Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/asparges-ramsloeg-stenbiderrogn/ Festmad Forår, Forretter

Asparges med ramsløg og rørt stenbiderrogn

Hvide og grønne asparges i kombination med ramsløg og stenbiderrogn er en nem og virkelig delikat forret at servere på den varm forårsdag og jeg har selv planer om at gentage successen i den kommende Kr. Himmelfartsferie, der venter lige om hjørnet og lokker med lune dage, udendørsmiddage og kølig hvidvin i glasset.

Kombinationen af de tre forårsbebudere bliver til den skønneste forret her. Det er så absolut allersidste udkald for stenbiderrogn lige nu, hvis man kan være heldig stadig at få fat i det. Men ellers så undlad det, som jeg beskriver i opskriften – de lækre asparges og ramsløg er også fabelagtige i en duet ♡

PT25MPT20M4

Asparges med ramsløg og rørt stenbiderrogn

Tid i alt25 min.
Arbejdstid20 min.
Antal4 pers.
Ingredienser
  • 12 grønne asparges
  • 12 hvide asparges
  • 1 tsk smør
  • 10 ramsløg, blade
  • 0,50 dl olivenolie
  • 1 dl cremefraiche 38%
  • 1 dl stenbiderrogn, (kan undlades helt)
  • 1 håndfuld frisk dild
  • sort peber, friskkværnet
  • flagesalt
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Ramsløgsolie
Kom ramsløg og olie i en blender eller minihakker og blend det til en grøn ramsløgsolie.

Asparges
Skræl de hvide asparges og knæk det aller nederste trævlede stykke af. Damp de hvide asparges i kogende letsaltet vand i 3-4 minutter.

Knæk den nederste trævlede stykke af de grønne asparges og lynsteg dem i et minut i smør på en varm pande.

Rørt stenbiderrogn med cremefraiche
Kom stenbiderrognen på et stykke køkkenrulle, for at fjerne overskydende væde og rør den derefter sammen med cremefraiche og evt 1 tsk finthakket dild.
Er det ikke længere sæson for stenbiderrogn, så server blot med cremefraiche rørt med lidt dild, salt og peber.

Anretning
Skær asparges i to lige store stykker og anret skiftevis hvid og grøn, som på billedet. Top med en spsk. rørt cremefraiche eller rørt stenbiderrogn, dryp med ramsløgsolie og drys med lidt flagesalt og friskkværnet peber.