Få Premium
Jeg er flere gange her på bloggen, blevet opfordret til at skrive et indlæg om børn og kræsenhed og jeg har også flere gange lovet at skrive om netop det emne.
Det har dog været lidt svært at få skrevet det indlæg. For jeg er jo ikke ekspert og har egentlig heller ikke lyst til at være det – jeg har kun to børn at tage udgangspunkt i – to meget forskellige børn dog, hvad angår mad og tilgangen til det.
Men jeg vil da gerne fortælle lidt om min måde at komme omkring kræsenhed hjemme hos os.
HER ER LIDT OM HVORDAN JEG GRIBER DET AN
☆ Jeg serverer som regel; godt brød, gulerødder og agurk i stave og så selve hovedmåltidet, som er varieret og uden specielle hensyn til kræsenhed. På den måde går ingen sulten fra bordet og så må man spise hvad man vil.
☆ måltidet skal være rart og et trygt sted at samles.
☆ Jeg opfordrer positivt til at smage på alt, og vi taler om, at man skal nogle gange lære, at kunne lide noget bestemt, fx har jeg selv haft det sådan med bladselleri.
☆ Jeg vil ikke have at man taler grimt om maden, men man må gerne sige pænt nej tak. Hvis Johan eller Julie siger nej tak, så kan jeg siger jeg ofte noget i retning af; “det er helt okay at du lige vil vente lidt, til det ikke er så varmt” – for på den måde at holde en dør på klem for at man ombestemmer sig.
☆ Taler selv pænt om maden og viser at jeg nyder den og at det smager dejligt. Vigtigt at det falder helt naturligt og er ægte – ellers kan børn snildt gennemskue, at man prøver at overtale dem.
☆ Jeg anretter i mindre skåle, som jeg stiller i nærheden af dem og så kan de selv tage på tallerken, når de er klar til det.
☆ Jeg blander mig ikke i deres tallerken – de må selv bestemme, hvordan de anretter den mad, der er på bordet på deres egen tallerken. Jeg holder ikke øje med det og kommenterer ikke negativt på det.
☆ Det handler ikke om hvad man spiser kun til det enkelte måltid, men hvad man spiser over hele dagen. Så hvis appetitten til grøntsagerne og varieret mad er størst om morgen, til frokost eller om eftermiddagen, så er det helt fint hvis det trætte børnehavebarn en aften eller flere i træk kun orker at spise pasta til aftensmaden.
☆ Hvis der fx har været udfordringer med at et af mine børn kun har villet spise én bestemt ting (blot som eksempel: ren pasta eller kun ris) så siger jeg pyt hvis det er en enkelt aften eller der generelt over dagen kommer god varieret næring ind, og ellers kan jeg godt tage en lidt mere generel samtale om at det er vigtigt for kroppen, at den får en del forskelligt at spise, fordi det giver god energi til at lege, vokse og lære.
☆ Jeg er altid opmærksom på ikke at antage, at der er retter de ikke bryder sig om – heller ikke selv om de ikke har været vilde med de sidste ti gange, hvor jeg har serveret den ret
☆ Jeg bruger aldrig betegnelsen ’kræsen’ – at være dét, er ikke noget vi taler om på den måde herhjemme. Det ord eksisterer ikke. Jeg forestiller mig, at det kan være svært at ombestemme sig og prøve at smage nye ting, hvis man som barn, selv hører sig omtalt og derfor efterhånden kommer til at se sig selv som et kræsent barn eller er blevet sat i en bås, der hedder ’du kan jo ikke lide kartofler’ eller lign. Så ordet eksisterere ikke hos mig og jeg tillægger ikke det ord eller betegnelsen nogen værdi.
☆ Det er naturligt for mig at have en tilgang der hedder – man er måske ikke så begejstret for en bestemt tilberedning, men mere åben overfor råvaren i sig selv. Eksempel:
Kartofler er jo ikke bare kartofler. Der er en verden til forskel på smagen fra de nye sommerkartofler til vinterens kartofler og ligeledes kan de tilberedes på utallige måder, og derfor prøver jeg at lære mine børn, at man kan ikke sige, at man ikke kan lide kartofler, som en generel ting.
(Kartofler er blot et eksempel, alle andre råvarer kan sættes ind her)
Min personlige oplevelse er, at ovenstående ikke er en snorlige ’Vupti, så nu spiser børnene bare alt’ løsning.
Jeg oplever heller ikke, at der er sammenhæng mellem, at bare fordi man som forældre ikke er kræsen og spiser alt, så gør børnene også.
Jeg oplever, at børn er meget forskellige hvad dette emne angår – hvilket også gør det svært ’at kloge sig på’, og at en del børn (i vores tilfælde 50 %) måske har lidt ekstra følsomme smagsløg, som skal have ro og tid til at vænne sig til nye smage, konsistenser og dufte i mad – i sit eget tempo og på en rar måde. Det vil jeg gerne have respekt for, uden at lave et (for) stort nummer ud af det ♡
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Rigtig spændende indlæg og meget i tråd med det, vi gør hos os – hvor afkommet dog kun er 20 måneder.
Hvis der er noget, hun ikke vil have, siger jeg heller aldrig “det kan du ikke lide”, fordi det så let bliver en sandhed – jeg bruger f.eks. vendingen “nå, det var ikke lige dig i dag”… underforstået at det jo sagtens kan være et hit i morgen.
Jeg har selv lidt af spiseforstyrrelse tidligere i mit liv, og jeg tror virkelig, du har fat i den lange ende ift. ikke at blande dig en hel masse – det er bare så vigtigt at børnene får lov at “passe deres egen tallerken” uden at føle sig konstant overvåget eller kritiseret. Og who am I to judge om karrtsild med italiensk salat er det nye sort… det blev guffet til frokost i dag :)
Hvor er det et fint eksempel med karrysild og italiensk salat – det med at gå på opdagelse, få lov, lege og eksperimentere … SÅ skønt og vigtigt.
Tak for din søde hilsen ♡
Kh AC
Hej,
Super fint indlæg. Jeg tror, at det er første gang jeg kommenterer på din blog, men jeg følger ivrigt med :-) Skal bage pølsebrød til børnehavens Sct. Hans fest på mandag, og det er din opskrift, der skal bruges :-)
Jeg har selv 3 børn på 1, 4 og 6 år, og de er bestemt ikke kræsne. Bevares…de kan da på skift komme i tanke om, at der er noget (som de altid har elsket), som de pludselig ikke vil have i en periode, men det går over igen ;-) Jeg kommenterer ikke på det, men bliver ved med at serverer det, og rundt om bordet snakker vi om dagen og ikke maden.
Jeg sørger altid for, at alt kommer på deres tallerken. Jeg blander det ikke sammen, så det kan de selv gøre, som de lyster. Og hvis de opdager noget på tallerkenen, som de ikke vil have, så kommenterer de det sjældent, men lader det bare ligge. Og de spiser helt klart mere de dage, hvor de har hjulpet til i køkkenet.
Altså ingen problemer herhjemme, MEN…
Når de bliver passet af bedsteforældre, oldeforældre og lignende, opstår der pludselig problemer. Sætninger som disse bruges pludselig: “Du SKAL spise op”, “du SKAL prøve at smage”, “hvis du ikke spiser op, så er der INGEN dessert” osv. Hvis de henter i børnehaven/skolen åbnes madkassen inden den ryger i tasken, og straks får de en kommentar på, hvorfor de ikke har spist det ene eller andet. Når de bliver passet, og vi henter dem, spørger vi om de har hygget sig, og som svar får vi en liste over, hvad de har spist og ikke spist.
Ovenstående sker sjældent da vi bor ret langt væk fra familien, men de få gange det sker, er jeg dybt irriteret. Jeg plejer at svare: pyt skidt med hvad de har spist. Har I HYGGET jer??? Det siver bare ikke helt ind…Det er åbenbart svært at ændre på :-)
Mange tak. Stine :) Og rigtig god fornøjelse med pølsebrødsbagning til Skt. Hans, det lyder hyggeligt med sådan en fest i børnehaven.
Og hvor er der dog heldigvis sket meget med ‘du skal spise op’-pædagogikken, fra tidligere generationer til vores generation. Dét var jeg også blevet irriteret over ;)
Det lyder i det hele taget, som om vi gør tingene ret ens omkring spisebordet :)
Hvor fint, Cathrine – det vil jeg lige lytte når vi kommer hjem igen :)
Tak for linket