Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/smaa-glimt-51/

Små glimt

hotdogs
Sikke en uge … der har været drøn på, kan jeg se, når jeg sidder her og kigger på kameraets billeder og i min kalender. I går da vi talte om hvad vi havde lyst til at fylde vores dag med, sagde jeg ellers til Martin, at jeg havde sådan lyst til, at det skulle være både en rigtig hyggelig hjemmedag og en temmelig produktiv dag.
De andre tog dog på en lille udflugt midt på dagen, men ellers hyggede vi hjemme. Og fik ordnet en hel masse; plukket ribs og stikkelsbær, lavet stikkelsbærmarmelade (opskrift kommer i denne uge), stikkelsbærsirup, ribssirup, kompot og andet godt.

Jeg fik også lige kogt fond på skroget af kyllingen fra i fredags, lavet en lækre simre lasagne til aftensmaden i morgen, bagt disse boller, ryddet op i køleskab og juicet diverse grøntsagsrester til en helt lækker juice, ryddet op i et par køkkenskabe. Huhej, hvor det gik! Martin fik klippet hæk og  Johan og Julie fik ryddet godt op i legeværelset og ryddet det hele ud igen – “sådan er det med os børn, mor. Vi leger og vi roder. Vi kan ikke helt styre det og det er jo faktisk meget hyggeligt! Og så er det sundt at lege, ik´mor?” sagde Johan og det har han jo fuldstændig ret i ;)

Sådanne dage er altså bedst, når de er uplanlagte. Ellers kan jeg godt blive lidt forpustet bare ved tanken, men når man ikke tænker videre over det, så er det vældig hyggeligt og vi fik virkelig nået meget uden at det føltes spor hektisk.

 

Nårh, ja forresten – billedet øverst er et par lækre hapsere fra madmarked ved Kulbroen i weekenden. Så hyggeligt og sejt et arrangement. Vi kiggede alle fire forbi lørdag og talte lidt for sjov om at det kunne sikkert være så skægt at prøve at have en madbod sammen, sådan et sted engang. 1-skoledag

Ugens store begivenhed har jo for vores vedkommende været skolestart i 0. klasse. Johan og Julie går i samme klasse og kendte en del fra klassen i forvejen – og skolestarten er virkelig gået godt. De er begge to faldet rigtig godt til, og fortæller hver dag meget begejstret om alt det nye spændende.

mini-sushi-kok

Julie er virkelig en flittig køkkenhjælper og jeg tror sørme ikke det varer længe før hun selv vil smøre sin egen madpakke. Hun laver allerede helt selv sin yndlingsmorgenmad, havregrød og i weekenden lavede vi hjemmelavet sushi og Julie tilberedte selv hendes og Johans favoritter; hosimaki med rå og røget laks.

hjemmelavet-sushi

Det færdige resultat – Johans ønske til menuen. Han synes det var alt for længe siden vi sidst havde fået hjemmelavet sushi. Så det fik vi. Både de helt enkle, bare med laks og så de lidt større med smøreost, laks, sprød salat, avocado og dild.

agurkesalat

Hjemmelavet agurkesalat med dild og rosenpeber.

Jeg vil rigtig gerne have tørret nogle af alle de gode krydderurter i haven, så skal lige have læst lidt op på hvordan det gøres bedst. Måske også i form af noget kryddersalt …

clubsandwich

Haps, for en lækker kyllingeburger / clubsandwich, med karry, skyr og mayodressing, sprød salat og hjemmebagt lækker bolle. Vi grillede en hel lækker kylling i fredags og jeg er vild med at der i sådan en er mad til tre dage –  Helstegt kylling, kyllingsandwich af resterne og så er der kogt kyllingefond til suppe på skroget.

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




6 kommentarer
  • Nana Hecquet skrev:
    17. august 2015 kl. 08:37

    Fortsat god fornøjelse i skolen til Julie og Johan!
    Jeg sidder og bliver helt sulten fra morgenstunden når jeg ser dine billeder :-) I lørdags havde vi gæster, og jeg lavede din tomatsuppe med mascarpone til forret. Den var god! Tak for opskriften!

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2015 kl. 13:32

      Hvor er det dejligt at høre, både at billederne vækker god appetit og at tomatsuppen var skøn. Jeg må da snart lave den igen herhjemme :)
      og tusind tak, det går bare så godt med skolestarten :)

  • Anne-Marie skrev:
    17. august 2015 kl. 08:48

    Dejlige glimt, med dine skønne børn. Til krydderurter har jeg en lille dehydrator fra Melissa, som ind imellem står til ca. 150,- den er bestemt pengene værd. Netto har muligvis nogen endnu. Krydderurter er ret hurtigt tørret. De fleste skal blancheres først, for at stoppe modningen, ellers kommer det til at smage lidt af hø. Den er super til bananchips og alt muligt andet godt. Frysning i olie, bevarer meget smag, hvis du har plads til det.

    Kh.
    Anne-Marie

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2015 kl. 13:34

      Super fine tips – mange tak for at dele. Tror jeg vil prøve med vores utætte gamle ovn, den er nemlig topgod til at tørre fx bananchips. Så vil jeg komme alle pladerne i på en gang og spare energi på den måde :)

  • Mutti skrev:
    17. august 2015 kl. 11:51

    Dejlige glimt fra jeres mange forskellige aktiviteter! Der sker sandelig noget der hvor i er! :-) Og så fint et billede af de cyklende skolebørn! Der er noget med at man kan frysetørre f.eks. purløg, men jeg ved ikke hvordan man gør..?

    • Ann-Christine skrev:
      18. august 2015 kl. 13:36

      Ja, de er bare så søde, ik´ :) Jeg må lige undersøge nærmere med purløg og alt det andet gode der skal gemmes :)