Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/studenterbroed/ Afternoon tea Fødselsdag, Kager, Kager og søde sager, Vegetar

Studenterbrød

Studenterbrød laves af sprød mørdej med en trøffelmasse af lækre kagerester blandet med marmelade, chokolade og en smule rom.

En skøn måde at få brugt kagerester i det søde køkken – og endnu en god grund til at have en lille beholder i fryseren, hvor man kan gemme et stykke chokoladekage, drømmekage og andet godt, som ikke lige bliver spist. Når beholderen er fyldt, så er der godter gemt til at lave en ny og spændende kage. Studenterbrød smager af de kager man kommer i, og har du primært lyse kager, så kan du evt vælge at komme lidt mere mørk smeltet chokolade i trøffelmassen.

Studenterbrød
Vil du gerne have billede på udskriften?

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.

PT2HPT30M10
Ingredienser
  • Mørdej
  • 120 g hvedemel
  • 25 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 60 g smør
  • 0,50 æg, sammenpisket
  • evt lidt koldt vand
  • Trøffel
  • 300 g kagerester
  • 50 g mørk chokolade, smeltet
  • 100 g marcipan, groftrevet
  • 1 spsk mørk rom
  • 75 g hindbærmarmelade
  • Glasur og pynt
  • 150 g flormelis
  • 1 spsk vand
  • 1 knivspids farvepasta, lyserød
  • 1 spsk krymmel
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Mørdej
Kør hvedemel, flormelis, salt og smør hurtigt i en foodprocessor, til det er ensartet. Kom dejen i en skål og saml den med sammenpisket æg og evt. lidt koldt vand hvis nødvendigt. Rul dejen ud i 2 mm’s tykkelse mellem to stykker bagepapir. Træk det øverste lag bagepapir af, prik dejen med en gaffel og sæt den på en bageplade.

Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 16-18 minutter, til bunden er gylden.

Trøffelmasse
Kør kageresterne til helt fint smulder i en foodprocessor. Smelt chokoladen under omrøring over et vandbad ved lav varme. Kom den smeltede chokolade, marcipan, rom og marmelade i foodprocessoren og kør, til det er en samlet trøffelmasse. Smag trøffelmassen godt til med mere marmelade, chokolade, rom eller marcipan alt efter smag og behag.

Ælt trøffelmassen let med hænderne og fordel den på mørdejsbunden. Læg et stykke bagepapir over og rul forsigtigt med en kagerulle, så trøffelmassen fordeler sig jævnt. Lad den sætte sig i ca. 1 time og træk bagepapiret af.

Glasur og pynt
Rør en tyk glasur af flormelis, vand og lyserød farvepasta. Overtræk kagen med glasuren. Drys med krymmel og skær kagen ud i passende stykker til studenterbrød, når glasuren har sat sig.