Kerneboller
Kerneboller er noget så lækre og er ofte at finde på vores morgenbord eller i børnenes madpakke.
Jeg varierer gerne opskriften på disse grovboller alt efter hvad jeg har af kerner, frø og nødder i køkkenskuffen – og hvis jeg har hele kerner, så knuser jeg dem lige i min minihakker, inden jeg i blødsætter dem.
Knækkede rugkerner, knækkede hvede og ølandshvedekerner, spelt, havregryn, nødder, frø, kerner og andet godt, bruger jeg ofte i bagværk – og det bliver ekstra lækkert i brødet af at trække i kogende vand, inden dejen til brødet røres sammen.
Arbejdstid 30 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Kerneboller
- 100 g hvedekerner
- 25 g solsikkekerner
- kogende vand
- 25 g gær
- 0,50 dl surdej, (kan undlades)
- 1 æg
- 2 dl kærnemælk
- 1 tsk salt
- 100 g fuldkornshvedemel
- 425 g hvedemel
- Derudover
- 1 æg, sammenpisket til pensling
- 25 g solsikkekerner, til drys
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Kom hvedekerner og solsikke i en skål. Hæld kogende vand i, så det dækker og lad det trække i mindst en time (eller sæt det på køl og lad det trække flere timer).
Hæld evt overskydende vand fra.
Rør gær og evt surdej ud i blandingen og tilsæt kærnemælk, æg, salt, fuldkornsmel og halvdelen af hvedemelet.
Rør dejen godt igennem og tilsæt derefter mere hvedemel lidt efter lidt til dejen er smidig og ikke klistrer.
Lad dejen hæve på køkkenbordet i 1 ½ time (eller lad den koldhæve i køleskabet natten over)
Form 12 boller, vend dem i lidt solsikkekerner og sæt bollerne på en bageplade med bagepapir.
Lad dem hæve i 45 minutter, pensl med sammenpisket æg og bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft (eller 200 grader alm ovn) i ca. 14-18 minutter.
Lad kernebollerne køle lidt af på en rist.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej Ann-Christine
Hvis jeg vil koldhæve bollerne natten over, skal jeg så halvere mængden af gær? – Tænker at bollerne vil være perfekte i julen, hvor vi bliver mange mennesker, og der er altså ikke plads til så mange boller i min fryseboks.
Hej Ellen,
Ja, det kan du sagtens.
God fornøjelse
Kh AC
Takker – og tak for dine gode råd
Kan man bruge rugkerner i stedet for hvedekerner? Hverken Netto eller SuperB havde hvede :/ PS ELSKER DINE OPSKRIFTER OG DIT UNIVERS!
Hej Line Kirstine,
Mange tak for din søde hilsen, hvor er det dejligt!
Du kan sagtens bruge både rugkerner, hvedekerner, speltkerner eller lign.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Har lige bagt bollerne og lavede den ene fejl efter den anden ? glemte at hakke kernerne inden jeg satte dem i blød og havde købt rugmel i stedet for groft hvedemel og så havde de ikke hvedekerner så købte græskar i stedet. Men altså de blev super lækre alligevel ? tusind tak for opskriften. Hvis de skal bruges til madpakke de næste par dage ville du så fryse dem og tage op? Og hvis ja hvornår skal de i fryseren? Når de lune eller helt kolde?
Hej Rabia,
Hvor dejligt at det gik godt!
Boller bliver allerbedst hvis de fryses ned lige efter de er bagt og stadig lidt lune. Tø dem op, stænk dem med koldt vand fra vandhanen og lun dem i ovnen ved 175 grader i 8-10 minutter, så bliver de som friskbagte.
Nybagte holder de fint i 2-3 dage (bedst at riste til sidst)
Kh AC