Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/citronfromage/

Citronfromage

Citronfromage af den lækreste luftige, friske slags med syrligt sødme i perfekt kombination! Uhm, det er altså godt.

Det er tilmed en af de skønne desserter, som man snildt kan lave om formiddagen eller aftenen før – så den er klar til servering helt uden stress, når man har gæster til middag.

Citronfromage er ret nem at lave, man skal dog være lidt omhyggelig med at følge opskriften ret præcist for at få en luftig og lækker fromage.

Prøv også: min opskrift på Baileys Fromage >>

PT4H30M

Citronfromage

Tid i alt4 timer 30 min.
Arbejdstid45 min.
Holdbarhed1 dag
Antal4 pers.
Ingredienser
  • 3 ark husblas
  • 2 æggehvide
  • 2 æggeblomme
  • 65 g sukker
  • 3 øko citron
  • 1,50 dl piskefløde
  • Til anretning
  • 1 dl piskefløde, pisket til flødeskum
  • frisk mynte
Udskriv 
Fremgangsmåde

Læg husblas i blød i en stor skål med koldt vand og lad det stå i 10 minutter.

Kom æggehviderne i en ren skål og pisk hviderne helt stive med en håndmikser, til æggehviden danner små toppe og man kan vende skålen uden at æggehviden falder ud. Sæt skålen til side.

Pisk en lækker og luftig flødeskum i en anden ren skål.

Kom æggeblommer og sukker i en tredje skål og pisk længe for at få en lys, tyk og luftig æggesnaps. Pisk tilsidst fintrevet citronskal i.

Tag husblas op af vandet og kram vandet fra. Forbered et vandbad ved at sætte en skål over en gryde med kogende vand. Kom husblas i skålen og smelt ved lav varme. Tag af varmen og pisk citronsaft i skålen med den varme husblas, mens det køler af til stuetemperatur.

Pisk citronsaft med husblas langsomt i æggesnapsen og piske hele tiden til det er jævnt fordelt.

Vend forsigtigt flødeskum med æggesnaps med en dejskraber, uden at slå luften ud af flødeskummet.

Rør først en spsk. af den stive æggehvide i skålen med citronfromage. Rør det godt sammen, dog uden at slå luften ud af den luftige flødeskum og vend derefter nænsomt resten af den stiftpiskeede æggehvide i.

Fordel i 4 portionsglas og sæt på køl i 4 timer.

Servering
Pynt med flødeskum sprøjtet ud i en sprøjtepose med stjernetyl, mynteblade og citronskal vendt i sukker