Havregrynsmuffins med honning og pære


Disse lækre havregrynsmuffins med honning og pære er helt perfekte til efterårsferie og til en tophyggelig efterårsbagestund med familien – eller alene i køkkenet med god musik, dampende varm te og god tid … ahh, god tid, det er sådan en luksus.
Rigtig dejlig weekend og god efterårsferie til de af jer der har det ♡
Havregrynsmuffins med honning og pære
- 50 g smør, stuetempereret
- 0,75 dl yoghurt, naturel
- 60 g honning
- 2 æg
- 100 g havregryn, finvalset
- 50 g hvedemel
- 0,50 tsk stødt kardemomme
- 1 knivspids salt
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk kanel
- 40 g valnødder, finthakkede
- 200 g pære, groftrevet
- 1 pære, skåret i tynde skiver
Se hvordan jeg laver opskriften på video her >>
Smør, yoghurt og honning piskes godt sammen. Pisk derefter æggene i.
I en anden skål røres havregryn, mel, kanel, kardemomme, salt, finthakkede valnødder og bagepulver sammen.
Rør mel- og honning/yoghurtblandingen sammen.
Rør revet pære i og derefter kommes dejen i muffinsforme. Fyld op til ¾ af formen. Kom to skiver pære i hver muffin.
Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 15-18 minutter.
Når de er færdige, tages de ud af formen og køles af på en rist.
De lyder lækre!!
Rigtig god efterårsferie :-)
De er så efterårsskønne ♡
Dejlig hyggelig efterårsferie til dig også
Kh AC
Uhmm… De ser rigtig gode ud!
Og hvor er det egentlig en god idé at erstatte noget af sukkeret med honning!
Ofte bruger jeg lynghonning, når jeg laver noget hjemmelavet granola med nødder, dadler og honning! Det er så lækkert :-)
Elsker også hjemmelavet granola, med honning – og med lynghonning om efteråret og vinteren. Det giver sådan en herlig dyb og krydret smag ♡
Dejlig dag til dig
Ups… Jeg kom til at skrive mit webside navn forkert :-(
Sorry, det var ikke med vilje…
Det gik lidt for stærkt :-o
Helt ok ♡
Hvor meget kardemomme skal der i?
Så er det opdateret :)
Håber det gik alligevel. Jeg kommer omkring 1/2 tsk i.
Kh AC
Uhmm, de ser vildt lækre ud! Jeg er på jagt efter en håndfuld opskrifter på eftermiddagssnacks til mine to eftermiddagssultne børn. Det skal helst være noget, der kan fryses (så jeg på en fridag kan få samlet mig et lager;). Så jeg vil høre, om disse kan fryses? Og om du har andre gode forslag til min liste/fryser?! Hilsen Camilla.
Hej Camilla,
Mange tak! De kan sagtens fryses, prøv også at kigge på denne side med madpakke opskrifter der er en masse skønne pølsebrød, pizzasnegle mv der fint kan fryses
Kh AC