Jeg er lige kommet ind af døren efter en frisk gåtur i småregn og blæst med min søster og lille søde niece. Super rart med frisk luft til hjernen, inden jeg igen sætter mig ved computeren, hvor det meste af dagens arbejde i dag foregår. Billederne her i indlægget er taget på en solskinsdag for en uges tid side, lige da jeg havde visket tavlen ren og startet på en frisk – min planlægningskalender ser en smule anderledes ud lige nu, med tætskrevne post its for de fleste dage, fyldt med opskrifter der skal testes, skrives og fotograferes.
Jeg skifter lidt mellem mine planlægningsmetoder – se fx også min DIY to do liste her – for lige som jeg synes det er vældig forfriskende, at skifte mellem mine fysiske arbejdspladser rundt omkring i huset i løbet af dagen og har en holdning til hvilken kop, som kaffen smager bedst i lige nu, så elsker jeg også lidt fornyelse i mine planlægningsværktøjer.
Hvis du har lyst til at have plakaten i dit hjem også, så er du velkommen til at downloade den helt gratis lige her. Den skal blot printes på papir i op til str 40×50 og sættes i en ramme. På rammen kan man skrive med hvid vandbaseret tusch, til brug for vinduer, glas og boards – jeg har købt min hos boghandlen. Man kan også planlægge sin måned med farvestrålende post its, eller en kombination af begge.