LAKRIDS IS

Jeg har længe sukket efter en ismaskine og i år skulle det være. Jeg har langt fra investeret i en af de dyreste eller bedste maskiner på markedet, det var ikke lige en prioritering her i midt i flytning. Men den kan fint røre en lille god portion is. En perfekt mængde til 4 ispinde.

Så jeg eksperimentere med opskrifter, smage og variationer. Denne lakridsis falder lige i min smag. Jeg har lavet den af kondenseret mælk, lidt fløde, ymer, lakridspulver og lakridssirup fra Johan Bülow. Jeg kan godt lide den syrlighed som surmælksprodukter giver isen, det gør dem lidt lettere og en lille pixi smule sundere – hvilket jo ikke er at kimse af ;)

Johan og Julie har lagt bestillinger ind på jordbæris, hindbæris, lyserød is, blå is (!? blåbær, måske) bananis og chokolade is. Sommeren igennem vil jeg blende smoothies af fx mælk bananer og bær. -og så lige køre dem en tur i ismaskinen, for derefter at lave smoothie-isen til ispinde. En sund og lækker is. Både til små og store.

Opskriften på lakridsis kan varieres i det uendelige, så prøv dig frem til din favorit. Ja, det er virkelig kedeligt, at skulle teste den slags, men nogen skal jo lave det beskidte arbejde, ik´ ;) Tilsæt mere eller mindre fløde, ymer, mælk og prøv også med andre smage, fx klassisk vanilje, frysetørrede hindbær (uhh, den bliver smuk), chokolade, bær, smoothies – og jeg kunne blive ved …

Har du en favorit?

Opskrift på 4 lakridsispinde – eller en portion lakridsis på omkring 350 ml

  • 150 ml kondenseret mælk
  • 50 ml fløde
  • 50 ml mælk (jeg brugte minimælk)
  • 100 ml ymer eller neutral yoghurt
  • 1 spsk lakridspulver, fx fra Johan Bülow, evt lidt ekstra som drys
  • 1 tsk lakridssirup, fx fra Johan Bülow.Jeg har brugt den salte version
  • 4 træispinde, eller lakridsrødder

Lakridspulver, kondenseret mælk, fløde og ymer kommes i en skål og piskes godt sammen med et piskeris. Køl evt af i køleskabet i en-to timer. Kør i en ismaskine i 15 minutter (alt afhængig af hvilken maskine man har)

Isbægerne pensles med en stribe tynd lakridssirup. Og derefter skal den færdige, men bløde rørte is i isbægerne. Kom ispinde eller lakridsrod i og stil den i fryseren natten over. Hæld lidt varm vand over bunden af isbægerne, for at kunne få isen ud inden servering.

Drys evt med lidt lakridspulver inden servering

Print Friendly
 Følg Valdemarsro på facebook eller på bloglovin - så er du altid opdateret med nye opskrifter 

Jeg har også skrevet:

Dette indlæg blev udgivet i I køkkenet og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

50 Kommentarer til LAKRIDS IS

  1. Eva skriver:

    Ej hvor ser det bare lækkert ud. :-)
    Må man være så fræk at spørge hvilken en du endte med at købe? ;-)

    • Ann-Christine skriver:

      Selvfølgelig :) Jeg har købt den fra OBH. Den er fin, uden at være fantastisk. Men jeg synes prisen var okay (jeg havde ikke lyst til at bruge for mange penge på en ismaskine, kan jo løbe op i et par tusinde) Den er pæn (ja, det falder jeg også lidt for) og den fungere fint til vores hverdagsbehov, så længe det kun er is til os fire herhjemme

  2. Vevika skriver:

    Mums, jeg fik virkelig lyst til is. De ser super lækre ud. Jeg vil osse have en ismaskine og med netop indkøbt hus, skal jeg da så meget have en ismaskine, til næste år.

    • Ann-Christine skriver:

      Sådan en sag burde jo næsten følge med huset ;)
      Stort tillykke med huskøbet, jeg håber I bliver rigtig glade for det!

  3. Deborah skriver:

    Du er altså en madheks – på den gode måde altså :-) – Du skriver ikke hvilken is-maskine, du har købt? Jeg har nemlig ingen og ønsker mig også en. Jeg elsker lakrids, så what’s not to like?

    • Ann-Christine skriver:

      Ha ha ha, takker! :)
      Jeg har købt en OBH, den lille fine blå. Den er okay til prisen, og så er den pæn …

      • Deborah skriver:

        Hvor har du fundet formene? Kunne du lave en pistachieis også? Det elsker jeg, og har ikke rigtigt fundet nogen gode opskrifter.

        • Ann-Christine skriver:

          Mon ikke jeg kan få det klemt ind i løbet af sommeren også ;) Får et travlt isprogram
          Formene kan jeg ikke huske hvor er fra. Der var oprindeligt plastic holdere til at stikke i isen også, men jeg kan bedre lide lakridsrod eller træ-ispinde. Mon du ikke kan finde dem flere steder, også online

      • Deborah skriver:

        Den er godt nok sød, den er kommet på min ønskeseddel nu!

  4. Hanne Morsing skriver:

    Hvor ser det bare lækkert ud. Min ismaskine er lånt ud. Måske er det på tide at kræve den tilbage:-)!
    Citronis er en af mine yndlings-.

    • Ann-Christine skriver:

      Citron is er også noget af det mest læskende på en varm sommerdag. Det vil jeg glæde mig til at lave :)

  5. Monsterscircus skriver:

    Hvor er de bare smukke dine billeder og hvilken hyldest til lakridsen!!! Super sjov idé med lakridsrods pinden, det er vildt fint! Jamen så skal I jo spise is og sorbet hele sommeren, ikke værst!

  6. Kathrine skriver:

    Ualmindeligt smukke billeder!! Det ser så lækkert ud, og virkelig fin idé med lakridsroden :)

  7. Annika skriver:

    De ser gode ud – nu er lakrids-is også noget af det bedre der findes :)

    Pt. står den især på dooley-is (dooley, eller opr. bailey, kiks, nødder, mørk chokolade og lign i) eller kokos-is, gerne med en sjat lemoncurd til at give lidt ‘spil’ uden at blive domineret af citrus.
    Banan-is (med lidt citron) er også godt.
    Chokolade-is er jeg sjældent god til, men kunne godt lide en smule lavet på caramelia :$ Men da det kun er mig der gider den, går det nok.

    • Ann-Christine skriver:

      Sikke lækre varianter du kommer op med :) Jeg skal helt sikkert prøve både den med kokos og dooley isen – ja og banan isen også!

  8. Husmoder skriver:

    Det er en vildt god idé med lakridsroden!

  9. Camilla skriver:

    Nøj hvor ser den bare god ud. Kan slet ikke vente til jeg kommer hjem til min ismaskine (har forresten en af dem med kompressor – hvis du får blod på tanden, er det altså vejen at gå ;D).

    Super god idé med lakridsrod som “pind”. Så kan man jo altid lige tygge lidt i den bagefter. :)

    • Ann-Christine skriver:

      Det ville jeg også helst. Men jeg vil hellere have lamper og møbler lige nu – her er lidt mørkt om aftenen :D
      Lakridsrodsspisning minder mig så meget om da jeg var barn og var i biografen med min søster og mor :)

  10. Sebrina skriver:

    Sikke lækre det ser ud og lyder! Må snart have fat i de der frys-selv-is-bokse!

    • Ann-Christine skriver:

      Ja, men det er lidt vanedannende, tror jeg. Fordelen er dog at man føler man får mere is end i en isportion (det gør man bare slet ikke) :)

  11. Frederikke skriver:

    Gud, hvor ser de lækre – og FLOTTE – ud :)

  12. Ditte skriver:

    Umhh hvor lækkert – og rustikt fundet på med lakridsstænger som ispinde!! Det er i bogstaveligste forstand en spiselig is :)

  13. Vibeke Lentz skriver:

    Det er simpelthen den smukkeste is, jeg nogensinde har set, mine tænder løber helt i vand!-og tusind tak for opskrift, herhjemme elsker vi også lakridsis, og vil da meget hellere lave dem selv.

    • Ann-Christine skriver:

      Årh hvor er du sød, Vibeke :) Det er også både sjovest og lækrest at lave dem selv.

  14. Anne skriver:

    Jeg elsker også at lave hjemmelavede is, og din idé med lakridsrodspinde er ret genial.

    Jeg foretrækker at lave isene i løse isbægere, for så får de andre is ikke varme/varmt vand, hvis man ikke serverer alle fire stk på én gang. IKEA havde på et tidspunkt et sæt med 4 stk og en holder til fryseren, men jeg ved ikke, om de stadig findes.

    • Ann-Christine skriver:

      God ide, det vil jeg lige på udkig efter. KOmmer også en del i IKEA i disse dage ;)

  15. Sara skriver:

    Åh jeg dør! NU ringer du fandme og inviterer mig på is, så cykler jeg lige forbi :) (Dang det ser lækkert ud)

    • Ann-Christine skriver:

      Haps, de er spist. Men jeg laver lige snart en ny omgang, og så kommer du og spiser dem!
      Jeg skal lige huske at du bor i cykelafstand, juhuu! :) Dét er hyggeligt

  16. Annika skriver:

    Er meget dumt spørgsmål herfra..
    Da jeg var barn fik jeg 1 gang lakridsrod og at tygge på en gren var i mine øjne ret sært og ikke noget specielt rart.
    Derfor vil jeg da høre om man bare gnasker på dem, eller om der er andre gode alternativer?

    • Ann-Christine skriver:

      Det er ikke spor dumt, Annika!
      Jeg tror det er lidt en smagssag, da jeg var barn synes jeg det var super spøjst og sjovt at en gren kunne smage så meget af lakrids. Helt fascinerende. Nu kan jeg bedst lide at bruge dem til sjove ting som fx ispinde, glaserede æbler eller lave te af dem.
      Frisk mynte, hel lakridsrod og kogende vand er en himmelsk kombination. Prøv også at brug lakridsroden som rørepind i en mojito …

      • Anne skriver:

        Prøv at servere stegte kammuslinger på pind (lakridsrod) som tilbehør til en jordskokkesuppe. Ser ret festligt ud, og giver også lidt smag til muslingerne.

        • Ann-Christine skriver:

          Fantastisk ide! Det tror jeg vil være super flot og lidt anderledes. Jeg elsker både jordskokkesuppe og kammuslinger, så det skal da prøves :)
          Tak for inspirationen

  17. Nada Louise Cay skriver:

    Meget smukke billeder!
    Jeg går også og drømmer om en ismaskine, og overvejer som du har gjort at købe en lille simpel én – La Cucina her er virkelig ikke stort, så det har jo også noget at skulle have sagt.

    Lakridsisen din, skal prøves når maskinen er i hus.

    • Ann-Christine skriver:

      Tak!
      Jeg har købt en fra OBH. Den er ret lille og fylder ikke så meget. Den er okay og kan fint røre en lille portion is. Der er dog kun lige is til 2-4 personer ad gangen. Jeg er glad for den :)

  18. Tulip skriver:

    Ihh jeg er jo den heldige indehaver af, at have denne lille madheks som søster! Og kan sige at det er en 1. klasses is, under kategori verdensbedste.

    Man kan ikke være mere heldig end, at man kun skal gå 6 minutter, så er der is ;-)

  19. Anne au Chocolat skriver:

    Kæreste AC
    Jeg har drømt om dine lakridsispinde i nat – og det er ikke løgn! :)

    Kram

  20. Jane skriver:

    Hejsa Ann-Christine :-)

    Først og fremmest super god side med rigtig meget inspiration.. Vi kender det jo alle : Hvad skal vi nu finde på til aftensmad og evt. dessert og kaffen???
    Men lige et sikkert dumt spørgsmål : Jeg har ledt efter lakridspulver, men kan ikke finde det og ej heller ølandshvede??? Hvor er jeg heldig at finde det???

  21. Mia skriver:

    Helt fantastisk opskrift, faldt i god jord hos alle herhjemme :)
    Har du prøvet at lave jordbær is? Ville du bare blende nogle jordbær og putte i, i stedet for lakridsen?

    • Ann-Christine skriver:

      Hej Mia,
      Det er rigtig dejligt at høre!
      Ja, det tror jeg bare jeg ville. Masser af jordbær og måske drysset med lidt frysetørrede jordbær inden servering. Det ville se smukt ud :)
      Kh Ann-Christine

  22. Christina skriver:

    Skal man bruge en ismaskine eller kan man komme det i en form og i fryseren?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>