Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/fastelavnsboller/

Fastelavnsboller

Det er tid til fastelavnsboller og hjemme hos os skal de være fyldt med creme og lækre sager – som jeg skrev på bloggen i lørdags, så ville jeg forsøge at genskabe smagen i de lækreste fastelavnsboller jeg nogensinde har smagt (det er så omkring 15 år siden …)
Helt uimodståelig lækker, fyldt med nødder og et smagfyldt cremet indre – resultatet her er helt vildt godt og det er lykkedes til min fulde tilfredshed at lave en fastelavnsbolle som snildt kan måle sig med smagsoplevelsen.

Opskriften deler jeg med jer her og I kan godt glæde jer til at sætte tænderne i dem

PT2H

Fastelavnsboller

15 stk.    2 timer
15 stk.
Ingredienser
  • Dejen
  • 1 ½ dl mælk
  • 2 æg
  • 100 g smør
  • 50 g sukker
  • 1 dl grahamsmel, eller groft ølandshvede
  • 4-5 dl hvedemel, måske en smule mere
  • 25 g gær
  • 1 vaniljestang, kornene herfra
  • 1 tsk kardemomme
  • ½ tsk salt
  • Remonce
  • 100 g sukker
  • 100 g marcipan
  • 100 g smør
  • 1 tsk kanel
  • Vaniljekagecreme
  • 1 vaniljestang, kornene herfra
  • 1 æg
  • 20 g sukker
  • 2 spsk. maizenamel
  • 2½ dl mælk
  • 75 g hakkede smuttede mandler
  • 25 g hakkede usaltede pistacie kerner
  • Glasur og pynt
  • Flormelis
  • lidt koldt vand
  • kakao, usødet
  • chokoladeknapper og usaltede grønne pistaciekerner
Udskriv opskrift
2 timer
Fremgangsmåde

Dejen
Mælken lunes i en gryde, til det er omkring 40-45 grader varmt.

Tag gryden af varmen og rør smørret i mælken. Når smørret er smeltet, så smulres gær i og rør rundt.

Ølandshveden blandes i en skål med vanilje (knus vaniljekornene sammen med 1 spsk sukker for at frigøre vaniljekornene), sukker, salt og kardemomme.

Tilsæt de to æg og de tørre ingredienser i gryden. Rør godt rundt. Tilsæt derefter hvedemel, lidt efter lidt.

Ælt dejen godt på bordpladen i omkring 5 minutter. Dejen skal være smidig og blød uden at klistre til hænderne.

Lad dejen hæve i en skål med et rent viskestykke over i 30-45 minutter.

Vaniljecreme
Pisk æg, sukker, maizena og vanilje godt sammen i en skål.

Varm mælken i en gryde til omkring 60 grader og hæld den over i æggeblandingen i skålen.

Rør sammen og hæld blandingen af æg og mælk tilbage i gryden.

Pisk med et piskeris, mens blandingen varmes op og cremen bliver tyk og perfekt i konsistensen. Vend derefter de hakkede pistaciekerner og mandler i og lad cremen køle af.

Remonce
Ælt sukker og marcipan sammen, pisk derefter hurtigt smør og kanel i med en elpisker, det må endelig ikke overpiskes.

Form fastelavnsbollerne
Når dejen har hævet, så rulles den ud i en stor firkant, lidt under ½ cm tykt, og skæres ud i firkanter a ca. 15×15 cm. På hver firkant lægges 1 spsk. remonce og 1 spsk. creme. Fold hjørnerne af dejen ind over fyldet og klem dejen godt sammen i samlingerne, så der ikke er nogen steder hvor fyldet kan løbe ud. Læg dem på en bagepladen med bagepapir og samlingen nedad.

Lad fastelavnsbollerne hæve igen i omkring 30-45 minutter under et rent viskestykke. Når de er hævet færdigt, pensles med mælk og så sættes fastelavnsbollerne i en 175 grader varm ovn, bages i omkring 15-20 minutter.

Lad fastelavnsbollerne køle lidt af på en rist og pisk imens en tyk hvid og chokoladebrun glasur. Jeg bruger en elpisker. Pynt med glasur, chokoladeknapper og hakket pistaciekerner.

De er klart bedst når de stadig er lune – det slår bare alt! Men de er også gode dagen efter. De fleste er kommet i fryseren lige efter de er samlet, så tager jeg dem op og lader dem først tø op i mindst 4 timer på køl, derefter efterhæve i en times tid ved stuetemperatur og så bager jeg dem. På den måde kan man nyde nybagte fastelavnsboller i lang tid, men kun bage en gang. Smart, ik´ ;) .