Chokolade biscotti


Mine chokolade biscotti kan jeg godt lide at krydre med kanel, kardemomme og ingefær, peber og sidst men ikke mindst en lækker mørk chokolade.
De gør sig aldeles godt til varm kaffe og en hjemmelavet chai latte.
Vælg endelig bare den chokolade, som du synes smager dejligst og hvis det bliver lidt for bittert for dine smagsløg med den mørke chokolade, så vælg endelig bare en lækker mælkechokolade.
Chokolade biscotti
- 125 g hvedemel
- 80 g mandler, hakkede eller hele
- 110 g sukker
- 0,50 tsk bagepulver
- 1 knivspids vaniljepulver
- 1 tsk kanel
- 0,50 tsk stødt ingefær
- 0,50 tsk stødt kardemomme
- 1 knivspids sort peber, friskkværnet
- 2 æg
- 0,50 tsk salt
- 50 g mørk chokolade, hakket
Rør vanilje, sukker, mel, bagepulver, kanel, ingefær, kardemomme, peber og salt sammen i en skål.
Tilsæt chokoladen og mandlerne. Rør først det ene æg i og saml så dejen med det andet æg.
Form dejen til 2 aflange stænger på en bageplade med bagepapir.
Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 17-18 minutter.
Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle kort af, hvorefter de skæres diagonalt ud i ca 1 cm tykkelse.
Kom kagerne tilbage på bagepapiret og bag igen omkring 10 minutter.
Lad dem køle af på en bagerist.
Jeg bliver vist nødt til at bage en portion af dem her også ;-)
Både vaniljekranse, jødekager og brunkager er nu bagt efter dine gode opskrifter.
Hvor skønt!
Jeg er glad for at du kan bruge mine opskrifter og det er helt sjovt at tænke på at de bringer juleglæde hos dig og andre :)
Rigtig glædelig jul
Ser skønt ud – de (og pausen) må prøves!
Et helt andet spørgsmål, som du måske kan hjælpe med? Kender du til nogen kurser til mænd, som aldrig har prøvet at lave mad? (helst ikke fof osv, det er en mand i midt 30’erne, aka min kæreste…). Jeg har søgt og søgt på nettet, men kan intet finde – kan det virkelig passe?
Det var da ellers en fin gaveide! Prøv at tjekke denne side: http://duglemmerdetaldrig.dk/#pris=10625&kategori=89
Der er virkelig mange spændende kurser alt efter hvor man bor i landet.
Kh Ann-Christine
Jeg er først blevet opmærksom på din fantastiske blog for nylig, men vil også lige takke for skønne opskrifter og vidunderlige billeder (hvis man kan kalde billeder for appetitlige, så er det det de er!). Skal holde jule-bage-konfekt-dag med min mand og mine to små piger i morgen og har nu fået masser af inspiration til at få både gamle klassikere og nye opskrifter afprøvet – stor tak!
Hej Pernille,
Mange tak for din søde hilsen, det er virkelig dejligt at høre :)
Jeg er glad for at du har lyst til at følge lidt med her og at du kan bruge mine opskrifter
Kh Ann-Christine
Jeg har bagt dine lækre biscotti (begge opskrifter) flere gange – de er så lækre:-) Jeg putter sommetider orangechokolade i i stedet for alm mørk – det kan klart anbefales også:-)
Uhmm, det lyder virkelig dejligt!
Tak for tippet :)
Hej Ann-Christine :-)
Dine biscotti ser virkelig lækre ud. Jeg er i fuld sving med at bage dem, men da jeg skulle til at forme de to stænger var dejen alt for flydende til at jeg kunne forme noget som helst. Ved du, hvad der kan være galt? Eller er det normalt, at det er så flydende og dejet?
Hej Amalie,
Det lyder som om der skal mere mel i. De skal ikke være flydende, men det kan være de æg du har brugt, har været større end mine. Håber det gik og at du fik bagt nogle lækre biscotti alligevel.
Kh AC