Jeg skrev igår på min facebook side, at jeg ville udfordre mig selv med fotografering af de gyldne luciabrød. Jeg synes nemlig, at mad med gule farver er noget af det sværeste at tage pæne billeder af.
I dag er det luciadag, men vi tog som sagt forskud på glæderne i går, hvor jeg bagte de søde, bløde og gyldne luciabrød. De blev spist om eftermiddagen med smør, mælk og vi voksne fik et glas varm gløgg til. Du får lige min opskrift her:
Opskrift på 12 Luciaboller
- 2 1/2 dl mælk
- 25 g gær
- 75 g smør
- 0,25 g safran
- 1/2 dl sukker
- 1/4 tsk salt
- 2 1/2 spsk lunkent vand
- 2 æg (lad en smule være til pensling)
- 450 g hvedemel
- rosiner til pynt
Smøret smeltes og blandes med den kolde mælk og safran. I en anden skål røres gæren med lunkent vand og tilsættes sukker og salt. De to blandinger hældes sammen. Tilsæt æg og rør godt. Tilsæt mel lidt efter lidt og ælt tilsidst dejen godt, den kan godt være ret klistret, men tilsæt ikke for meget ekstra mel, for så bliver bollerne tørre og kedelige. Lad den hæve tildækket i 1 1/2 time. Varm ovnen op til 260 grader og beklæd en bageplade med bagepapir. Rul og form 12 boller til luciafigurer, pensl med sammenpisket æg og pynt med rosiner.
Lad dejen efterhæve i 30 minutter og sæt dem så i den varme ovn. Skru ovnen ned på 225 grader og bag den i omkring 15 minutter afhængig af størrelsen på brødene. Når de er smukt gyldne, er de klar.
Rigtig glædelig lucia dag
















Mmm jeg elsker lussekatte!
Billederne er i øvrigt blevet gode, og de er lige så indbydende som altid, får altid lyst til at afprøve alle de opskrifter, du viser. Forleden prøvede jeg pebernødderne, og al rosen er helt berettiget, de er virkelig gode!
Tusind tak Ida, det er jeg glad for. Jeg blev også selv helt tilfredse med dem, heldigvis var der stadig lidt dagslys tilbage da billederne skulle tages
Og mange, mange tak for din feedback på pebernødderne :)
De ser super gode ud :)
Har samme projekt her i weekenden – der er ikke noget bedre end nybagt brød.
Louise
De er ren livsnydelse, ik´ ;)
Det skulle også have været mit projekt idag, men lad os nu se hvordan det går;)
Ja, det kender jeg godt … ;-) Men jeg plejer at sige til mig selv at så når jeg det nok i weekenden – eller til næste år :)
Mmm… de ser lækre ud. Ville gerne, men når desværre ikke at prøve at bage dem i år. Jeg har vist ikke smagt dem siden, jeg fik dem hos min mormor og morfar som barn :)
De er gode og meget specielle med smagen af safran. Hyggeligt at din mormor og morfar bagte dem også
Jeg har aldrig smagt dem, men får da helt sikekert lyst, når jeg ser dine. Hvornår fotografere du på dagen og bruger du flash? Man er jo voldsomt udfordret på lys i øjeblikket. Rigtig gode billeder. Jeg synes, rød er vanskelig, men har vist heller ikke prøvet noget gult :-)
Tak Deborah :) Det er meget forskelligt hvornår jeg tager mine billeder, det svinger vist sådan fra morgen over middag til sen aften. Disse billeder blev taget sidst på eftermiddagen, hvor der kun var en smule dagslys tilbage at gøre godt med. Så skruer jeg lidt for iso og blænden på kameraet. Jeg bruger stort set aldrig flash.
Rød er også en rigtig svær farve at tage gode fotos af, det synes jeg også.
Jeg har aldrig prøvet at købe safran. Er det en specialvare eller hvordan med det. Tak for dit fotosvar også. Så gør du ikke så meget andet end jeg prøver. Jeg skal bare øve mig, tror jeg.
Jeg har købt det hos vores lokale grønthandler og de har det i mange specialbutikker. Der er mange supermarkeder der ikke har det længere, da det har været en vare som er blevet stjålet i stor stil fra krydderihylderne. Det er vist ikke verdens dyreste krydderi for ingenting …
Årh, de ser virkelig fantastisk lækre ud! Jeg er så ked af, at jeg ikke kan tåle dem, for det hører bare lucia til! Og dufter så dejligt også.. Men jeg tændte en masse stearinlys for at veje op for det! ;) Men ja, du har fuldstændig ret med gule retter – de er svære at fotografere. ISÆR, hvis man ikke har dagslys og må ty til det kunstige lys, det kan nææsten ikke lade sig gøre :)
Det lyder altså også super hyggeligt, og en masse stearinlys er bare så dejligt i denne ret mørke tid. Jeg elsker denne tid, men glæder mig til mere dagslys at tage billeder i når vi kommer hen i foråret ;-)
Jeg var på en kort ferie i Stockholm i starten af januar hvor jeg for første gang smagte lussekatt, og det var bestemt noget jeg skulle prøve at bage selv. Din opskrift lyder go’ så den prøver jeg :)
Jeg vidste faktisk ikke at de også spiser dem resten af året i sverige, troede også kun det var til Lucia. Men ja, de smager jo helt sikkert dejligt også i januar og februar ;)