Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/heidelberg-tyskland/

Heidelberg – en hyggelig by med gammel slotsruin i Tyskland

Heidelberg

Heidelberg i Tyskland er særligt kendt for den flotte og mere end 700 gamle slotsruin, som ligger højt i området og dermed kan ses fra det meste af byen. Byen er også en af de mest turistede i området og i Tyskland i det hele taget – men dog ikke mere turistet, end at den også er ualmindelig hyggelig at gå på opdagelse i en dags tid i de smukke omgivelser …

Efter et dejligt ophold i Celle tog vi videre mod syd og varmere vejr i den sydlige del af Tyskland. Målet var området omkring Heidelberg og grænsen mellem Tyskland og Frankrig.

Og varm sommervejr fik vi!

Det var så lækkert og føles luksuriøst at skifte gråvejr med solskin for en tid. Og ekstra herligt at sommeren nu også er kommet til Danmark – her er gået helt ferie i den, med dejligt langsomt ‘tøffetempo’ (som en læser af bloggen så fint beskrev det), har været helt nede i tempo – på den der helt slumreagtige måde, hvor man kommer ned og vende og begynder at trænge til at komme lidt op i fart igen ;)

Jeg har delt vores Tyskland rejse lidt op i bidder, og her kommer Heidelberg i ord og billeder + lidt længere nede i indlægget, det fine scoop vi gjorde ift overnatning her i området.

Vi startede vores sommerferierejse i Celle, og senere på ugen deler jeg lidt fra byen Baden-Baden, et indlæg om de fineste vinmarker i den lille by Sassbachwalten, hvor vi også boede en dag og i næste uge en fortælling om og billeder fra Quedlinburg.

Heidelberg
Heidelberg Heidelberg

Lidt uden for Heidelberg ligger en lille by, der hedder Heddesheim. Her overnattede vi på dette skønne sted, hvor vi  havde booket 3 dage overnatning i deres suite til 4 personer. Vi fandt såmænd stedet dagen før vi ankom på Airbnb og søgte videre efter flere gode steder, men endte med at booke os ind der,  sendte en mail afsted, lavede en aftale og ankom til  Heddesheim en times tid derefter. Vildt lækkert sted til prisen. Nyt og skønt og kun små 400 meter derfra er en stor sø, som er lavet om til et stort udendørs badeområde.

Der spenderede vi det meste af en dag og børnene elskede det! Varm anbefaling til både overnatning, badesø og på gaden bag den vi boede på, var en rigtig fin italiensk restaurant med god mad og udendørs servering, hvor vi spiste to dage i træk.

Fra Heddesheim er det nemt at køre på en dags ture til Heidelberg, Weinheim og MannheimHeidelberg Heidelberg

Ved vandet kan man på modsatte side af byen vandre nede langs vandet i den lidt køligere luft. Frodigt, grønt, stille og et helt lille åndehul fra byens feriestemning. Det er sådan et fint spot, som ikke mange opdager og det er ret lækkert at trække sig lidt væk fra de turistede gader i midtbyen og nyde stilheden for en stund – og så er det jo bare altid et hit med lidt luft omkring sig, så børnene kan løbe, fjolle og have plads til at lege.Heidelberg

Slottet ser så fint ud og man kan komme helt op og gå omkring i de gamle ruiner. Det valgte vi dog at springe over – stemningen var ikke lige for slotsruinvandring denne dag, men jeg tror nu det er vældig fint og har læst mig frem til, at man også kan booke guidede ture deroppe. Heidelberg Heidelberg

De fine gamle broer over floden. Vi gik over den ene bro og vandrede langs flodbredden til næste bro, for derfra at gå tilbage til bymidten.

Heidelberg er næsten et must til en endagstur, hvis man er i området her i sommersæsonen. Udenfor sæson kunne jeg sagtens forestille mig at være her i et par dage, også som en familietur med Johan og Julie. Der er bare så mange andre fine byer i området også, så derfor tog Heidelberg os ikke helt med storm, som forventet – det gjorde til gengæld den noget mindre og mere ukendte by, Weinheim, som jeg fortæller om i næste rejseindlæg. Heidelberg Heidelberg Heidelberg tyskland

Sluser er jo bare et evigt hit og fascinerende for børn og barnlige sjæle, som kan falde i staver længe over hvordan dæmningen lukkes af, fyldes med vand og åbnes igen for at sende skibet videre. Det kan fint betale sig at tage et stop her på broen og give sig tiden til bare at betragte området og sluserne. Heidelberg Heidelberg Heidelberg

Langs flodbreden på modsatte side af byen og slottet ligger smukke, herskabelige bygninger med finurlige detaljer. Heidelberg Heidelberg Heidelberg

Slottet strækker sig over Heidelberg, hvor vi her står på et lille torv i bymidten og prøver at beslutte os for en frokost. Vi endte med at bestille pizzaer og salat, kolde spezi og hvidvin på torvet. I det hele taget så var det sværeste ved at bestemme sig for hvor vi skulle spise frokost, at der var så meget der lød godt. Her er et væld af restauranter og ikke mindst et væld af lækre italienske iscafeer … Mums!Heidelberg Heidelberg

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




4 kommentarer
  • Dorte skrev:
    25. juli 2016 kl. 23:01

    Husker selv en tur til Heidelberg som barn – husker ikke byen særlig godt, men tænker altid på melodien (som vist var på et postkort vi købte) ‘Ich hab mein hertz in Heidelberg verloren’ – sjovt som sådan noget bare hænger ved. Lyder som en dejlig ferie I har haft. Tyskland kan rigtig meget mere end blot at blive kørt igennem ;). Kh D

    • Ann-Christine skrev:
      26. juli 2016 kl. 07:35

      Haha, ej hvor er det hyggeligt! Og ja, det er så pudsigt som sådanne helt små ting kan skabe minder der hænger ved.
      Helt enig, jeg har virkelig fået øjnene op for at Tyskland er meget mere end et land man blot kører igennem ;)
      Kh AC

  • Johanne skrev:
    26. juli 2016 kl. 14:53

    Gladeligt gensyn med Heidelberg! Det lyder som om, I havde nogle dejlige dage i området, selvom I ikke var ligeså vilde med byen, som jeg er, kan jeg forstå. Det var en skam, I ikke nåede en gåtur omkring slottet, men det er nok klart, der er nogle andre hensyn at tage, når man har to små søde størrelser med. Fik I en af de berømte snebolde, eller nøjedes I med de gode is? :-)

    • Ann-Christine skrev:
      26. juli 2016 kl. 16:18

      Vi synes helt bestemt det var en skøn by, men ja – den blev nok bare ret overskygget af Weinheim, Quedlinburg, Celle og Sassbachwalten, som vi blev helt betaget af … Det var alle sammen mere rolige byer ift turisme og noget så fine også.
      Vi nåede ingen snebolde (hvad er det?;) ) Der var så varmt den dag, så vi spiste gode is i stedet