November måned er startet helt fantastisk! Først med en heldagstur rundt i Aarhus som turist for en dag og nu denne weekend, hvor vi er taget på en lille forlænget weekend til Rømø. Vi har i det hele taget så mange små hyggelige planer for denne måned og nu er det ikke fordi vi skal begynde at tale om jul og den slags allerede nu … -men der går jo ikke så længe, før vi så småt kan gå lidt i gang med alt det rare der hører julen til og der er jo altså et par ting er faktisk rigtig gode at forberede allerede nu – fx honningkagedej og gløgg ekstrakt
Her er min liste over dejlige ting jeg glæder mig til i november …
- En tur til Rømø i denne weekend med min lille familie og gode venner – vi har blandt andet planer om at samle østers og spise dem friskt fra Vadehavet medbragt en flaske champagne til at skåle i og runde oplevelsen perfekt af. At det så er lavvande ved 9 tiden om morgenen ser vi så lige bort fra, haha. Satser også på lange gåture i de smukke efterårsfarver, der er lige nu hvor alle bladene har skiftet farve og bare slappe af og hygge denne weekend. Vi ankom i går og her er brændeovn – så satser også på at skulle have fat i lidt brænde til i aften.
- at lave et lille inspiration/moodboard til mit hjemmekontor i næste uge.
- At starte op på julesæsonen med en masse dejlige juleopskrifter og juleinspiration til at dele, er så småt startet på at overveje årets adventskrans og juledekoration
- Lave honningkagedej, gløggekstrakt og andet godt allerede nu – det skal nemlig forberedes i god tid! Se her min juleforberedelses liste over hvad jeg går i gang med allerede nu i starten af november.
- En juletur med familien i Tivoli Friheden – satser på at kickstarte julestemningen med lidt julemagi
- at gøre haven vinterklar, og samtidig pyntet op derude til vinter og måske lidt tidlig julestemning fra midten af denne måned – og hyggelige lyskæder, ikke mindst …
- Se resten af The Affair på Netflix sammen med Martin og måske starte op på en ny serie sammen
- Starte op med at se Matador sammen med Johan og Julie. Jeg tror og håber, de synes den er mægtig og har planer om at det skal være en lille hyggelig fredagstradition i november og december.
Del endelig løs af jeres skønne planer for denne måned, det er altid så inspirerende og hyggeligt at høre om og jeg elsker, når I også deler ♡
Rigtig fin og dejlig weekend til jer alle sammen og tusind tak for at I læser med og er så søde til at kommenterer, dét er så hyggeligt!
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hvor lyder det som en rigtig dejlig liste! Er vild med matador – så god idé at begynde at se den igennem i disse mørke måneder! Jeg bliver helt inspireret til at tænke igennem, hvilke ting jeg selv glæder mig til :)
Jeg glæder mig også helt vildt meget til at gense den – synes det er sådan en hyggelig serie, så jeg håber at den også fanger mine børn :)
Da min søn var omkring de 10 år brugte vi en efterårsferie på at se Matador – så hyggeligt- og i lag tid gik han og sagde Hans Christian!!!!
Haha, hvor fint!
Jeg glæder mig helt vildt og vi har lige planlagt at vi starter med første afsnit fredag :)
Jeg glæder mig til…
1. En børnefri weekend som starter om en time (ungerne skal forkæles hos bedstemor og bedstefar),
2. At fejre min datters 4-års fødselsdag,
3. Min første julefrokost på et ægte voksen-job,
4. Juleforberedelser i massevis (der er ting der skal syes og strikkes, ønskesedler der skal laves (pt ønsker den 4-årige sig en fluesmækker og en ægte enhjørning, mens den 6-årige satser på en kængurustylte og murten ?!), pakkekalendre der skal pakkes ind osv)
5. Den første af 4 planlagte advents-nisse-overraskelser (vores nisse kommer natten mellem d. 26 og 27 med 4 kuverter – en for hver søndag i advent. I dem er der besked om en lille aktivitet vi skal bruge noget af dagen på – at lave julegaver til bedsteforældrene, at trille konfekt, at pynte hytten med julepynt og julemusik, at gå en lang tur i skoven og finde et sted at varme kakao på trangiaen)
6. Den første sne?
Og den første sne faldt her i dag, juhuuu – det var til stor jubel herhjemme :)
Lyder som en super skøn november du har planer om.
Rigtig god fornøjelse med det hele og med de små hyggelige juleforberedelser
Kh AC
Dejlig november du har- gad godt en weekend på Rømø! Har lige lavet min liste, der ser således ud:
1.farve og klip hos frisøren
2.koncert med Poul Krebs og Michael Falch
3. Lave pakkekalender til min søn som er flyttet hjemmefra
4.holde løbeturene ved lige?
5.bogforum
6.den årlige tradition med gæster til andesteg
7.læse gode bøger – har lige købt Nattergalen og Ståsteder
8. Hyggeaftener med veninder
9.pyne op ude med lyslæder og gran
10. Varm kakao og stearinlys
Hej Trine
Det var virkelig også en super dejlig oplevelse! Kan så varmt anbefales :)
Og hvor lyder dine novemberplaner dejlige – jeg havde da helt glemt andestegen da jeg skrev min liste … dén glæder jeg mig også til!
Rigtig god fornøjelse med det hele
Kh AC
Hvis I får tid på Rømø er et besøg på Kommandørgården, der er et museum, en oplevelse!
Det nåede vi desværre ikke denne gang – men så er der endnu en god grund til at komme tilbage til Rømø en anden god gang :)