Jeg var virkelig tryllebundet af bogen Amazonernes ring af Anne Fortier, lige som mange af jer har været det. Så da jeg fandt ud af at forfatteren Anne Fortier havde skrevet flere bøger reserverede jeg fluks bogen Julie på biblioteket
Når man har læst en bog af en ‘ny’ forfatter og været helt blæst omkuld, så synes jeg godt det kan være lidt med forbehold at læse næste bog af samme forfatter. Bøgerne Julie og Amazonernes ring er helt uafhængige af hinanden, men forventningen til Julie var skyhøj, fra min side. Og stadig havde jeg Amazonernes ring i meget frisk erindring – det er altså ikke den bedste kombination!
Julie er en fantastisk bog! Den er velskrevet, interessant, plottet er forrygende og jeg er endnu engang blevet så betaget af både det research arbejde der har lagt bag at skabe historien og hele håndværket i at bygge sådan en fin fortælling op. Det er virkelig imponerende!
Desværre læste jeg den for kort tid efter Amazonernes Ring. Der skulle have været mindst et halvt år og gerne længere tid mellem læsningen af de to bøger, tror jeg. Opbygningen af bøgerne minder en del om hinanden – et parallel fortælling der både finder sted i 1300 tallet i Italien og i nutiden. Det er kombineret kærlighed, historie, spænding og fortid og nutid der fletter sig ind i hinanden.
Flere af jer har nævnt Julie som den bedste af de to bøger – og jeg er i den forbindelse nysgerrig på, hvilken I mon har læst først? Har nemlig fået en ide om at man som læser, synes den første af de to, er den bedste.
Faktisk tror jeg, at hvis der gik mere end et år mellem de to bøger, så ville jeg ikke kunne vælge hvilken er min favorit. Lige som med Amazonernes ring, så vil jeg varmt anbefale Julie – blot med god tid og en masse anden god læsning mellem de to bøger.