Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/syltede-roedbeder/

Syltede rødbeder

Vores have er fyldt af flotte mørkerøde runde rødbeder lige nu – og i dag høstede vi en stor del af dem og lavede en lækker omgang syltede rødbeder med en dejligt duftende krydret lage.

Det er ret nemt at lave syltede rødbeder selv og det tager ikke særlig lang tid.  Min krydderblanding kan man justere lidt til efter hvad man lige har – der kan også sagtens tilføjes dejlige krydderier som stjerneanis, allehånde og et par kviste af en krydderurt – fx timian eller rosmarin.

Nu skal de lige trække mindst en dags tid – og så glæder vi også ellers til at spise dem på gode rugbrødsmadder og som tilbehør til fx skipperlabskovs som vi snart skal have igen.

PT45min

Syltede rødbeder

1 stort glas    45 min
1 stort glas
Ingredienser
  • 1 kg rødbeder
  • Lagen
  • 8 dl eddike
  • 400 g sukker
  • 1 kanelstang
  • 10 peberkorn
  • 1 spsk sennepsfrø
  • 5 laurbærblade
  • 10 kardemommekapsler
  • 4 nelliker
  • 2 spsk salt
Udskriv opskrift
45 min
Fremgangsmåde

Skrub rødbederne grundigt rene for jord og kom rødbederne i en gryde med vand. Kog op og lad rødbederne koge i 30 minutter. Hæld vandet fra og når rødbederne er kølet af, gnides skindet af dem. Skær rødbederne i skiver og kom dem i et helt rent og skoldet henkogningsglas.

Lagen til syltede rødbeder
Kom alle ingredienserne til lagen i en gryde og kog op. Det skal blot lige koge i et par minutter til sukkeret er opløst. Hæld lagen over rødbederne i glasset. Luk glasset til med det samme.

Lad dem gerne trække mindst en dag.