Vi var temmelig spændte på, hvordan vejret ville arte sig i lørdags, og heldigvis blev det bare på alle måder den dejligste dag. Regnvejr udenfor, mens vi kørte i bil mod Sommerland Sjælland og tørvejr, så snart vi nåede frem. Senere kom solen frem, himlen blev blå med hvide vatskyer og det var sådan rigtig sommerlækkert!
Åh, men altså det var jo så fuldstændig perfekt, som vi kunne ønske os.
Vi var inviteret til Sommerland Sjælland til en dejlig dag i parken og Johan og Julie havde forventningsfuldt glædet sig. Vi havde ikke været i Sommerland Sjælland før, men har hørt meget godt om forlystelsesparken, så vores forventninger var høje. Og blev til fulde indfriet!
Der var så mange forlystelser, som bare var spot on til Johan og Julies alder (7 år) og de havde en fest. Det her med at man bare kan prøve løs af det hele uden at skulle betale, det er altså et hit! Tilmed var vi så heldige, at vi ikke skulle stå i en kø med mere end 3-4 mennesker foran os, en eneste gang – på trods af at det er midt i højsæsonen, så er parken så rummelig, at den slet ikke føles spor overfyldt.
Jeg synes nemt at sådanne steder kan blive lidt hektiske ellers. Specielt hvis der er for mange mennesker. Men den oplevelse havde vi slet ikke. Tværtimod.
God plads, ro, afslappende hygge og følelsen af at have helt god tid. Selv om vi ikke nåede det hele, så nåede vi alt det Johan og Julie gerne ville og de elskede bare at gå på opdagelse i det hele og når der var en forlystelse, der var særlig skæg – så kunne man bare smutte bag i den korte kø og prøve igen.
Således prøvede både Julie og Johan en hel del ture rundt på børne-gokart banen!
I Sommerland Sjælland har de sat fokus på god mad. Her i juli måned er “smagen af sommer” teltet åbnet og her spiste vi dejlig mad, som var tilberedt af lokale råvarer. En god kartoffelsalat, fiskefrikadeller, godt brød og salat – ikke helt den type mad man normalt forbinder med en forlystelsespark, så det var virkelig en god oplevelse. Og tilmed god mad i både voksen og børneportionsstørrelse.
Ikke at jeg som sådan har noget mod en enkelt dag med pommes frites og den slags – men gode oplevelser og god mad er nu altså et ret godt makkerpar efter min mening. Så var der nemlig også fint plads til både candyfloss og en stor is senere på dagen ;)
Her er også alle de mere traditionelle pizzaria, burgere, fritter osv – men det nåede vi dog ikke at smage denne gang.
Sommeren igennem er der forskellige events i kalenderen. I kan se dem alle sammen her.
Det er ret fedt, for på den måde er der tid til både lærerige oplevelser og bare sjov og forlystelser. Denne weekend var der et event med krybdyr, hvor vi lærte om krybdyr, truede dyrearter og kunne komme helt tæt på … gyyyys! Jeg holdt mig på bagerste række, men Johan og Julie fandt hurtigt plads oppe foran og prøvede at røre ved en masse dyr og var meget fascineret af det.
Sidste år var vi alle fire i cirkus og vi havde sagt til Johan og Julie, at det skulle vi nok ikke igen i år – så overraskelsen og glæden var mægtig stor, da vi spottede Cirkus Mascot var i Sommerland Sjælland og gav gratis forestilling to gange om dagen hele juli måned.
Weee, det var lige sagen og lidt af en bonus!
Så efter vi havde kigget på krybdyr fra Den Glemte Verden, så forsynede vi os med candyfloss, vand og is og gik i cirkusteltet til en sjov forestilling.
Virkelig bare en god dag og oplevelse på mange måder! Og noget for alle aldre. Forlystelser, rutschebaner, karuseller, søde dyr, plads til at løbe og lege, miniby og masser sjove steder at gå på opdagelse i.
Nu nåede vi desværre ikke vandlandet – men kommer sommeren til Danmark med lunt og dejligt badevejr, så er det virkelig et must at have badetøj med til vandsjov.
Varmeste anbefaling til en sjov familiedag.