Abrikos

Opskrifter med abrikos

Her i familien elsker vi abrikosmarmelade på en ostemad eller tørret abrikos som topping på yoghurt. Tørrede abrikoser er også skøn som en sund snack i madpakken eller til at give smag i konfekt og bagværk.

Abrikosmarmelade er i øvrigt også perfekt modspil til det fede og salte i f.eks flæskesteg. I sommermånederne er abrikoser også et lækkert alternativ til fersken i en salat.

Der er mange anvendelses muligheder med abrikoser, der både kan laves til chutney, syltes eller tørres. De kan også bruges som smagsgiver i saft eller laves til grød eller marmelade. Derudover så smager frugten jo også skønt af sol og sommer i sig selv.

Her på Valdemarsro finder du inspiration til dejlige opskrifter med abrikos.

Om abrikoser
Friske abrikoser er sæson fra ca. maj-august, men kan købes tørrede hele året. De konventionelle tørrede abrikoser er ofte tørret med svovl (derfor kan de holde den orange farve) – hvorimod de økologiske er usvovlet, hvilket er sundere.

Dyrkning af friske abrikoser kræver en del varme, så derfor importeres dem man kan købe som regel fra udlandet. Udenlandske abrikoser høstes oftest før de er modne så de ikke skades under transport,  derfor kan det være en ide at lade dem eftermodne lidt inden de tages i brug. Den modne frugt er fuld af smag og indeholder A og C vitaminer.
Det kan godt lade sig gøre at dyrke abrikoser i Danmark, hvis man har et drivhus eller en plads med meget varme i god læ.


Tilbage til råvareindex