Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/der-er-efterar-i-luften/

Der er efterår i luften

hordensia-falmet

Vågnede i morges ved at regnen trommede mod ruden og det blæste kraftigt udenfor. Jeg synes egentlig meget af sommeren har haft den type vejr, men selv om dagen har været lun, har det alligevel været som en dejlig efterårsdag. Kalenderen viser også snart september, måneden som jo sådan set også, i følge kalenderåret, er indgangen til efteråret.

Jeg ville gerne have haft mere sommer, for jeg synes ikke dagene med dovneri i haven, en god bog, sol og blå himmel har været så rigelige som jeg kunne ønske. Men på den anden side er efteråret også skønt, med lange gåture, vinden i ansigtet og bagefter hjem til en god kop the og ild i brændeovnen. Det er hyggeligt at finde nye spændende opskrifter til brug for æblerne i haven, der er allerede søde planer om æblesmør, æblegrød, æblekager, mandel/æblechutney, æblesirup, æbletærte og meget andet godt.

Der er også rødbeder der skal syltes, og tomater der skal henkoges. -og så skal der laves simremad i weekenderne, god mad der står længe og simrer, mens duftene breder sig i huset og der hygges med bøger og gode film.

Haven skal gøres vinterklar, der skal samles frø af sommerblomsterne, og blomsterne på den smukke hortensia skal tørres og bruges til dekoration i søde stilleben.

Jeg er faktisk ret glad for alle årstider, så efteråret kan bare komme an, jeg er klar….

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *




1 kommentar
  • Laila skrev:
    28. august 2007 kl. 21:18

    Hej min søster.
    Hvor ser det fint ud med de små blomster i siden. Der er konstant forandring. På torsdag skal jeg igang med æblerne, tror at det bliver en tærte.
    Stort natkram Tulip.