Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/indisk-salat-den-perfekte-ledsager-til-indiske-retter/

Indisk salat – den perfekte ledsager til indiske retter

Jeg elsker de krydrede lækre indiske retter og tilbehøret med naanbrød, raita agurkedip og lækre ris – men jeg har ofte savnet en god indisk salat, som jeg kunne servere til.

Jeg blev spurgt til i kommentarfeltet på bloggen i går, om jeg mon havde et godt bud på en god salat til det indiske køkken. Da butter chicken var på menuen, kreerede jeg denne opskrift af hvad vi lige havde i grøntskuffen og krydderurtebedet – og den er bestemt anbefalelsesværdig; med friske agurker, søde tomater og rigtig meget koriander, som smager forrygende til det indiske køkken. Jeg har desuden tilføjet lidt mynte, da jeg synes det matcher salaten ganske glimrende.

PT10M

Indisk salat

2-4 pers.     10 min.
2-4 pers.
Ingredienser
  • 1 agurk, skrællet, halveret og skåret i skiver
  • 2 modne tomater
  • 1 rødløg, skåret i ringe
  • 15-20 mynteblade
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 stor håndfuld frisk koriander
  • 1 spsk olivenolie
  • saften fra 1 lime
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1/2 tsk garam masala
  • flagesalt og friskkværnet peber
Udskriv opskrift
10 min.
Fremgangsmåde

Halver tomaterne og skrab kernerne ud i en skål. Skær tomatkødet i tern. Bland agurk, tomattern og rødløg i en skål.
Kom tomatindmad, olie, limesaft, spidskommen, hvidløgsfed, garam masala, salt og peber i en blenderskål. Blend det sammen og vend marinaden med agurk, tomattern og rødløg. Lad den overskydende marinade dryppe af, så det blot er fordelt på grøntsagerne.
Vend grøntsagerne med grofthakket koriander og mynte.