Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/clafoutis-kirsebaerkage/ Franske retter Kager, Kager og søde sager

Clafoutis – kirsebærkage

Clafoutis er en dejlig fransk dessertkage, som er ganske nem og enkel at lave og smager vidunderligt. Dejen er lidt ala en pandekagedej, som hældes over de søde solmodne kirsebær og så drysses hele herligheden med et fnuglet lag flormelis, inden kagen spises lun og helt friskbagt, og smager som en mellemting mellem en luftig pandekage og en bagt kagecreme. Server gerne med en kugle vaniljeis, cremefraiche eller flødeskum til.

Når der er sæson for kirsebær, så spiser vi gerne løs af de dejlige bær. Jeg udstener og fryser ned til julens kirsebærsauce og så bager jeg gerne en dejlig kage, crumble, clafoutis eller en mazarin med kirsebær.

Prøv også: min opskrift på jordbærtærte >>

PT1H30MPT45M8

Clafoutis - kirsebærkage

Tid i alt1 time 30 min.
Arbejdstid45 min.
Antal8 pers.
Ingredienser
  • 500 g kirsebær
  • 1 vaniljestang
  • 120 g sukker
  • 4 æg
  • 2 æggeblomme
  • 2,50 dl sødmælk
  • 2 dl piskefløde
  • 1 knivspids salt
  • 100 g hvedemel
  • 50 g flormelis, til at drysse over
  • 0,50 liter vaniljeis, til servering (se tip)
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Udsten kirsebærrene. Det kan man gøre nemt og hurtigt med et sugerør, som man stikker ind i kirsebærret og så smutter stenen ud i den anden ende.

Skær vaniljestangen igennem på langs og skrab forsigtigt kornene ud med en kniv. Fordel vaniljekorn i sukkeret og pisk vanilje, sukker, æg og æggeblommer luftigt. Pisk piskefløde, mælk og salt i dejen, sigt hvedemel i og pisk det godt sammen.

Kom halvdelen af dejen i en smurt form på ca. 18 × 28 cm og bag den i 10 minutter i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft.

Tag fadet ud af ovnen, fordel først kirsebærrene på dejen, kom derefter resten af dejen over og bag kagen videre i ovnen i ca. 30-35 minutter, til den er gyldenbrun og lækker.

Lad kagen køle blot en anelse af, sigt flormelis over og server den lune nybagte dessertkage med vaniljeis.