I dag vil jeg byde velkommen til en helt ny kategori her på bloggen – eller måske mere en udvidelse af en eksisterende kategori, nemlig børneboganbefalinger.
Jeg synes det kunne være rigtig hyggeligt, at Johan og Julie indimellem fik lov at anbefale nogle af deres yndlingsbøger videre til inspiration for andre læseglade børn. Og begge mine børn var helt klar på at tage denne lille udfordring op. Så indimellem vil der fremover komme spændende børnebogsanbefalinger også.
Børnebogsanbefalinger kommer til at foregå i interview-form og I er naturligvis mere end velkomne til også at byde ind med gode anbefalinger den anden vej.
Vil du fortælle om Rasmus på farten?
”ja, bogen handler om drengen Rasmus som bor på et børnehjem, men så til sidst stikker han af fra børnehjemmet, fordi der ikke er nogen voksne, der vil have en dreng med glat hår. Alle vil kun have en pige med krøller.
Han møder landstrygeren Paradis-Oskar, og følges med ham. Oskar rodes ind i et groft røveri, men er uskyldig og Rasmus bliver bange for, at han nu vil blive sendt tilbage på børnehjemmet.
Oskar synger nogle lidt triste sange i bogen, men ellers er den rigtig hyggelig og sjov indimellem også.
Historien ender heldigvis godt. Men det gør de fleste bøger jo selvfølgelig”
Hvor mange stjerner vil du give bogen? (maks fem stjerner)
✰✰✰✰
Hvem vil du anbefale bogen til?
“Alle piger og drenge, der kan læse selv. Og den er nok også rigtig god at læse højt til børn, der er over 5 år gamle. Til mindre børn, er den nok lidt for uhyggelig med de røvere der er med i bogen.”
Minder bogen dig om nogle andre bøger du har læst?
Ja, måske lidt om Pippi Langstrømpe. Men så alligevel ikke fordi de er helt forskellige.”
Om børnebogsanmeldelser her på Valdemarsro
Johan og Julie er 8 år og går i 2. Klasse. De er begge rigtige glade for at læse gode bøger og kan godt lide bøger der er både hyggelige og spændende – her på Valdemarsro har de fået lov til at få deres egen lille kategori, hvor de kan anbefale børnebøger til inspiration for andre læseglade børn.
I dag er det Johan, der anbefaler Rasmus på Farten, som er modtaget som anmeldereksemplar fra Gyldendals bogklub.
Johans yndlingsbog er pt. Brødrene Løvehjerte.