Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/samsoe-guide-til-en-skoen-dagstur/

Samsø – guide til en skøn dagstur

Gadekær samsø

Fine Samsø – med blå himmel, solskinsvejr, gadekær og stråtækte bindingsværkshuse.

Vi tog en dagstur dertil i vores sidste sommerferie uge og øen viste sig fra sin yndigste side. Hjemmefra havde vi lavet en mesterlig research, så vi var klar til at tage det hele ind, nyde og opleve øen på bedste vis.

En del af mine barndoms somre har jeg tilbragt i mine bedsteforældres hus tæt ved en lille landsby på Fyn. Et lille fint sted med gadekær, historie og idyl – og stemningen var helt den samme her i Nordby på Samsø.

Selv om vi havde planlagt en lidt tætpakket dagstur, så kunne det snildt lade sig gøre også med tid til at nyde, hygge, dimse lidt rundt og bare være.

Samsø kan sagtens klare en længere ferie, for der er den skønneste natur, gode cykelruter og virkelig mange fine spisesteder, som vi selvsagt ikke nåede omkring. Øen er også glimrende til en dagstur, og selv om det var lidt vanskeligt blot at vælge to spisesteder ud, så var det nogle virkelig gode valg vi gjorde os – som jeg varmt kan anbefale videre.

Labyrint samsø

Samsø Labyrinten er en sjov oplevelse. Det er eftersigende verdens største labyrint og man vælger en kategori med spørgsmål, der skal besvares for at lede en gennem labyrinten. Vi var helt enige om at vælge “matador” som vi allerede har set sammen med Johan og Julie to gange – og de var begge virkelig seje til spørgsmålene. 

Issehoved er navnet på nordspidsen af Samsø og er et fantastisk smukt naturareal med plads til leg, vandreture, løbeture og naturnydning.

Johan og Julie synes det sted var et af de sejeste steder på hele Samsø – og de var ret begejstret for øen i det hele taget. Men at have plads omkring sig, kunne spæne afsted, løbe op og ned af bakkerne, komme tæt på fårene og ja, føle friheden af uendelig natur. Det er det bedste!  

Der er så mange små fine hyggelige byer på øen og overalt er der små loppeboder ved vejen eller i husene. Der er masser at gå på opdagelse i.

Samsø Loppeboder

Bedste restauranter Samsø

På Samsø skal man jo næsten spise kartoffelmadder … er det ikke obligatorisk? ;)

Vi gik efter at prøve en særligt lækker kartoffelmad og den fik vi serveret på Restaurant SAK hvor vi også bestilte sliders og tapas – altsammen delemad, hvilket er det bedste for så kan man smage en masse skønt.

kartoffelmad Samsø

Se lige den kartoffelmad!

Vores aftensmad spiste vi på Restaurant Skipperly, ved sydmolen i Balle. Her var der fuldt booket i gårdhaven og vi turde ikke tage chancen og vente på bord med risiko for at misse vores færge hjem. Så vi trak ind i restauranten. Maden var virkelig skøn, veltilberedt, velsmagende, enkel og ordentlig. Det kan jeg også varmt anbefale videre. Vi bestilte fire forskellige retter og alt var virkelig lækkert – men uhm, den der fisk på billedet som Julie bestilte, den var vi alle enige om var toppen!

Hos Casa Tua laver de lækker hjemmelavet italiensk gelato. Og den smager virkelig skønt + der er mange både klassiske og nyere smage at gå på opdagelse i.
Samsø by Samsø delikatesser

Samsø byder på mange skønne og sjove specialiteter og selv om mange kan købes her på fastlandet også, så er det nu særligt hyggeligt at købe lidt spiselige ferieminder med hjem, nu vi er der. I den gamle charmerende gårdbutik Smagen af Øen, som ligger i Nordby, er udvalget virkelig stort og man kan desuden holde en lille kaffepause i den tilhørende café. Samsø Halmballer Samsø

10 kommentarer
  • Marina skrev:
    5. september 2018 kl. 11:18

    Jeg elsker Samsø. Fineste Ø, lige stor nok til at have det hele og lille nok til at have den helt særlige stemning af rigtigt samfund. Det er næsten synd i kun var på dagstur (og også lidt dyrt når man tænker på færgeprisen) men det ser virkelig ud til at I har haft en dejlig tur.

    • Ann-Christine skrev:
      5. september 2018 kl. 11:22

      Det var en rigtig dejlig tur, -en enkelt dag passede perfekt til vores planer i denne omgang + det var ikke spor dyrt med en sommerdagsbillet :)

  • Lone skrev:
    5. september 2018 kl. 13:02

    Kære Ann-Christine
    Har du helt glemt “I september glæder jeg mig til…” i denne måned? :-)
    Det er nemlig et indslag jeg hver måned glæder mig meget til at læse, fordi du / det er så inspirerende – så håber ikke, det udgår fra din så gode og hyggelige blog.
    Mange hilsner Lone

    • Ann-Christine skrev:
      6. september 2018 kl. 08:55

      Hvor hyggeligt at du spørger ♡ jeg er i gang med at skrive på det og det kommer i dag – tiden er blot løbet lidt fra mig her i starten af denne månede ;)
      Dejlig dag til dig
      Kh AC

  • Mette skrev:
    5. september 2018 kl. 18:27

    Dagstur er en super ferieform, men jeg savner lidt logistikken i indlægget, da den jo er afgørende for at dagstur lykkes godt, og man kan vurdere om det er realistisk for sig og sine ?
    Hvornår tog i afsted? Og hvornår kom i hjem? Fra Sjælland går færgerne nemlig ikke så tit og turen er vist længere end fra Jylland?

    • Ann-Christine skrev:
      6. september 2018 kl. 08:58

      Vi tog afsted ved 9.30 tiden, færgen tager ca 1 time fra Hou til Samsø, så vi var på Samsø kl ca 10.30 – og tog hjem igen fra Samsø ved 20.30 tiden.

  • Lars P. Pedersen skrev:
    5. september 2018 kl. 21:31

    Hvorfor nøjes med en enkelt dag på Samsø. Øen, som har så meget at byde på. Her findes helårs- og sommerhuse til rimelige priser. Med ø aftale er det også bllligt at komme til øen med færgen.
    Min kone kone og jeg har haft sommerhus i Vesterløkken i 15 år. Haft fantastiske oplevelser i dejlig natur med familie og mange venner.

    • Ann-Christine skrev:
      6. september 2018 kl. 08:59

      Fordi vi selv har et skønt sommerhus ved Norsminde ca 20 min kørsel fra Hou, så vi ville hellere hjem til vores eget sted igen ;) Skønt at høre I er så glade for øen, det er virkelig også et dejligt sted
      Kh AC

  • Marianne skrev:
    7. september 2018 kl. 12:10

    Skønt indlæg, vi var selv på øen d. 2/9? Så det er sjovt at læse hvad I har oplevet. Det var også en en dags tur blot den modsat vej af jer. Vi tog over med færgen kl. 8.30 og retur igen kl. 17.30 og der var tid nok til at se det hele synes jeg. Vi var bl.a en tur i Vesbor Fyr skønne udsigt. Og det hyggelige gadekær så vi også, min mindste dreng sagde “det er som Prop og Bertha” ? Håber ikke politikernes plan om bro gennem øen lykkes, for nej hvor ville det ødelægge i ro og hygge øen har. Bedste hilsner fra Marianne

    • Ann-Christine skrev:
      9. september 2018 kl. 11:28

      Hvor lyder det også bare som en skøn tur og oplevelse I har haft på Samsø – og jeg er enig med dig i at det vil ødelægge den stemning og natur der er på den smukke ø. Det må kunne gøres bedre og mere nænsomt for æstetikken og naturen ♡
      Kh AC

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.