Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/ravioli/

Hjemmelavet ravioli af fuldkornsdurum med laks og spinat

I går aftes lavede jeg ravioli til vores aftensmad. Det er ikke første gang jeg laver det og jeg ville variere retten lidt denne gang. Jeg prøvede med fuldkornsmel og med lækkert cremet fyld af laks, spinat og ricotta. Det smagte fantastisk, fuldkornsmel bliver det fremover. Vi spiste blot en hjemmelavet persillepesto til. Hjemmelavet ravioli er ikke spor svært men det tager lige lidt tid at samle dem. Et hyggeligt lille projekt som større børn sagtens kan være med til.

Sidst jeg lavede ravioli her på bloggen, var det med Karl Johan svampe og kantareller som fyld, det var nu altså også virkelig godt!

PT1H30min

hjemmelavet ravioli med fuldkorn

4 pers.     1 time 30 min
4 pers.
Ingredienser
  • Pasta
  • 150 g durummel
  • 150 g durum grovmel
  • 3 æg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1/3 tsk salt
  • Fyld
  • 1 bæger Ricotta
  • 1 lille pakke røget laks
  • 1 håndfuld babyspinat
  • 1 fed hvidløg
  • salt og peber
Udskriv opskrift
1 time 30 min
Fremgangsmåde

Mel og salt røres sammen i en skål. Lav en fordybning i melet og tilsæt æggene heri. Pisk i æggene med en gaffel. Når de begynder at suge melet til sig, tilsættes olivenolie og der piskes videre. Når du ikke kan piske mere, så æltes dejen glat og fin. Kom den i en skål og sæt i køleskabet i en times tid.

Lav fyldet:
Laksen og spinat hakkes i små stykker og blandes med ricotta, et presset fed hvidløg, salt og peber.

Rul dejen tyndt ud på køkkenbordet med en kagerulle. Stik cirkler med et rødvinsglas og kom en smule fyld i midten. Luk cirklen og pres en gaffel langs kanten – se billederne.

De færdige raviolier koges i vand tilsat lidt olie og salt. Kogetid omkring 3-3 1/2 minut.

(Opskrift passer til 4 personer)