Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/lammefrikadeller/

Lammefrikadeller

Saftige krydrede lammefrikadeller er noget så lækkert og her får I min bedste opskrift med mynte og lækkerier.

Lammefrikadeller er et hit til aftensmad, påskefrokostbordet og hvis der er skønne rester, så er de også geniale i madpakken. Vi spiser dem enten som tilbehør til råstegte kartofler, salater eller i pitabrød. Hvis der er børn ved bordet, så kom dem gerne på grillspyd – det synes mine børn altid er lidt ekstra hyggeligt!

Hvis I ikke har mynte, så kan det fint undlades – eller man kan i stedet komme finthakket frisk timian, koriander, basilikum eller persille i. Det er også lækkert.

Prøv også: Min bedste opskrift på klassiske frikadeller

PT20M

Lammefrikadeller

4 pers.    20 min.
4 pers.
Ingredienser
  • 400 gram hakket lammekød
  • 3 spsk. mel
  • 1/2 dl mælk
  • 2 æg
  • 1 rødløg, finthakket
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 håndfuld friske mynteblade, finthakket
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 2 tsk. salt
  • Friskkværnet sort peber
  • 3 spsk. olie + smør til stegning
Udskriv opskrift
20 min.
Fremgangsmåde

Rør alle ingredienserne sammen i en stor skål – brug gerne en håndmikser til at røre det godt sammen i 1-2 minutter

Hvis der er tid, så har farsen kun godt af at hvile i en halv time eller mere på køl.

Derefter steges lammefrikadellerne på en varm pande med olie og smør, vend dem undervejs.