Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/aebleskiver/ Dessert Efterår, Familiefavoritter, Juleopskrifter, Kager, Kager og søde sager, Pandekager, Vinter

Æbleskiver

Min bedste opskrift på lækre runde æbleskiver med kærnemælk og god smag af jul og hygge.

Det er så lækkert med de luftige og helt perfekte æbleskiver.

Lige til at nyde en eftermiddag med familien. De er herlige som de er, men prøv også at fylde æbleskiverne med gode sager, som jeg tipper om under opskriften.

Jeg bager æbleskiver i smør i en gammeldags æbleskivepande af støbejern, det giver en god sprød skorpe og helt rigtige skønne gammeldags æbleskiver.

Prøv også: Opskrift på den bedste hjemmelavet gløgg >>

PT45MPT45M20

Æbleskiver

Tid i alt45 min.
Arbejdstid45 min.
Kan frysesJa
Antal20 stk.
Ingredienser
  • 0,50 vaniljestang
  • 320 g hvedemel
  • 2 tsk sukker
  • 1,50 tsk stødt kardemomme
  • 0,50 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 0,50 tsk salt
  • 1 øko citron, fintrevet skal
  • 3 æg
  • 4,50 dl kærnemælk
  • 30 g smør, smeltet
  • 2 spsk smør, til stegning
  • Tilbehør
  • 100 g flormelis
  • 100 g marmelade
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Halver vaniljestangen, flæk den ene halvdel på langs og skrab kornene ud. Bland hvedemel, sukker, vaniljekorn, kardemomme, bagepulver, natron, salt og revet citronskal sammen i en skål.

Skil æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommerne sammen med kærnemælk og smeltet smør, og rør det i de tørre ingredienser.

Pisk æggehviderne helt stive.

Rør først 2 spsk æggehvide i dejen og vend derefter resten af æggehviden forsigtigt i dejen, uden at luften slåes ud.

Kom 2 dl af dejen i en sprøjtepose med stor tyl.

Opvarm æbleskivepanden til middelhøj varme, og kom lidt smør i hvert hul.

Fyld hullerne trekvart op med dej. Vend æbleskiverne med et træspyd, en kvart omgang, når de begynder at stivne og hæve i kanterne. Fyld efter med en smule mere dej i midten af æbleskiven og vend den derefter helt rundt. På denne måde får man de fineste runde og fyldige æbleskiver. Vend æbleskiverne nogle gange i løbet af stegning, så de bliver stegt på alle sider og bliver gennembagt.

Server lune med et drys flormelis og syltetøj til.