næsten ikke kan følge med. En kollega fortalte at hendes søn stod og kiggede på mormors telefon med drejeskive og spurgte hvordan i alverden man skulle ringe ud, når der ikke var taster på telefonen. En anden fortalte at barnebarnet havde spurgt hvordan hun var kommet på internettet før hun fik en computer ;-))
Og jeg kan huske at dengang jeg fik min første mobil, spurgte en ung kollega om jeg kunne skrive sms´er. Jeg var et stort spørgsmålstegn, for hvad var det nu for noget. Hun fandt ud af at det kunne min mobil. Men jeg kunne ikke , for ingen af mine veninder havde en mobil , så jeg havde ikke nogen jeg kunne skrive til ;-))
ha´ en hyggelig aften
Angelika
Det er altså lidt skægt. Da jeg fik min første mobil, var vi også kun 2-3 stykker i min klasse på handelsskolen der kunne sende sms´er – det var der ikke så meget sjov ved ;)
Dejlig aften til dig også