Jeg er flere gange her på bloggen, blevet opfordret til at skrive et indlæg om børn og kræsenhed og jeg har også flere gange lovet at skrive om netop det emne.
Det har dog været lidt svært at få skrevet det indlæg. For jeg er jo ikke ekspert og har egentlig heller ikke lyst til at være det – jeg har kun to børn at tage udgangspunkt i – to meget forskellige børn dog, hvad angår mad og tilgangen til det.
Men jeg vil da gerne fortælle lidt om min måde at komme omkring kræsenhed hjemme hos os.
Jeg serverer som regel; godt brød, gulerødder og agurk i stave og så selve hovedmåltidet, som er varieret og uden specielle hensyn til kræsenhed. På den måde går ingen sulten fra bordet og så må man spise hvad man vil.
Jeg opfordrer positivt til at smage på alt, og vi taler om, at man skal nogle gange lære, at kunne lide noget bestemt, fx har jeg selv haft det sådan med selleri.
Og jeg vil ikke have at man taler grimt om maden, men man må gerne sige pænt nej tak.
Hvis Johan eller Julie siger nej tak, så kan jeg siger jeg ofte noget i retning af; “det er helt okay at du lige vil vente lidt, til det ikke er så varmt” – for på den måde at holde en dør på klem for at man ombestemmer sig.
Jeg anretter også mindre skåle, som jeg stiller i nærheden af dem og så kan de selv tage på tallerken, når de er klar til det.
Jeg blander mig ikke i deres tallerken – de må selv bestemme, hvordan de anretter den mad, der er på bordet på deres egen tallerken. Jeg holder ikke øje med det og kommenterer ikke negativt på det. Men jeg kan sagtens tage en snak op om at det er vigtigt for kroppen, at den får en masse forskelligt at spise, fordi det giver god energi til at lege, vokse og lære.
Jeg passer i øvrigt på med ikke at antage, at der er retter de ikke bryder sig om – heller ikke selv om de ikke har været vilde med de sidste ti gange, hvor jeg har serveret den ret og jeg bruger slet ikke betegnelsen ’kræsen’ – at være dét, er ikke noget vi taler om på den måde herhjemme. Det ord eksisterer ikke. For jeg forestiller mig, at det kan være svært at ombestemme sig og prøve at smage nye ting, hvis man som barn, selv hører sig omtalt og derfor ser sig selv, som et kræsent barn eller er sat i en bås, der hedder ’du kan jo ikke lide kartofler’ eller at man selv
Kartofler er jo ikke bare kartofler. Der er en verden til forskel på smagen fra de nye sommerkartofler til vinterens kartofler og ligeledes kan de tilberedes på utallige måder, og derfor prøver jeg at lære mine børn, at man kan ikke sige, at man ikke kan lide kartofler, som en generel ting.
(Kartofler er blot et eksempel, alle andre råvarer kan sættes ind her.)
Min personlige oplevelse er dog også, at ovenstående ikke er en snorlige ’vupti-så spiser børnene bare alt’ løsning. Jeg oplever heller ikke, at der er sammenhæng mellem, at bare fordi man som forældre ikke er kræsen og spiser alt, så gør børnene også. Men jeg oplever, at børn er meget forskellige hvad dette emne angår – hvilket også gør det svært ’at kloge sig på’, og at en del børn (i vores tilfælde 50 %) måske har lidt ekstra følsomme smagsløg, som skal have tid til at vænne sig til nye smage, konsistenser og dufte i mad. Det synes jeg, at man skal have respekt for, acceptere og tage sig god tid til at tilvænne de smagsløg på en god måde over tid.
