Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/2017-aaret-der-gik/

2017 – året der gik og lidt om planerne for det nye år.

nytår2018Rigtig dejligt nytår til jer ♡

Det er efterhånden en fast tradition, at jeg skriver et indlæg ved denne tid om året der gik og samtidig ser lidt frem på det nye år.

Nytårsindlæg for:

Det er virkelig sjovt at læse tilbage på, så jeg holder fast i traditionen – for vi nyder selv at læse og kigge tilbage i disse tilbageblik på årene der har været, året der gik og

ikke mindst at læse om de forventninger, drømme og planer jeg havde for året, nu hvor året er afsluttet og et nyt starter.

Lad mig starte her den første januar med at slutte 2017 af med et tilbageblik og samtidig dele lidt af vores planer og drømme for 2018.

Helt overordnet er mine fokus ord for 2018 (arbejde, såvel som fritid): nydelse, ro, kærlighed, taknemmelighed og nærvær.

Arbejdsliv – Om Valdemarsro

  • Valdemarsro har virkelig været i en rivende udvikling de sidste par år, og 2017 var bestemt ingen undtagelse.
  • I er rigtig, rigtig mange der læser med her på Valdemarsro. Jeg er så glad for vores fællesskab herinde, og for at I bidrager med søde kommentarer, dejlige tilbagemeldinger på opskrifter, inspiration og inputs.
    Tusind tak for jer! ♡
  • Jeg er ubeskriveligt taknemmelig og ydmyg over for den udvikling Valdemarsro stadig er og har været igennem – og for, at I er så mange der bruger mine opskrifter og har glæde af det jeg laver.
  • Martin tilsluttede sig mit arbejde med Valdemarsro på fuld tid i slutningen af 2016 og det har været fantastisk og skabt så meget værdi! Både for os som familie og for alle de opskrifter og indhold, som vi gerne vil lave og dele. Martin står for alt der vedrører YouTube, herunder både filmoptagelser og redigering af filmene (jeg laver kun maden) og derudover står han for al bogholderi. Vi havde i starten af året ambitioner om 3 videoer om ugen, men måtte efter 1. kvartal erkende, at det var alt for stor en mundfuld, at optage 1-2 hele dage hver uge – så halvdelen af 2017 har vi kørt med at udgive én ny opskriftsvideo om ugen og det fortsætter vi med i 2018, hvor vi glæder os til at lave mange flere videoer til jer. Martin og jeg nyder at arbejde sammen, sparre med hinanden og have mere tid til familien sammen – det falder os på alle måder helt naturligt at have indrettet os som vi har.
  • Året har budt på nogle virkelig gode og perfekt matchende samarbejdsmuligheder og vi har haft nogle fantastiske samarbejdspartnere igen i år. Det bidrager til spændende varieret indhold, nye vinkler og er spændende at arbejde med – jeg gør mig meget umage med at vælge blandt de henvendelser jeg får, så disse indlæg også er til inspiration for jer, der læser med og matcher perfekt til Valdemarsro og mit eget forbrugsmønster. Det kommende år byder også på både nye og i forvejen kendte samarbejder, som jeg glæder mig meget til at skabe indhold og opskrifter omkring.
  • Jeg løftede sidste år sløret for, at jeg er begyndt at skrive på en bog igen. Det er en spændende proces, som jeg har arbejdet på at finde formatet for og opskrifterne til. Jeg gør mig virkelig umage og er ved at spore mig mere og mere ind på, hvordan jeg drømmer om at mine kommende bøger skal se ud og hvad de skal indeholde – og jeg vil prioritere rigeligt skrivetid i første halvdel af 2018 og forhåbentlig kan der så være en ny udgivelse på vej i andet halvår.
  • Arbejdsmæssigt så er planerne i år, at jeg vil fortsætte med at blogge på Valdemarsro – helt som jeg plejer og har gjort i over 10 år.
  • Målet for mit arbejdsår er helt enkelt, at jeg vil nyde det jeg allerede gør og arbejder med og arbejde hen mod en lille serie bogudgivelser.

Familie, vores hjem og hverdagen

  • Vi har fundet nye rutiner – nu hvor vi er fri for mødetider og er fleksible på en helt anden måde, end da vi var på en arbejdsplads. Det der mest af alt adskiller hverdag fra weekender er jo sådan set, at Johan og Julie går i skole … og dermed skaber en helt naturlig opdeling mellem de to.
    Det er rigtig godt for os, for det gør, at vi får foræret rammerne til en lidt sundere arbejde/fritid-balance. Det tager tid at vænne sig til og skabe gode vaner, og her i slutningen af året, er det som om en masse brikker er faldet på plads og vi har fået en bedre balance, hvor vi er bedre til at holde fri, har fokus på og prioritere det der er vigtigst for os.
  • Johan og Julie går i 2. klasse og er begge to glade for at gå i skole, elsker at læse, lære nyt og nyder børnelivet med deres gode kammerater, fritidsinteresser og så er de også vilde med vores stille og hyggelige dage herhjemme, hvor de har tid til at lege sammen, læse og slappe af. Johan spiller stadig fodbold, Julie går både til ridning og fodbold – og så er de begge virkelig glade for bøgernes verden og har en fantastisk fantasi, som er basis for mange gode lege.
  • Vi har skabt mange minder fra dejlige oplevelser med familie og gode venner. Det glæder vi os til mere af, i det kommende år.
  • Vi har købt sommerhus i Norsminde, på Kysing Næs. Et rart lille sted der får pulsen til at falde og hvor der allerede nu er blevet så fint, at vi sagtens kan nyde, slappe og bare være til. Jeg vil rigtig gerne dele lidt fra vores fine sted, når vi er lidt længere med indretning og lige har fået ‘gået det nye sted lidt til’. Haven er primært en græsplæne pt. (vi har vel nærmest gjort det til vores ting at overtage uindrettede haver), så jeg glæder mig til mange timers skøn haveterapi i 2018, med planlægning og at plantet buske, frugttræer og anlagt adskillige staudebede og krydderurtebede. Når både Martin og jeg arbejder hjemme, så er det virkelig fantastisk, at vi har fået vores lille feriested tættere på grøn natur, hvor vi kan tage hen og holde helt fri.
  • Jeg vil gerne være endnu bedre til at skabe små kreative åndehuller i hverdagen. Små pauser. Det kan både være for mig selv eller sammen med familien. Jeg har netop strikket mit allerførste lille strikkeprojekt færdigt, en halsedisse i lækker støvet blå alpaca uld til Julie. Nu skal jeg igang med et lignende strikketøj til min niece, og derudover drømmer jeg om at tegne og male lidt og være en hel masse i haven.

Nye livretter og favoritter i køkkenet.

  • Her er mægtig mange opskrifter på Valdemarsro efterhånden og jeg har lavet mere end 170 nye opskrifter til bloggen det seneste år. Jeg kan stadig sagtens finde på endnu flere – og I kan godt glæde jer til meget mere lækkert spiseligt i år.
  • 2017 har været One Pot Pasta året! Vi er vilde med de nemme hverdagsretter og jeg glæder mig til at lave mange flere bud på så skønne opskrifter i den kategori.
  • Vegetar lasagne har vi også lavet rigtig mange gange herhjemme, Surdejsbollerne uden gær, bager jeg nok en gang om ugen og toastbrød er der ofte forespørgsel på til de lækre hjemmelavede toast til børnene.
  • De dampede Bao boller med fyld og cannelloni med spinat har jeg flere gange i juleferien, tænkt på at vi snart må have på menuen herhjemme igen.
  • Jeg har desuden delt inspiration til nemme temamiddage, som jeg ved bliver brugt flittigt i mange madklubber.
  • Vi har fået gjort vores råvareindeks endnu nemmere at finde rundt i – og det kan jeg virkelig anbefale at tage et kig nærmere på. En god måde at få brugt forskelligt i grøntsagsskufferne og finde ny inspiration til råvarerne i sæson.

Rejser og oplevelser

DIY, Have og Bøger

  • Jeg har fået en del nye DIY på bloggen i år, takket være et skønt samarbejde med en dygtig grafisk designer, Pernille fra Grand Stories Design, som matcher så fint til min smag og så har vi en fælles interesse for fine papirgrej.
  • Og så er der denne skønne guide til at fryse urter fra haven
  • Jeg har  anbefalet hele  23 skønne bøger i år  – og læst endnu flere. Det glæder jeg mig til at fortsætte med og det er så hyggeligt, når I også anbefaler den anden vej. jeg holder rigtig meget af vores bog-snakke her på bloggen.
  • Et lidt nyt tema inden for de sidste par år er mine haveindlæg og nu hvor vi tilmed har fået en sommerhushave, som er endnu større og hvor der er andre behov i haven end i vores rækkehus have, så glæder jeg mig til at dele endnu flere grønne haveindlæg.

Rigtig godt nytår til alle jer

Jeg har intentioner om at skabe et år med ro, nærvær og mange gode stunder og jeg håber, at 2018 vil bringe dejlige små og store oplevelser, hverdagslykke, solskinsstunder, smil, kram og hygge både i jeres og vores liv.

Tusind tak for at I læser med her og bidrager med søde hilsner, tilbagemeldinger på opskrifter, inspiration til skønne læseoplevelser og ideer. Jeg føler mig så heldig for, at vi har så god stemning her på Valdemarsro og for jeres søde, rare, inspirerende og positive kommentarer og hilsner.

I er med til at fylde min hverdag med inspiration, glæde og stor motivation og jeg glæder mig til et nyt år her på bloggen sammen.

♡ Godt nytår ♡

30 kommentarer
  • Ida skrev:
    1. januar 2018 kl. 09:46

    Rigtig godt nytår til dig og din familie :) Jeg glæder mig til endnu mere inspiration og til at se jeres nye sommerhus!

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:15

      Tusind tak, Ida og rigtig godt nytår til dig og dine!
      Jeg glæder mig også rigtig meget til at vise mere fra sommerhuset ♡

  • Gitte skrev:
    1. januar 2018 kl. 10:23

    Godt nytår! Igen i år har jeg fundet meget inspiration på bloggen og fået to nye madfavoritter: hjemmebagte flûtes med hvidløgssmør samt one pot pasta :-)

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:15

      Hvor er det dejligt at høre, Gitte.
      Tak for din søde hilsen og rigtig godt nytår ♡
      Kh AC

  • Diana skrev:
    1. januar 2018 kl. 12:31

    Rigtig godt nytår til dig og din familie!
    Jeg har nydt hvert sekund af læsningen af indlægget, og sikke meget energi og arbejde der er blevet investeret… Det er så fedt at høre, at I trives godt i jeres nye rutiner. (Hils Martin og sig, at han gør det skide godt ;o)) Og tillykke med jeres sommerhus!
    Ann-Christine, du nævner i indlægget en statistik, hvor du kan se hvormange der har brugt en bestemt opskrift, og hvormange som har tilberedt det. Er det også under Google Analytics man ser det under? I så faldt hvor?
    Kh Diana

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:18

      Tusind tak for din søde hilsen, Diana ♡
      Mht statistikken, så er det blot et gæt at de der har kigget på opskriften også har lavet den, men hvor mange der har kigget på det enkelte indlæg og opskrift kan du se i google analytics under adfærd, websiteindhold, alle sider.
      Rigtig godt nytår til dig ♡
      Kh Ann-Christine

      • Diana skrev:
        3. januar 2018 kl. 19:14

        ❤️

  • Stine B skrev:
    1. januar 2018 kl. 13:00

    Rigtig godt nytår!

    Det er sjovt det er din blog jeg møder klart mest i min hverdags snakke med venner – hvor tit hører man ikke ‘den er fra valdemarsro’ – så sent som igår til nytårsaften var dessertopskriften fra valdemarsro – og det var min veninde der stod for desserten. Jeg bruger din blog flittigt – og er inde på din gulerodsbolleopskrift min 2 gange om måneden – har lavet kager fra din blog til min datters navngivningsfest og har lært min kæreste din blogs navn at kende – så det ikke kun er mig i huset der anser valdemarsro for kvalitetsstempel her i huset!

    Jeg er vild med din blog, din bog og nærmest alt hvad du rører ved ! Så tak for hjælpen i en travl hverdag og tak for din ydmyghed! Jeg glæder mig til din nye bog og glæder mig over at jeres hverdag er blevet mere fleksibel nu I begge arbejder på bloggen.

    Det er virkelig sejt gået !

    Kh. Stine (en flittig mange årig læser :))

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:20

      Årh, hvor er det hyggeligt at høre ♡ Det gør mig altså virkelig glad og jeg synes det er så dejligt at opskrifterne skaber glæde, inspiration og gode måltider!
      Rigtig godt nytår og tusind, tusind tak for din søde hilsen, det varmer meget, kan du tro!
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Marina skrev:
    1. januar 2018 kl. 13:16

    Rigtigt godt nytår til jer alle fire.

    Du/I er så produktive at jeg aldrig når at læse en brøkdel af alt det du skriver, hellere ikke selvom jeg virkeligt godt kan lide dig og dit lyserøde univers.

    Jeg håber 2018 bliver et rigtigt dejligt år for jer og glæder mig meget til at se jeres nye fristed.

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:22

      Tusind tak for din søde hilsen, Marina og rigtig godt nytår til dig og dine.
      Det er dejligt at høre, og jeg glæder mig virkelig også meget til at vise lidt glimt og lave hyggelige indlæg fra vores lille sommerhus ♡
      Kh AC

  • Maria/mariaskytte.dk skrev:
    1. januar 2018 kl. 13:23

    Godt nytår til dig og dine!
    1 million læsere … det er jo fuldstændig vildt! :-0 Men også fuldt fortjent. :-)
    Kh en af de mange faste læsere. <3

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:23

      Ja, det er altså lidt vildt! Det synes vi også ;) ♡
      rigtig godt nytår og tak for at du læser med!
      Kh AC

  • Mette skrev:
    1. januar 2018 kl. 15:30

    Kære Ann-Christine, hvor er det bare en smuk og elegant måde, du har gjort status for 2017. Meget inspirerende og reflekterende. Ønsker dig alt godt og hyggeligt for 2018. Godt nytår til dig og din familie.
    Kh. Mette – en trofast læser.

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:26

      Tusind tak for din søde hilsen, Mette og mange tak for dine pæne ord♡
      Rigtig dejligt nytår til dig og dine og tusind tak for at du læser med, jeg glæder mig til at følges her i det nye år.
      Kh AC

  • Dorte // strikkedulle.dk skrev:
    1. januar 2018 kl. 15:44

    Rigtig godt nytår søde AC. Hvor lyder det spændende med dine bøger og alt det andet. Alt godt til dig. Kh Dorte

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:27

      Rigtig godt nytår, Dorte og tusind tak for din søde hilsen – jeg glæder mig også vildt meget til at få skabt bøgerne og stå med dem i hånden selv :)
      Kh AC

  • Line // mad-til-mor.dk skrev:
    1. januar 2018 kl. 17:12

    Rigtig godt nytår til dig også. Tak for masser af inspiration – jeg elsker at følge med her på domænet og dine andre kanaler, så det vil jeg glæde mig til at gøre i det nye år også❤️

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:28

      Det gør mig rigtig glad, kan du tro! Tusind tak for din søde hilsen ♡
      Rigtig godt nytår
      Kh AC

  • Anja skrev:
    1. januar 2018 kl. 18:02

    Kære Ann-Christine,
    tusind tak for en skøn blog! Jeg hører nok til en af dine faste læsere, som har fulgt dig de sidste 7 år, og har nydt den foræring af fantastiske opskrifter du deler, og som udvikler mig i mit eget køkken.
    Jeg er KÆMPE fan, og tjekker hver dag, om der nu er kommet et nyt inspirerende indlæg, eller bare for at få ideer i dit indeks.
    Tak for dig og din blog.
    Rigtig godt nytår :-)

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:29

      Årh, hvor er det dejligt at høre, Anja! ♡
      Tusind tak, hvor er det dejligt at høre og du kan tro at jeg glæder mig vildt meget til at dele opskrifter og andet godt her i det nye år også :)
      Rigtig godt nytår til dig
      Kh AC

  • Lis Madsen skrev:
    2. januar 2018 kl. 13:23

    Hej Ann-Christine.
    Godt nytår til dig og din lille familie.
    Tak for en meget fin beskrivelse af Valdemarsro. Glæder mig til at følge din blog her i 2018.
    Jeg kan fortælle dig, at jeg kan se ud på de fine japanske kirsebærtræer fra min stue!
    Hilsen Lis

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 12:38

      Hvor hyggeligt at du har den skønne udsigt til de japanske kirsebærtræer – det er sådan et fint område :)
      Tusind tak for din søde hilsen og rigtig godt nytår til dig! Sig endelig hej, hvis vi løber på hinanden en dag her i området.
      Kh Ann-Christine

  • Camilla skrev:
    3. januar 2018 kl. 19:54

    Fantastisk:-)

    Har dig og din familie aldrig nogle “alm” problemer? Altså i ser jo perfekte ud udefra, arbejder sammen, har masser af success og tid, jeres børn elsker skolen og at læse, ingen tv og sund mad.

    Her prøver man bare at holde sig ovenvande med en gang one pot pasta en gang imellem haha:-)

    Godt nytår!

    • Ann-Christine skrev:
      3. januar 2018 kl. 21:45

      Jamen, naturligvis har vi da det! Det hører efter min mening til en helt naturlig del af livet, at der er både modvind og perioder med udfordringer. Jeg søger personligt ikke det perfekte, men lige siden jeg startede Valdemarsro for over 10 år siden har jeg herinde på mit hjørne af internettet haft fokus på alt det dejlige i livet. Det oplever jeg selv, at det gør mig glad – både at skrive om og det inspirere mig at læse om hos andre. Jeg har ikke behov for at dele alt online. Langt fra.
      Alt det jeg vælger at dele er ægte, men det er ikke en 1:1 virkelighed, men udelukkende små udvalgte glimt af vores hverdag og liv.
      Og One Pot Pasta er skam også en hverdagsredning herhjemme, for lige som mange andre, kunne vi godt bruge ekstra timer i døgnet ;)
      Godt nytår ♡
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Catherina Juncher skrev:
    5. januar 2018 kl. 01:27

    Sikke et dejligt skriv:-)

    Jeg er en af dine trofaste, men stille læsere – får dog bare lige lyst til at smide en kommentar og sige tusind tak, for al din inspiration – og for, at vi må følge med i jeres hyggelige familieliv. Meget interessant, at I har valgt at prioritere, som I har, ift. job. Vi har selv valgt at arbejde lidt anderledes end de fleste, hjemme hos os, fordi det giver os så meget fritid og fleksibilitet, både ift. hinanden og mine børn:-)

    Jeg er vild med din blog og tjekker ind næsten dagligt – og suger til mig af alt fra opskrifter til hverdagsindlæg – og, den der one pot, den er fænomenal!;-)

    Så bare TAK herfra – og rigtig godt nytår til dig og din familie:-)

    • Ann-Christine skrev:
      5. januar 2018 kl. 14:46

      Tusind tak for din søde hilsen, Catherina, hvor er det dejligt at høre – jeg blev virkelig glad for din rare nytårshilsen ♡
      Rigtig godt nytår til dig og din familie. Jeg glæder mig til at følges videre her på bloggen i dette nye år også
      Kærlig hilsen
      Ann-Christine

  • Marina / cand.mor skrev:
    6. januar 2018 kl. 19:55

    Hvis du ikke allerede har besøgt Comwell Kellers Park, der også ligger i Vejle, synes jeg næsten, at du skal prøve det. Jeg har været både der og på Vejlefjord og foretrækker klart Kellers Park.

    Kh. og god weekend,
    Marina

    • Ann-Christine skrev:
      8. januar 2018 kl. 19:32

      Jeg har været på Kellers Park to gange, en gang sammen med min søster og en gang med min søster og mor – og det var virkelig virkelig rart. En skøn oplevelse.
      Kunne så godt tænke mig at prøve Vejle Fjord også – har du mon prøvet behandlingerne på Vejle Fjord eller kun spa området? Jeg synes nemlig deres behandlinger lyder helt overdrevet lækre, og det kunne være godt at høre om de lever op til forventningen ;)
      Dejlig aften til dig
      Kh AC

  • Lykke Sørensen skrev:
    23. juni 2022 kl. 13:10

    Hej Ann-Christine
    Jeg var ude og besøge nogle bekendte så kom vi til at snakke om dine bøger og mange gode opskrifter, så ville jeg lige prøve din opskrift på kransekagetopper de er rigtig gode og rigtig nemme at lave så nu vil jeg til at bruge dine opskrifter meget mere
    Lykke

Skriv en kommentar
Har du spørgsmål til opskriften, kan du finde de fleste svar her: Oftest stillede spørgsmål til Valdemarsro opskrifter >>

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.