Få Premium
Log på
Jeg er flere gange her på bloggen, blevet opfordret til at skrive et indlæg om børn og kræsenhed og jeg har også flere gange lovet at skrive om netop det emne.
Det har dog været lidt svært at få skrevet det indlæg. For jeg er jo ikke ekspert og har egentlig heller ikke lyst til at være det – jeg har kun to børn at tage udgangspunkt i – to meget forskellige børn dog, hvad angår mad og tilgangen til det.
Men jeg vil da gerne fortælle lidt om min måde at komme omkring kræsenhed hjemme hos os.
HER ER LIDT OM HVORDAN JEG GRIBER DET AN
☆ Jeg serverer som regel; godt brød, gulerødder og agurk i stave og så selve hovedmåltidet, som er varieret og uden specielle hensyn til kræsenhed. På den måde går ingen sulten fra bordet og så må man spise hvad man vil.
☆ måltidet skal være rart og et trygt sted at samles.
☆ Jeg opfordrer positivt til at smage på alt, og vi taler om, at man skal nogle gange lære, at kunne lide noget bestemt, fx har jeg selv haft det sådan med bladselleri.
☆ Jeg vil ikke have at man taler grimt om maden, men man må gerne sige pænt nej tak. Hvis Johan eller Julie siger nej tak, så kan jeg siger jeg ofte noget i retning af; “det er helt okay at du lige vil vente lidt, til det ikke er så varmt” – for på den måde at holde en dør på klem for at man ombestemmer sig.
☆ Taler selv pænt om maden og viser at jeg nyder den og at det smager dejligt. Vigtigt at det falder helt naturligt og er ægte – ellers kan børn snildt gennemskue, at man prøver at overtale dem.
☆ Jeg anretter i mindre skåle, som jeg stiller i nærheden af dem og så kan de selv tage på tallerken, når de er klar til det.
☆ Jeg blander mig ikke i deres tallerken – de må selv bestemme, hvordan de anretter den mad, der er på bordet på deres egen tallerken. Jeg holder ikke øje med det og kommenterer ikke negativt på det.
☆ Det handler ikke om hvad man spiser kun til det enkelte måltid, men hvad man spiser over hele dagen. Så hvis appetitten til grøntsagerne og varieret mad er størst om morgen, til frokost eller om eftermiddagen, så er det helt fint hvis det trætte børnehavebarn en aften eller flere i træk kun orker at spise pasta til aftensmaden.
☆ Hvis der fx har været udfordringer med at et af mine børn kun har villet spise én bestemt ting (blot som eksempel: ren pasta eller kun ris) så siger jeg pyt hvis det er en enkelt aften eller der generelt over dagen kommer god varieret næring ind, og ellers kan jeg godt tage en lidt mere generel samtale om at det er vigtigt for kroppen, at den får en del forskelligt at spise, fordi det giver god energi til at lege, vokse og lære.
☆ Jeg er altid opmærksom på ikke at antage, at der er retter de ikke bryder sig om – heller ikke selv om de ikke har været vilde med de sidste ti gange, hvor jeg har serveret den ret
☆ Jeg bruger aldrig betegnelsen ’kræsen’ – at være dét, er ikke noget vi taler om på den måde herhjemme. Det ord eksisterer ikke. Jeg forestiller mig, at det kan være svært at ombestemme sig og prøve at smage nye ting, hvis man som barn, selv hører sig omtalt og derfor efterhånden kommer til at se sig selv som et kræsent barn eller er blevet sat i en bås, der hedder ’du kan jo ikke lide kartofler’ eller lign. Så ordet eksisterere ikke hos mig og jeg tillægger ikke det ord eller betegnelsen nogen værdi.
☆ Det er naturligt for mig at have en tilgang der hedder – man er måske ikke så begejstret for en bestemt tilberedning, men mere åben overfor råvaren i sig selv. Eksempel:
Kartofler er jo ikke bare kartofler. Der er en verden til forskel på smagen fra de nye sommerkartofler til vinterens kartofler og ligeledes kan de tilberedes på utallige måder, og derfor prøver jeg at lære mine børn, at man kan ikke sige, at man ikke kan lide kartofler, som en generel ting.
(Kartofler er blot et eksempel, alle andre råvarer kan sættes ind her)
Min personlige oplevelse er, at ovenstående ikke er en snorlige ’Vupti, så nu spiser børnene bare alt’ løsning.
Jeg oplever heller ikke, at der er sammenhæng mellem, at bare fordi man som forældre ikke er kræsen og spiser alt, så gør børnene også.
Jeg oplever, at børn er meget forskellige hvad dette emne angår – hvilket også gør det svært ’at kloge sig på’, og at en del børn (i vores tilfælde 50 %) måske har lidt ekstra følsomme smagsløg, som skal have ro og tid til at vænne sig til nye smage, konsistenser og dufte i mad – i sit eget tempo og på en rar måde. Det vil jeg gerne have respekt for, uden at lave et (for) stort nummer ud af det ♡
Dejligt indlæg, og selvom du ikke er “ekspert” så lyder det til at du/i har en rigtig god tilgang. Du har i hvert fald inspireret mig!
Venligst Sebrina
Mange tak, Sebrina – det er jeg glad for at have :)
Kære Ann-Christine.
Som Børnehaveklasseleder kender jeg til sætningen: “Jeg er kræsen” eller “Min mor siger jeg er kræsen”.
Jeg synes du har fat i noget helt rigtigt, når du skriver at børn ikke skal sættes i bås – Og bruger selv denne sætning: “du øver dig i at kunne lide…”, for den åbner op for at ting kan ændre sig, og nyt kræver øvelse. Man siger at børn skal smage noget nyt ca. 30 gange før de vender sig til det, og derved kan beslutte om de kan eller ikke kan lide det, og så kan det jo godt tage noget tid…. Deres smagsløg er også meget mere raffineret, fine og sansende end vi voksnes.
Sæson for god smag har et indlæg om hvordan man kan takle kræsende børn i det seneste magasin: http://viewer.zmags.com/publication/786132a2#/786132a2/10
Forsat god ferie i det franske :-)
Hilsen Pernille
God formulering! :)
Jeg er heller ikke vild med ordet kræsen …
Tak for link til artikel, jeg må lige have fat i det nye blad!
Kh AC
Super indlæg.
Min knægt på 18mdr. spiser meget, men så alligevel ikke. Det bliver tit bare til kartofler, gulerødder og majs til aftensmad. Jeg har nogle aftener opgivet at lave kød, for han gider det alligevel ikke, men du får mig til at tænke over, hvorvidt det måske bare er fordi han ikke lige er klar til det, eller har brug for flere gange at blive præsenteret for det. Jeg anretter altid hans tallerken – specielt fordi han ikke er så stor endnu, men det er en super god ide, at lade ham selv være med i processen. Tak for det – du sætter nogle gode tanker i gang!
Det er dejligt at høre! Og jeg kan virkelig godt forstå at man opgiver at lave bestemte retter, som flere gange i træk har vakt lidt (eller meget) modstand – Jeg har i perioder blot lavet mindre af de retter, og så suppleret op med grønt og brød, for det er jo heller ikke noget ved at have for meget madspild, fordi de er selektivt spisende i perioder ;)
Det lyder som en rigtig god tilgang til børnene og deres madvaner. Den minder lidt om vores – bortset fra at jeg typisk putter maden på børnenes tallerkener med udgangspunkt i deres ønsker.
Lillebror er på ingen måde kræsen, men sætter sig pludselig for at han ikke kan li’ en masse ting. Faktisk vil han helst bare haft grønt, hvilket jo ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men jeg vil nu også gerne have at han i det mindste smager på de andre ting på bordet. Så det taler vi rigtig meget om, og indgår komprimisser. Og så hjælper det helt sikkert at han (det gælder også storebror) ikke må rejse sig før hans storebror er færdig. Han er nu så stor at han skal vente. Og imens man venter, kan man jo lige så godt spise lidt mere :-)
Det havde jeg sikkert også gjort, hvis det ikke var fordi at én herhjemme, synes det er enormt grænseoverskridende at andre øser op på tallerkenen ;)
Det er en god ide det med at øve sig i at blive ved bordet, det gør vi også mere og mere i – en rar ting at kunne når man er ude, har gæster eller er på restaurant
Det gælder vel egentlig også for os voksne. Hvis jeg bliver præsenteret for et eller andet jeg ikke kender og indirekte bliver “tvunget” til at smage på det, forbinder jeg det fluks med noget negativt. Jeg lærer aldrig at forstå hvordan nogle personer kan fortælle andre (voksne som børn) at dette her SKAL i spise – sorry hvis det ser utrolig ulækkert ud eller lugter i forhold til mine smagsløg, så bliver det en fiasko.
Men hvis jeg i stedet vælger at smage på det fordi jeg bliver fristet af duften/farverne så er der en stor sandsynlighed for at jeg kan lide det. Fx er det først nu jeg kan spise oliven og fetaost (i en alder af 40):-)
Både Martin og jeg kan virkelig bare lide stort set alt. Hvis bare kvaliteten er i orden, så smager jeg gerne på alle retter og råvarer, – er bare så nysgerrig omkring mad :) Men jeg blander mig heldigvis nødigt i andres tallerken ;)
Spændende indlæg. Faktisk har man forsket en del på området de seneste år, da kræsenhed blandt danske børn og voksne idag udgør et ernæringsmæssigt problem.
Man er nået frem til to væsentlige og gennemgående faktorer, der afgør om børn bliver kræsent eller ej. Det ene er amning – børn der ammes vænnes gennem modermælken til at ting kan smage forskelligt. Modermælkens smag påvirkes jo af, hvad moderen spiser, hvorimod modermælkserstatning smager af det samme dag efter dag.
Den anden faktor er at barnet når at smage flest mulige fødevarer inden 2 årsalderen. De fleste børn går ind i en naturlig fase, når de er omkring 2-5 år, hvor de afviser nye madvarer. Man mener at det er et levn fra tidligere tider, hvor barnet ofte i den alder begyndte at bevæge sig rundt uden konstant overvågning fra moderen og at det derfor var uhensigtsmæssigt at barnet puttede alt muligt ukendt og evt. giftigt i munden.
Naturligvis spiller andre faktorer også ind – ingen bryder sig om at spise, hvis der er dårlig stemning omkring spisebordet og senere bliver barnet også påvirket af medier, andre børn osv., men man kan sige at som med så mange andre ting, så gælder det også her at en tidlig indsats er væsentlig, hvis man vil undgå kræsenhed.
Jeg har hørt om de to faktorer, men kan ikke selv genkende billedet. Jeg har jo selv to børn på samme alder, som begge er blevet ammet og som begge har spist meget varieret – og der er alligevel stor forskel på hvordan deres tilgang til at smage nye ting er og min oplevelse er, at det for en stor dels vedkommende handler om følsomme smagsløg, som skal have tid og trygge rammer til at øve sig.
– jeg kommer til at tænke på, at mon ikke at sammenhæng mellem kræsenhed og ernæringsproblemer, også handler om at mad af gode rene råvarer smager forkert og mærkeligt, hvis man primært er vant til at spise forarbejdet mad …
Gud! Det giver så meget mening ift. hvad jeg oplever med mine egne børn. Tak for input :)
fantastisk indlæg. jeg sidder som 21 årig og bliver vældig betaget af din omsorg, rolige tankegang og afslappede tilgang til tingene. bliver meget inspireret!
Tak, det er jeg rigtig glad for at høre :)
Vi har en dreng på alder med dine og han spiser også lidt som vinden blæser. Vi har endelig fundet en tilgang til det lidt i lighed med din, altså sørge for, at der er et eller andet han godt kan lide og så må de jo spise af det. Har vi gæster eller er i byen så spiser han aldrig ret meget, men så får han bare havregryn når vi kommer hjem.
En ting der dog har virket rigtig positivt hos os er en fortrydelsesskål. Så må man putte det man ikke kan lide der over i når man har smagt på det. Vi kan nu meget nemmere bede ham om at smage uden store konflikter og det er ok hvis man bare lige sætter tænderne i eller tungen på. Han smager faktisk nu på alt hvad der er på bordet. Det er sjældent, at der er noget af det han så godt kan lide, men jeg tænker, at det kommer med tiden når han har smagt det mange gange. Kød har han dog fået lidt mere smag for efter vi har fået en “fortrydelsesskål”
Jeg synes det er sådan en fin ide med en fortrydelsesskål!
Den kunne jeg godt have taget til mig for 1/2 -1 år siden ;) – vi har ikke behovet lige nu, men vil lige huske den, hvis det skulle ske.
Jeg synes, det lyder som en rigtig god og afslappet holdning til børns spisevaner. Og Hannes idé om en fortrydelsesskål kan jeg også rigtig godt lide.
Hjemme hos os bruger vi heller ikke ordet kræsen. Det er ikke noget, vi har ‘aftalt’, at vi ikke gør, men ligesom jer vil vi gerne undgå at proppe ungerne i en kræsenheds-kasse. Til gengæld skal man som udgangspunkt smage på maden. Det er helt ok, hvis man ikke kan lide det, men som jer vil vi heller ikke have, at ungerne taler grimt om maden. Og ofte sker der jo det, at når der først er blevet smagt på maden, så kan de jo pludselig godt lide det :-) Og ellers kan de måske lide det næste gang.
Jeg synes, at måltiderne skal være hyggelige, og jeg kunne ikke forestille mig noget mindre hyggeligt, end at skulle sidde og skændes om, hvem der spiser hvad hele tiden. Så derfor er der også altid noget på bordet, som jeg ved, ungerne kan lide – grøntsagsstænger, brød, el.lign. – og jeg er derfor sikker på, at de får bare lidt indenbords :-)
Jeg synes også det lyder som om vi griber tingene an meget ens omkring det med mad :) Og for mig er det absolut vigtigste også at vi har det hyggeligt og rart ved bordet.
Meget dejligt indlæg især fordi du ikke prøver at være ekspert på andres børn. Det tror jeg nemlig du har helt ret i er svært.
Jeg tænker madglæde er det allervigtigste for børn. Alle de overvejelser om hvad der er sundt og balance mellem fødevare osv skal vi voksne ikke øse ud over børnene, men bare stille og roligt forsøge at indarbejde i kosten. Efterhånden som de så bliver klar til det kan man så begynde at snakke om det.
Det værste man kan gøre tror jeg er at tale dårligt om mad. Der skaber en nervøsitet over for mad som ikke er sund, fordi den kan føre til spiseangst og/eller overspisning af mad man er tryg ved (og som paradoksalt nok ofte er ret dårlig mad).
Jeg kan egentlig også godt lide at fjerne fokus helt fra maden og over til at vi blot hygger og har det rart omkring bordet. Måltider er jo nemlig så meget mere end de vi putter i munden :)
Jeg har ikke selv børn (endnu), men noget, jeg også gerne vil lære dem, er netop at turde prøve nyt. Og det lyder til, at du har fat i en rigtig fornuftig tilgang. Som jeg også har læst andre steder, så kan man snakke om mad og sundhed med børnene, men skal samtidig ikke sætte dem i bås som kræsne eller snakke om, hvad de spiser og ikke spiser, under måltidet. Det snakker man jo heller ikke om for andre voksne. Ikke, at det er en mirakelpille, men jeg håber, at jeg kan lære mine fremtidige børn at turde smage på maden.
Nyd ferien. :)
Kh Luna Bærmonster
Det er også en dejlig gave at give sine børn, synes jeg. og jeg synes at det er super interessant, at det for nogle børn er helt naturligt og for andre er det noget der skal læres og skabes :)
Kh AC
Som mor til nu voksne børn der spiser stort set alting, siger jeg lad være med at gå op i det. Sæt maden på bordet og skulle der være noget engang i mellem, som de ikke bryder sig om, ja hvad så? Vi voksne har vel også noget vi ikke bryder os så meget om. Mine to drenge blev passet af min mormor, deres olde, og der blev serveret alt, lige fra brunkål til spegesild :)
Jeg så engang for år tilbage at det var lavet forsøg med helt små børn, der blev sat små skåle foran dem med alt mulig forskelligt, og da ugen var gået, havde se spist meget varieret og fik, hvad de havde brug for.
Det jeg synes er meget værre, er de mødre der går vildt meget op i alle de nye tendenser med mad, og måske snakker meget om at nu skal de tabe sig, de er for tykke o.s.v.
det kan kun påvirke deres børn, især pigerne.
Jeg synes ikke, at man skal lade være med at gå op i det, men at det er en god ide ikke at problematisere det for meget :)
– og det mener jeg, ud fra oplevelserne med mine egne børn
Tak for dette indlæg!
Har aldrig kommenteret på din blog før, men er ivrig bruger af dine opskrifter.
Det er så svært med “kræsne” børn. Og vi har også prøvet en del, men min beskedne erfaring viser mest af alt også, at det vist bare virker bedst at tage den med ro og lade barnet selv smage i eget tempo. Og jeg har besluttet, at jeg ikke gider spise lasagne hver dag, fordi det er det eneste, barnet med garanti spiser. Så det er rart lige at høre, at andre (med noget mere forstand på mad) oplever og gør i det samme som vi herhjemme.
Mange tak for din kommentar :) Det er så hyggeligt at høre fra jer der læser med!
Og jeg kan virkelig godt forstå, at nogen på et tidspunkt kan komme dertil at de ikke magter at lave andet en de 3-4 retter, som med garanti bliver spist – jeg tænker, at det nok er lidt en comfortzone, hvis ikke den udfordres og blidt skubbes udaf, så bliver den bare mindre og mindre.
Kh Ann-Christine
Jeg har selv været et kræsent barn, der først lærte at spise rigtig mange ting som voksen. Da vi så fik en søn (for 18 år siden), besluttede vi at det ville være ærgerligt hvis vores søn skulle igennem det samme. Derfor tænkte jeg meget igennem, hvad der muligvis havde gjort at jeg havde været kræsen. Et af de tilbageværende punkter var tvang – forstået på den måde at jeg SKULLE smage på maden, da jeg var barn, også selvom jeg ikke havde lyst. ( og i mange tilfælde også SKULLE spise op, selvom jeg var mæt)
Derfor lavede vi den “regel”, at vores søn ikke skulle tvinges til at smage på mad, han ikke havde lyst til. Men så kunne han heller ikke sige at han ikke kunne lide det – bare at han ikke havde lyst til at prøve.
Når han så smagte på noget nyt, som han ikke brød sig om, var vores standardsvar, at det var helt ok – det ville han komme til at kunne lide, når han blev større. Det åbnede op for at han havde lyst til at prøve igen senere, for at se “om han var blevet større” … En ting som børn ofte gerne vil
være… (ved ikke hvorfor hele indlægget ikke kom med i første omgang?)
Nu er han næsten 18, spiser alt og eksperimenterer glad og gerne i køkkenet ud fra smage og dufte af krydderier og andre ingredienser.
PS… vi har også altid haft sunde basis ting på bordet, som alle kunne lide, så der ikke var noget nederlag/sult ved ikke at prøve noget nyt eller hvis man ikke kunne lide den nye ting på bordet.
Så ingen tvang og ikke gøre en stor sag ud af det. Og lad være med at putte definitionen kræsen på barnet – det overbeviser bare barnet om at det garanteret ikke kan lide ny mad.
Nææh, det ved jeg heller ikke. Men svarer lige samlet her ;)
Hvor er det en fin og sød måde, I har sagt det på! Blot stille og roligt konstateret det, og nøj – hvor kan jeg lige forestille mig, at det gør sådan en lille størrelse nysgerrig på at vide hvornår man er stor nok til at kunne lide netop den og den ret eller råvarer.
Virkelig fin formulering, den snupper jeg da også lige til eget brug ;)
Hahaha… Det forsvandt nok i Internettets Bermuda trekant ;-)
Og tak for kommentaren.
For os fungerede det i hvert fald rigtig godt, og har også virket på besøgende legekammerater, der næste gang de kom på besøg, gerne ville se og prøve om de var blevet større :-)
Hej hej. Skønt indlæg…det er da bare den helt rigtige måde:).Dine børn er heldige, at have en mor som dig.Ønsker jer en rigtig dejlig ferie.
Kh Hanne
Mange tak, Hanne :)
– de er faktisk også ret heldige med deres far ;)
Kh AC
Det er jeg slet ikke i tvivl om;)
Super fint skrevet!
Jeg studerer Ernæring og Sundhed og mit hjertebarn er kræsenhed og smagspræferencer hos børn. Det er et super interessant emne, der kan arbejdes så meget med, for at give ens børn de bedste muligheder for at spise en sund og varieret kost.
Som du selv nævner, så er det afgørende, at børn møder og smager en madvarer flere gange – særligt hvis barnet er ældre end 2 år. Når børn når den alder, så optræder fødevareneofobi nemlig hos alle børn. Det betyder ‘frygten for ukendte fødevarer’, og alt afhængig af, hvor en varieret kost barnet har spist inden 2 års alderen, jo større eller mindre grad vil man opleve fødevareneofobien.
Jeg har skrevet en børnebog, der hedder 29 Nye Venner, der har fokus på frugter og grøntsager, og som kan bruges til at præsentere børn for frugter og grøntsager på en sjov og positiv måde. Derved er der nemlig langt større sandsynlighed for, at børnene har lyst/tør smage det, når de møder grøntsagerne på deres tallerken :).
Hvis du vil vide lidt mere om det, så har jeg også fået lov til at dele lidt af min viden i radioen, og det kan du finde lige her http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4aarhus/p4-weekend-970#!/02:11:20
Der er to dele, og starter ca. 2.11 og 2.35.
Det blev en lang kommentar. Men jeg synes bare, at emnet er så spændende og vigtigt for vores børns sundhed.
Mvh. Cathrine Brandt
Hvor fint, Cathrine – det vil jeg lige lytte når vi kommer hjem igen :)
Tak for linket
Jeg syntes det er et skønt indlæg!!
Og håber mange vil tage det til sig :-)
Mange tak, Helen :) Det er jeg glad for at du synes
Hej,
Super fint indlæg. Jeg tror, at det er første gang jeg kommenterer på din blog, men jeg følger ivrigt med :-) Skal bage pølsebrød til børnehavens Sct. Hans fest på mandag, og det er din opskrift, der skal bruges :-)
Jeg har selv 3 børn på 1, 4 og 6 år, og de er bestemt ikke kræsne. Bevares…de kan da på skift komme i tanke om, at der er noget (som de altid har elsket), som de pludselig ikke vil have i en periode, men det går over igen ;-) Jeg kommenterer ikke på det, men bliver ved med at serverer det, og rundt om bordet snakker vi om dagen og ikke maden.
Jeg sørger altid for, at alt kommer på deres tallerken. Jeg blander det ikke sammen, så det kan de selv gøre, som de lyster. Og hvis de opdager noget på tallerkenen, som de ikke vil have, så kommenterer de det sjældent, men lader det bare ligge. Og de spiser helt klart mere de dage, hvor de har hjulpet til i køkkenet.
Altså ingen problemer herhjemme, MEN…
Når de bliver passet af bedsteforældre, oldeforældre og lignende, opstår der pludselig problemer. Sætninger som disse bruges pludselig: “Du SKAL spise op”, “du SKAL prøve at smage”, “hvis du ikke spiser op, så er der INGEN dessert” osv. Hvis de henter i børnehaven/skolen åbnes madkassen inden den ryger i tasken, og straks får de en kommentar på, hvorfor de ikke har spist det ene eller andet. Når de bliver passet, og vi henter dem, spørger vi om de har hygget sig, og som svar får vi en liste over, hvad de har spist og ikke spist.
Ovenstående sker sjældent da vi bor ret langt væk fra familien, men de få gange det sker, er jeg dybt irriteret. Jeg plejer at svare: pyt skidt med hvad de har spist. Har I HYGGET jer??? Det siver bare ikke helt ind…Det er åbenbart svært at ændre på :-)
Mange tak. Stine :) Og rigtig god fornøjelse med pølsebrødsbagning til Skt. Hans, det lyder hyggeligt med sådan en fest i børnehaven.
Og hvor er der dog heldigvis sket meget med ‘du skal spise op’-pædagogikken, fra tidligere generationer til vores generation. Dét var jeg også blevet irriteret over ;)
Det lyder i det hele taget, som om vi gør tingene ret ens omkring spisebordet :)
Rigtig spændende indlæg og meget i tråd med det, vi gør hos os – hvor afkommet dog kun er 20 måneder.
Hvis der er noget, hun ikke vil have, siger jeg heller aldrig “det kan du ikke lide”, fordi det så let bliver en sandhed – jeg bruger f.eks. vendingen “nå, det var ikke lige dig i dag”… underforstået at det jo sagtens kan være et hit i morgen.
Jeg har selv lidt af spiseforstyrrelse tidligere i mit liv, og jeg tror virkelig, du har fat i den lange ende ift. ikke at blande dig en hel masse – det er bare så vigtigt at børnene får lov at “passe deres egen tallerken” uden at føle sig konstant overvåget eller kritiseret. Og who am I to judge om karrtsild med italiensk salat er det nye sort… det blev guffet til frokost i dag :)
Hvor er det et fint eksempel med karrysild og italiensk salat – det med at gå på opdagelse, få lov, lege og eksperimentere … SÅ skønt og vigtigt.
Tak for din søde hilsen ♡
Kh AC