Jeg vil lige komme med et lille fredags tip til nogle ualmindelig lækre stænger ;) Rugbrødsstænger eller stave, om man vil. Vi spiser dem fx til suppe eller helt enkelt som her i dag, hvor jeg snupper dem til morgenmad og tilbehør til et blødkogt æg og en banan.
Det er ganske simpelt en god skive rugbrød, smurt med lidt saltet lakridssirup på den ene side, og så i ovnen ved 200 grader til det er sprødt. Skær i stave og nyd dem sprøde og lækre. Super nemt! Jeg kom i tanke om lige at dele lakridstippet, da Linda under dette indlæg skrev om lækkert ristet rugbrød med olivenolie, flagesalt og rosmarin.
Og jeg kunne faktisk sagtens have lavet en lille portion til i går, hvor Ninna kom forbi til en hyggelige torsdag rødvinsdate, vi kunne have spist dem som snack sammen med oliven, nødder og rødvin.
Fredagsudsigterne for mig vedkommende er, først arbejde på hjemmekontoret, så en fotoopgave inde i byen for Spiseliv og derefter kaffenydelse på Sigfreds med Linda – og hente børnene tidligt fra børnehaven og fredagshygge med film, popcorn og guf. Det er dejlige udsigter og hverdagslykke ♥
Rigtig skøn fredag til jer!