Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/valnoeddelagkage/

Valnøddelagkage

Her får I den skønneste opskrift på en virkelig lækker valnøddelagkage, som jeg har bagt med mine lækre hjemmelavede lagkagebunde – som i anledning af lagkagens indhold er bagt med blandt andet hjemmelavet valnøddemel.

Det kan sagtens betale sig at bage lagkagebundene selv, for det er enkelt og  nemt – og så smager det altså bare ekstra lækkert!

Lagkagebunden bager jeg i én omgang og skærer dem op til tre bunde, når de er kølet af (I kan se hvordan jeg gør her) Bundene kan snildt bages dagen før og denne valnøddelagkage har i det hele taget godt af at stå og trække en dags tid, inden den skal nydes.

Opskriften har jeg lavet til min gode faste samarbejdspartner Kop & Kande, som lige nu har fødselsdag og derfor skulle de have en fødselsdagslagkage ;) Bunden er i øvrigt bagt i en 24 cm springform af Kop & Kandes eget mærke Aldente.

PT3H

Valnøddelagkage

8 pers.    3 timer
8 pers.
Ingredienser
  • Lagkagebund
  • 5 æg
  • 1 1/2 tsk bagepulver
  • 100 g. hvedemel
  • 75 g. valnødder, fint blendet til valnøddemel
  • 125 g sukker
  • 70 g smør
  • 1/2 vaniljestang
  • 1 knivspids salt
  • Fyld til valnøddelagkage
  • 8 dl fløde
  • 1 spsk. sukker
  • 1 vaniljestang
  • 150 g mørk chokolade, grofthakket
  • 125 g valnødder, grofthakket
  • 2-3 spsk. rom
  • Kaffeglasur
  • stærk espresso (ca 1/2 dl)
  • flormelis, ca 4 dl
  • valnødder til pynt
Udskriv opskrift
3 timer
Fremgangsmåde

valdemarsro youtube

Se videoen, hvor jeg viser opskriften her >>

 

Lagkagebunde
Flæk vaniljestangen på langs og skrab vaniljen ud. Bland vaniljen med lidt af sukkeret, så vaniljekornene skilles fra hinanden.

Æggeblommer, vanilje og sukker piskes til luftig æggesnaps. Tilsæt de fintblendede valnødder og den bløde smør. Pisk det hurtigt sammen.

Mel, salt og bagepulver blandes sammen og sigtes i skålen med æg.

Æggehviderne piskes stive i en anden skål. Vend forsigtigt æggehviden i dejen, rør først 3-4 spsk æggehvide i dejen som røres godt rundt og derefter vendes/foldes meget nænsomt resten af den luftige æggehvide i.

Fordel dejen i en smurt springform, omkring 24 cm, og glat den ud med en dejskraber. Bag kagen i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 25 – 30 minutter.

Afkøles helt i springformen og tages derefter ud og deles i 3 lige tykke skiver med en skarp brødkniv – se evt videoen her.

Fyld – og samling af lagkagen
Skrab kornene ud af vaniljestangen og fordel dem i sukkeret, så vaniljekornene skilles fint fra hinanden. Pisk fløden stiv med vaniljesukkeret og bland derefter både hakkede valnødder og chokolade i.

Stænk lagkagebundene med lidt rom – dette kan undlades, men smager virkelig godt!

Læg de tre lagkagebunde sammen med flødeskumsblandingen. Tryk lagkagen lidt sammen og ret kanten til med en dejskraber.

Pynt
Flormelis piskes med espresso til en tyk lækker glasur – brug gerne en håndmikser – som smøres på kagen.
Pynt med valnødder og lad gerne lagkagen trække nogle timer på køl.

Valnøddelagkage kan fint laves dagen før den skal serveres, da den bliver endnu bedre af lige at ’sætte sig’