Jeg har fået en akut lyst til at tage til Kreta!
Og det er ikke så meget tanken om solskinsferie, strandliv, afslapning og feriestemning der trækker – men i langt højere grad tanken om at kunne gå på opdagelse og suge til mig af græsk kultur, historie og se og opleve alle de byer og steder, som jeg netop har læst om i Øen af Victoria Hislop.
Elsker når en bog og fortælling giver lyst til at tage på eventyr og oplevelser!
Det var en anbefaling i kommentarfeltet her der fik mig til fluks at reservere bogen på biblioteket – og da det var en af dem der ikke var venteliste på, så kom den hurtigt hjem i bogstakken. Sikke en fortælling! Fantastisk anbefaling. Det er I altså virkelig gode og søde til. I giver så meget god inspiration den anden vej også og til hinanden her i kommentarfeltet. Det har skabt mange gode læseoplevelser og opdagelse af nye forfattere og bøger. Tusind tak for det!
Øen af Victoria Hislop, er en slægtshistorie der handler om Alexis der tager til Kreta for at finde ud af mere om sin mors fortid. Alexis´mor, Sofia har altid været meget tilbageholdende ift at fortælle om sin barndom, familie og historie – og historien om Sofias familie er også viklet ind i drama, krig, tragedie, overlevelse, livsmod og kærlighed. Byen hvor Sofias familie kommer fra ligger ved kysten lige ud til den nu forladte ø Spinalonga – som i mange år var en spedalskhedskoloni, hvor alle spedalske fra Kreta og andre steder i Grækenland blev isoleret. Historien om Spinalonga fletter sig ind i slægtshistorien – og gør selve fortællingen i bogen til meget mere end en velskrevet roman.
Meget lærerig, og jeg måtte flere gange stoppe op for at google faktuelle oplysninger om Spinalonga, billeder og mere information – og sidder nu tilbage, rørt over en skøn bog og fortælling og med en stor lyst til at opleve og se stederne i bogen med egne øjne.
Varm anbefaling herfra – og jeg glæder mig nu til flere gode bøger fra Victoria Hislop.
Jeg har lånt bogen på biblioteket – men den kan også købes hos boghandlen, blandt andet her