Hvidløgsflutes
Sprøde lækre hvidløgsflutes af den hjemmebagte slags – med mild (eller kraftig, alt efter ønske) hvidløgssmag, persille og god smør.
Helt og aldeles perfekt som tilbehør til vinterens mange skønne supper, til gryderetter, simreretter og naturligvis også til alle de skønne sager vi skal have på grillen til sommer.
Hvidløgsflutes smager dejligt året rundt!
Arbejdstid 30 min.
Antal 6 pers.
Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Hvidløgsflutes
- 4 dl vand
- 15 g gær
- 1 tsk salt
- 1 tsk honning
- 50 g fuldkorn ølandshvedemel
- 450 g hvedemel
- 1 æg, sammenpisket til pensling
- Hvidløgssmør
- 150 g smør, stuetempereret
- 2 fed hvidløg, presset
- 5 spsk persille, finthakket
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Hvidløgssmør
Rør smør sammen med hvidløg og persille. Form en af lang rulle, kom bagepapir omkring og sæt i køleskabet.
Dej til flutes
Smuldr gæren ud i en skål med vand og rør, til gæren er opløst. Tilsæt honning, salt og fuldkornsmel og rør det godt sammen. Rør derefter hvedemel i lidt efter lidt.
Ælt til sidst dejen, til den er blød, smidig og føles elastisk.
Lad dejen hæve på køkkenbordet i en ren skål med et klæde over i 3 timer.
Hvidløgsflutes
Del dejen i to og fold dem over hinanden nogle gange, mens de formes til aflange flutes. Sæt flutes på en bage plade med bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter. Pensl begge flutes med sammenpisket æg og bag dem
i en forvarmet ovn ved 220 grader varmluft i cirka 20 minutter.
Lad begge hvidløgsflutene køle af på en bagerist.
Skær dybe riller 3⁄4 ned i begge flutene. Skær skiver af hvidløgssmør, der passer til antallet af riller i brødet, og kom en skive hvidløgssmør ned i hver rille.
Sæt brødet i ovnen ved 180 grader varmluft i 10 minutter, eller til smørret er smeltet.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Faldt over din video på youtube, og hastede fluks ud i køkkenet…Til aften har vi fået det skønneste hvidløgsflutes, der ikke fåes bedre nogle steder
Hvor er det dejligt at høre :)
Mange tak for din søde hilsen og tilbagemelding på opskriften
Kh Ann-Christine
Hejsa
Kan jeg bage dette brød på bagestål.
Vh Laura
Ja, sagtens, men jeg ville komme bagepapir under så bagestålet ikke får smør på sig.
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Hejsa.
Elsker hvidløgsflutes.. men kan jeg erstatte persillen med noget andet?
Veninden kan ikke tåle persille og hendes allergier for urter har jeg ikke helt styr på endnu. Dog persillen kan jeg godt huske.
Hende bearnaisesovs er fantastisk, men hun bruger oregano i stedet for persille og det fungerer glimrende.
Så jeg tænkte at man kunne erstatte persille med en anden urt.
Mvh Mia
Hej Mia,
Du kan undlade eller erstatte med andre krydderurter – alt efter smag og behag
Kh Ann-Christine
Hvis man koldhæver, er det så samme mængde mel og det som der står?
Ja, det plejer jeg :)
God fornøjelse
Kærlig hilsen
Ann-Christine