Rigtig godt nytår til alle jer ♡
Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år og har fået en herlig og frisk start på et nyt kapitel – 2019 kapitlet, som vi glæder os til at tage fat på og som jeg har de fineste forventninger til bliver rigtig spændende, sjovt og dejligt.
Lige så fint som jeg synes det er at starte på et nyt friskt og ubrugt år, lige så meget må jeg samtidig indrømme, at januar og februar står nederst på listen, hvis jeg skal kategorisere årets 12 måneder efter herlighedsværdi og yndlings tidspunkt på året. Omvendt så er det netop efter disse mere grå måneder, at det føles ekstra værdifuldt når foråret titter frem og det hele grønnes, blomstre og bliver lunt igen.
I år har jeg valgt at være lidt på forkant og gjort mig nogle tanker om hvad jeg vil fylde i disse to af årets mørkeste måneder. Placeret lige her midt imellem julens festligheder, pynt og glans og det begyndende forår i marts måned. Man kan jo heldigvis selv gøre vældig meget for at gøre den kommende tid hyggelig, selvforkælende, omsorgsfuld og rar – både for sig selv og sine nærmeste.
I januar måned glæder jeg mig til …
- et ekstra fokus på både egen omsorg og omsorg for de nærmeste. Både hvad gælder tid, opmærksomhed og hyggestunder – men også sætte lidt ind på grønnere måltider, varme drikke og forkølelsesforebyggelse. Julie er hjemme i dag med feber og hovedpine og den slags har det jo lidt med at gå på tur, så det prøver vi at undgå, samtidig med at vi nyder en ekstra hyggestund sammen.
Skulle forkølelsen eller influenzaen ramme, så er der her 10 små tips jeg bruger til at gøre perioden lidt mere medgørlig. - at tage fat på arbejdet igen, som her i januar både byder på de lidt travlere dage med en del fotodage, hvor vi laver mad og tager billeder til min kommende bog. Vi har planlagt et par videodage til YouTube, hvor vi starter med at udgive opskriftsvideoer igen fra midten af denne måned og et større projekt, som vi er i gang med og som fylder en del.
På den anden side har jeg også planlagt og skemalagt dage til mere langsom arbejdsro, fordybelse og tid til overblik. Når disse dage også er skemalagt, så skaber det et helt andet overblik og en god fornemmelse af, at der er balance. - Komme mere på plads og lidt videre med indretningen herhjemme, blandt andet vores nye hjemmekontor, hvor jeg sidder i skrivende stund.
De sidste måneder har vi rykket helt rundt på værelserne i forbindelse med at vi har fået bygget helt om på første sal med to nye værelser til Johan og Julie, som indtil da har delt værelse. I store træk er vi så småt ved at være på plads … Af store ting, skal vi have fundet en reol til hjemmekontoret og en ny seng til soveværelset og muligvis et nyt indbygget skab – men bortset fra det, så er det primært billeder, lamper og den slags vi mangler. - Se badehotellet på TV2 Play. Vi plejer ikke at have tv2, men snuppede en måned gratis for at se julekalenderen Tvillingerne og Julemanden i december, og i juleferien ville vi lige se et par afsnit af badehotellet, som viste sig at være noget så hyggelig, så nu har vi forlænget abonnementet til vi er færdig med den serie. Det er så hyggeligt med et par afsnit af Badehotellet i stedet for en fredagsfilm eller på en gråvejrseftermiddag uden planer efter skoletid.
- at dagene allerede nu bliver lysere og lysere dag for dag og at vi kan se de små forårsløg så småt titte frem og gøre klar til foråret. Uanset at jeg ikke er så begejstret for vejret i disse dage, så glædes jeg over at bo i et land med fire årstider, hvor de mere grå af slagsen gør at man sætter så meget mere pris på de mere solskinsfyldte dage.
- Lave fotoalbums og gemme alle vores minder og oplevelser i de små lommer og bøger, som er så rare at have og som mine børn elsker at bladre igennem.
- Spise flere supper – denne er vores favorit og har været det i årevis – og finde på nye skønne suppeopskrifter at dele med jer.
- Nyde min nye vidunderlige ,nærende ansigtsmaske et par aftener om ugen.
Den kan varmt anbefales. Jeg har allerede brugt den to gange, selv om jeg først købte den hos Pure Nature i onsdags, efter jeg var blevet forkælet der hele eftermiddagen, med den luksus wellness behandling, som Martin havde foræret mig i julegave. Pure Nature er den skønneste oase, lidt syd for Aarhus ved Fløjstrup, som ligger på vores vej ud til sommerhuset. Jeg havde været der en enkelt gang før til en behandling i sommers (også en gave fra Martin♡) og det er sådan et rart sted, der emmer af overskud, ro og velvære. - at se flere film … efter mange år, at have set serier og film på computeren i vores lille to personers sofa, hvor vi sad klumpet sammen (faktisk vildt hyggeligt!), så har vi såmænd både købt et fjernsyn og indrettet en dejlig stue ovenpå med en kæmpe sofa, hvor det er rart at slænge sig og se film sammen.
I mange år har Martin og jeg primært set serier, for det var lige til at overskue et enkelt afsnit efter børnene var puttet – men nu hvor Johan og Julie er blevet større og er helt med på at se en masse hyggelige og gode film på engelsk, så er vi pt mere til at se film sammen alle fire (borset naturligvis fra vores flirt med Badehotellet pt og før den, Matador). Vi ser både de gode gamle fra egen barndom som Grease, Sound of Music og Karate Kid og alle de nye fantastiske film, som fx La La Land osv.
Del endelig løs af jeres skønne planer og det I glæder jer til i januar, det er så hyggeligt at læse om ♡
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Jeg skal primært bruge januar på eksamener og jeg glæder mig sådan til, at de er overstået i slutningen af måneden og fokus kan rykkes til andre ting. Jeg kan mærke et stigende behov for at få ryddet op og ud, og det er simpelthen så rart, at jeg så småt er kommet igang med det (og rart med en pause til hovedet ind i mellem). Jeg glæder mig også til, at vi forhåbentlig kommer godt i gang med næste renoveringsprojekt i vores hus. Til sidst glæder jeg mig til den selvforkælelses-dag jeg har lovet mig selv efter eksamenerne – jeg tænker noget i stil med en lækker massage, god mad og hvad jeg nu lige får lyst til på dagen.
Rigtig dejlig januar til jer <3
Hvor lyder det som en god januar du har i gang, også midt i eksamens tiden og så skøn en ide med en selvforkælelsesdag efter eksamen. Rigtig god fornøjelse med den – og held og lykke med eksamerne.
Rigtig dejlig januar til dig ♡
Kh AC
Hej Ann-Christine jeg kan se du er lige så vild med Lucinda Rileys bøger som jeg er, der udkommer en ny bog d. 16 maj som hedder Helenas hemmelighed. En anden forfatter som skriver helt forrygende godt er Kelli Estes, du må endelig ikke gå glip af Fortidens skygger, jeg slugte den fra side 1 mange hilsener Lene
Hvor skønt et tip du deler! Både med Helenas hemmelighed, som jeg ikke kendte til før nu – og om Fortiden skygger, som jeg også var meget begejstret for og har skrevet om her Den åbnede virkelig op for en ny del af historien som jeg slet ikke kendte til, men blev nysgerrig på at vide mere om. Sikke en god fortælling ♡
Rigtig god weekend
Kh Ann-Christine
Jeg glæder mig over de længere dage. At vi har taget hul på det nye år med en dejlig ferieuge. At der nu er planlagt en tur til Fyn. At der er god tid nu til at få ryddet op i skabe og skuffer. Tid og ro til strikkeprojekter, med katten ved siden af i sofaen. Så beroligende, når hun ligger der og snorker :-) Og snart er der vintergækker i haven, det glæder jeg mig også til.
Hvor lyder det hyggeligt!
Skøn tur til Fyn – og rigtig dejlig januar til jer begge ♡