Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/i-oktober-glaeder-jeg-mig-til-2/

I oktober glæder jeg mig til …

oktober ValdemarsroSimreretter, gyldent efterårsløv i brændte farver, varm chokolade og uldsokker, ild i brændeovnen, høst af svampe, æbler, kastanjer og alt muligt efterårslækkert. Jeg er fan!

I dag har jeg spist morgenmad til frokost. Det er virkelig noget af det hyggeligste på en efterårsregnvejrsdag, synes jeg. Varm grød med nødder og frø og kaffe til.

I denne måned har vi en del i kalenderen, som jeg glæder mig vældig meget til. For en lille måned siden var oktober næsten helt uden planer og alt tydede på et meget stille og roligt efterår … men hokus pokus, så fik vi lige startet et ombygningsprojekt op, som fylder en del og som bliver så rart når vi er på den anden side af det og kan begynde at komme på plads.

I oktober glæder jeg mig til …

  • ombygningen af vores første sal. Vi har talt om, at vi skulle have vores første sal om i årevis. Nye gulve, ekstra værelse (så Johan og Julie kan få hver deres), skiftet vinduer + sat et par ekstra vinduer i osv. Vi kontaktede et par håndværkere for nogle få uger siden, fik et par tilbud på projektet, valgte og da vi ringede til ham, som det skulle være, kunne han starte mandag i sidste uge. Så vi fik rygende travlt med at tømme hele første salen og gøre klar, og hvis alt går vel kan vi flytte tilbage og begynde at indrette i slutningen af vores efterårsferie.
  • at nyde sommerhuslivet et par uger her i starten af efteråret … grundet ovenstående husprojekt er vi nemlig rykket herud for en stund. Der er en lille halv times transport til og fra skolen, så det kan heldigvis sagtens fungere og er virkelig hyggeligt.
  • En dejlig efterårsferie med Johan og Julie, hvor vi skal råhygge med alt hvad der hører efterårsferien til.
  • Lave og dele skønne opskrifter her på Valdemarsro, med græskar blandt andet. Jeg har lige skrevet på nogle stykker i denne uge og jeg glæder mig helt vildt til at gå i køkkenet og prøve dem af – specielt en af dem, kan jeg næsten ikke vente med at få testet.
  • At komme hjem i eget køkken og lave mad igen. Vi har et hyggeligt lille køkken her i sommerhuset, men det står lidt på standby med de helt lange dage i køkkenet pt. og egentlig skulle vi have været i gang med at optage nye YouTube videoer og jeg skulle have startet op på fotografering til min kommende kogebog – men pyt. Det går jo fint alligevel – og det bliver mægtig skønt, når vi er på plads med det hele om nogle uger.
  • Halloween … Julie har drømt om en (u)hyggelig halloweenfest i årevis og jeg er med til at planlægge en klassefest i deres klasse. Det bliver så skægt.
  • Læsestunder i massevis. Der udkommer så enormt mange bøger her de næste måneder, som jeg glæder mig til og næsten ikke kan vente på.
  • Så småt starte med at planlægge en lille ferie til Holland næste forår. Jeg drømmer lidt om, at vi skal se tulipaner og et par smukke haver – meget gerne private besøgshaver (hvis I kender nogle, så tip mig endelig), nyde et par dage i Amsterdam og lækre madoplevelser. Hvis I har nogle skønne tips dertil, så skrive dem endelig i kommentarfeltet.
  • Bål i haven og mad over bål – jeg krydser fingre for at efterårsferien byder på mildt vejr, men det kan man jo ikke regne med, så det er om at indrette sig efter vejret og springe til når der er dage, hvor det er muligt.

Del endelig løs af jeres skønne planer for den kommende måned, jeg synes det er så hyggeligt at høre om ♡

Den fine kalender på billederne er i øvrigt modtaget i gave fra Atelier Aarhus, som netop har sat 2019 kalenderen til salg. Den er virkelig smuk og lækker i kvaliteten! Fin at bruge sammen med Grand Stories Design klistermærkerne. 

oktoberplaner

Spørgsmål til opskriften?

Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.

Kommentarer
  • Christina:
    12. oktober 2018 kl. 15:28

    Jeg glæder mig til, forhåbentlig, at læse nogle kommende boganbefalinger her på bloggen, det er altid så inspirerende?
    Jeg ser ellers frem til gyldne trækroner, skovtur, morgendug i græsset, udskære græskarlygter med mine to 3-årige, læse bøger om aftenen og lave god mad med alle de skønne råvarer, efteråret byder på.

    • Ann-Christine:
      13. oktober 2018 kl. 06:13

      Jeg glæder mig også til at dele flere boganbefalinger snart. Det synes jeg er enormt hyggeligt ♡
      Skønne planer du har for denne måned, jeg håber I får det så hyggeligt med græskarudskæring – det vil jeg også lave med Johan og Julie her i efterårsferien.
      Dejlig weekend til jer
      Kh AC

  • Pernille:
    8. oktober 2018 kl. 14:35

    Jeg var i Amsterdam sidste år, og det er uden tvivl min yndlingsstorby i Europa. Jeg kan helt sikkert anbefale at leje cykler og køre rundt i Amsterdams gader. Vi lejede tandemcykler, hvilket gjorde det endnu sjovere. Desuden er det næsten et must do at komme på kanalrundfart, så vi gjorde det om aftenen og tog noget, de kaldt et pizza cruise, hvor man fik pizza og Ben&Jerry’s undervejs. Det var helt vildt hyggeligt. Og ellers bare gå rundt og nyde byen – måske besøge nogle af parkerne. Vi havde pakket en madpakke og et tæppe og sad midt i en park, der var fyldt med liv og mennesker. I kan godt glæde jer :-)

    • Ann-Christine:
      8. oktober 2018 kl. 20:32

      Dét lyder jo virkelig også som den perfekte by at opleve – og det pizzacruise lyder til at være en oplevelse som vi også alle fire vil synes var mægtigt ♡
      Mange tak for din søde hilsen, vi glæder os!
      Kh AC

  • Marie:
    5. oktober 2018 kl. 22:29

    Jeg ELSKER oktober! Det er sådan en rigtig putte-måned. Man hygger sig så godt i oktober! Naturen er så smuk og der er så mange fine dage. I denne oktober måned glæder jeg mig især til at vores køkkenombygning skal blive færdigt! Kan virkelig godt følge dig i at du glæder dig til at komme tilbage til dit køkken. Jeg har pt slet ikke noget, men det går endda. Det er så spændende med det nye (gamle) køkken med fine fyldningslåger der skal op.
    Udover det så har min mand og jeg bryllupsdag i efterårsferien (netop fordi oktober er så skøn!) og har efterhånden gjort det lidt til en tradition at tage i sommerhus i nogle dage omkring bryllupsdagen. Så i år skal vi til Limfjorden og har vores lille 1/2 årige med. Vi skal hygge foran brændeovnen, muligvis ud at spise på en hyggelig café på havnen i Nykøbing Mors, gå lange ture med barnevognen, nyde farverne, lægge puslespil og ellers bare være. Det bliver dejligt :)
    Rigtig dejlig oktober til jer!
    Kh Marie

    • Ann-Christine:
      7. oktober 2018 kl. 09:54

      Hvor lyder dine oktoberplaner bare vildt hyggelige ♡
      Rigtig god tur i sommerhus, sikke en skøn tradition.
      Skønneste oktober måned til jer
      Kh AC

  • Vis alle 27 kommentarer

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.