Hver gang jeg ser dette billede, som jeg tog af en morgenmad vi nød i juli måned sidste år, bliver jeg i sådan et dejligt humør. De chokoladelækre søde jordbær, de mørke frisktplukkede kirsebær og de sprøde hjerteformede æg bagt i brød og så varm kaffe til. Og god tid. Langsom morgenmad, ro og udsigt til en dejlig dag.
Det er lige sådan jeg ønsker mig at vores juli skal være i år.
Med god tid. Langsom, varm, solskinsfyldt og fyldt med små fine oplevelser
. Vi skal ikke noget vildt, anderledes eller nyt i år. I år står den på dansk sommerferie – primært hjemme på egen matrikel og dagene vil vi fylde med små rare ting.
Jeg nåede ikke alle planerne og projekterne for juni, men ‘projekt soveværelse’, picnic og at male en væg i stuen når jeg måske snildt i juli – eller på et andet passende tidspunkt. Juli skal under alle omstændigheder være fyldt med feriestemning.
Her er min liste med nogle af alle de ting, jeg glæder mig til i juli …
- Besøge søde venner og tilbringe en hel dag med dem og deres børn på en campingplads i det nordjyske
- Sommerferiestemning og hygge i hos mine forældre
- Tilbringe en mindst én hel dag med stakkevis af bøger, Anders And blade, Jumbobøger og måske en lydbog på madrasser sammen med børnene i haven. Under en parasol, med snacks, is og kolde drikke i lange baner.
- Forhåbentlig nyde følelsen af uendelig mange grill aftener og kold hvidvin efter en varm sommerdag
- Sommercocktails og solnedgang i haven efter børnene er puttet i seng
- Bål og snobrød
- Eksperimenterer med skønne, skøre og velsmagende iskombinationer på vores ismaskine
- Læse mindst fire gode sommerbøger – tip mig endelig med gode forslag
- Gå igennem denne liste med jordbær opskrifter og lave mindst 5 af dem + nogle nye lækre
- Forhåbentlig nå et smut omkring det fynske en enkelt dag i sommerferien, besøge min bedstefar og mindes de mange dejlige somre på Fyn om somren.
Hvad er jeres planer for juli?
-Og står den på dejlig dansk ferie hjemme eller rejser afsted til skønne lande og nye oplevelser?
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Elsker at læse på din side, så skønt. Vil høre om du har et par gode råd da min søn har fødselsdag i februar og at det ikke skal være så dyrt, jeg tænker kun at invitere drengene fra hans klasse, men jeg ved ikke endnu hvad jeg vil. Synes godt det kan være lidt for meget at have dem herhjemme med alt den energi som de har, så jeg vil høre om du har nogen gode råd. Min søn bliver 11 år.
kh lidia
Hej Lidia,
I mine børns klasse slår vi ofte fødselsdagene sammen med andre børn der har fødselsdag i samme måned, eller måneden før/efter, og holder det ude af huset (bowling, klatring, trampoliner eller lign) – så er man flere om at dele udgifterne og skal ikke stå med det hele derhjemme.
Måske det kan være en ide :)
Kh AC
Hej Ann-Christine
Dejlige planer du har for juli :-)
Jeg kan varmt anbefale “Julie” og “Amazonernes ring” af Anne Fortier til din sommerlæsning.
God sommer!
Kh Birgitte
Tusind tak for anbefalingerne, dem vil jeg da lige se nærmere på :)
Rigtig god sommer til dig også
Kh AC
Hej!
Hele familien på 5 pakker lige nu rygsækken og tager 4 uger på “Background Camping” i Canada. Det bliver såå vildt og spændende. Når sommerfuglene i maven bliver lidt for store over at slippe den trygge hjemlige base, tænker jeg på dig og din familie Ann-Christine! – synes det var så sejt og modigt af jer at rejse rundt i Østen i 4 mdr. – godt gået ! (så du er med i mine tanker og hjælper på vej).
Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig og afslappet sommer. Varme hilsner fra Bettina
Åhh, altså hvor lyder det fantastisk.
Som en rigtigt dejlig eventyrsferie I har foran jer, sådanne oplevelser og rejser skaber virkelig bare de dejligste minder – det er helt ubeskriveligt, hvor meget det giver!
Rigtig, rigtig god rejse, oplevelser og vidunderlig ferie til jer.
Kh Ann-Christine