Bergamotte Marmelade


Bergamottemarmelade er så lækkert og virkelig skønt som tilbehør til ostebordet og på en dejlig ostemad og en nybagt bolle.
Denne marmelade er meget aromatisk. Sød og bitter på én gang og den er så skøn til en fed cremet ost.
Bergamotte er en citrusfrugt, som er meget aromatisk duftende og som nok er mest kendt for at blive brugt i Earl Grey te. Frugten er i sæson i december og januar og kan være lidt svær at få fat i herhjemme. Spørg hos grønthandleren eller find dem online.
Prøv også: min opskrift på appelsinmarmelade >>
Arbejdstid 30 min.
Antal 2 glas

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Bergamotte Marmelade
- 5 øko bergamotte
- 2 spsk frisk rosmarin, finthakket
- 500 g sukker
- 2 dl vand
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Skyl bergamottefrugterne grundigt og riv skallen fint i en gryde. Skræl bergamottefrugterne og kasser den hvide hinde under skallen. Skær frugtkødet i små tern og kasser alle kerner.
Kom bergamottefrugtkød i gryden med fintrevet beergamotteskal. Kom også finthakket rosmarin, sukker og vand i gryden og kog marmeladen op.
Lad det simrekoge i 30-40 minutter uden låg.
Hæld den varme marmelade på rene skoldede glas.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Jeg køber bergamotterne hos Camilla Plum på Fuglebjerggård (og får dem sendt, da jeg bor i Esbjerg).
Jeg laver min bergamot-marmelade med gule mirabeller og bergamotter. Det er- uden sammenligning – min absolut ynglings marmelade. Den smager som smeltede – men let syrlige alteabolcher.
Jeg har ikke prøvet din marmelade endnu, men den er “på programmet ” til næste syltedag.
Jeg har lige købt en frygtelig mængde bergamot frugter, da jeg elsker smagen i både te og bolcher. Jeg har prøvet din opskrift, og er meget forbavset over at althea bolche smagen udebliver. Det smager syrligt og har en næsten besk eftersmag. Jeg har kogt det mørt inden sukkeret blev tilsat, selv efter dobbelt sukker er det uspiseligt. Hvad kan jeg have gjort forkert. Jeg er en erfaren marmelademager, så min forbavselse er stor. Jeg havde set det som pomeransmarmeladens overmand. Den rå frugt dufter heller ikke af det, jeg kalder “earlgrey teduft”. Vh Else
Hej Else
Hmm, ja det lyder mærkeligt. Bergamotte smagen og duften som man kender fra earl tea sidder i skallen, måske det er lidt for tidligt på sæsonen. Jeg plejer først at finde og købe bergamotte i januar, og indimellem fra midten af december.
Kh Ann-Christine
Jeg har netop lavet marmeladen – halv portion med to bergamotter og en citron. Jeg synes, den er meget bitter – er din også det?
Vh
Sidsel
Min blev tilpas bitter … men der er nemlig det med smagen bittert, at den opleves meget individuelt, så hvor den er tilpas for mig kan det være den er alt for bitter for dig. Omvendt så kan det også være at de citrusfrugter du har brugt har haft rigtig meget af den hvide hinde under skallen som indeholder stort set alle bitterstofferne i citrusfrugter.
Den bitre smag kan reguleres med sukker, så prøv endelig at komme et par spsk ekstra sukker i og se om det ikke bliver bedre :) Den kan evt koges op igen med sukkeret.
Kh AC
Tak for tip. Der var meget af det hvide i bergamotterne. Vil prøve at give det et opkog med sukker. Overvejede det også, men er ikke så marmelade-kyndig?
Jeg krydser fingre for at det lykkedes og bliver godt :)