Vi slutter april måned af med sæsonstart for fodboldtræning for Johans vedkommende og Julie starter samtidig med sin allerførste times ponyridning. Begge dele har virkelig skabt sommerfugle i maven og store forventninger. Maj måned starter med fejring af min svigermors runde fødselsdag og så er maj den måned, hvor vores to dejlige krudtugler fylder år og hvor jeg bliver helt sentimental over at tænke tilbage på, at det allerede er 5 år siden at jeg have meget (!) stor mave, var højgravid og drak iskold pebermyntete dagen lang.
I maj måned ….
– vil jeg fylde i min indkøbskurv: masser asparges, friske jordbær og masser rabarber. Jeg vil også forkæle mig selv med lidt nye skønhedsprodukter og i det hele taget drage lidt omsorg for mig selv efter en lidt travl periode.
– Står min kalender på: billederedigering af billederne til min kommende bog. Og ellers et mere roligt program end de sidste par måneder, hvor der har været ret meget på programmet.
– drømmer jeg om at rejse til Paris! En drøm der slet ikke er så langt væk, billetterne er nemlig bestilt og vi tager alle fire afsted i juni.
– med små stjernestunder i børnehøjde: Johan og Julie taler ret meget om at få et kæledyr og har mange gode argumenter, for hvorfor det er en super god ide. Bl.a er det åbentbart helt vildt synd for deres mosters hund, at den ikke har en legekammerat tæt på … Vi er indtil videre blevet enige om, at de kan have mariehønerne i haven som en slags kæledyr udenfor.
– glæder vi os til 2×5 års børnefødselsdagsfest, både fødselsdagsfest for børnehavekammeraterne og for familien. Vi er endnu ikke kommet til planlægningen endnu, men vi skal snart igang med at planlægge udsmykning og menu.
– skal vi så morgenfruer, hjulkrone, gulerødder, radisser i haven og så skal alle krukkerne shines op – Et lille DIY projekt, som jeg er ret spændt på og som jeg nok skal dele, hvis det bliver godt!