Pæretærte


Pæretærte er en af efterårets skønneste kager og sidste weekend bagte jeg denne skøn tærte med mandelcreme og mørk chokolade (alternativt kan bruges marcipan, se tip under opskriften). Den får topkarakter på lækkerhedsskalaen.
Den kan serveres med cremefraiche, luftig flødeskum eller med vaniljeis – og så er den skøn til både eftermiddagste og dessert efter en skøn middag.
Hvis du ikke lige har pærer, så kan de naturligvis sagtens skiftes ud med anden frugt – men hvis det er af den mere syrlige slags, så kompenser gerne for det med en smule ekstra sukker i dejen.
Prøv også: Min bedste opskrift på pærekage >>
Pæretærte
- Mørdej
- 150 g hvedemel
- 30 g rørsukker
- 1 knivspids salt
- 100 g smør, koldt
- 1 æg
- Mandelcreme
- 100 g smør, stuetempereret
- 75 g rørsukker
- 100 g mandelmel
- 2 æg
- Fyld
- 4 pære, (ca. 250-275 g) skåret i skiver
- 50 g mørk chokolade
Mørdejstærtebund
Bland salt, sukker og mel sammen og smuldr smørret ud til det er som savsmuld. Her kan fint bruges en foodprocessor. Saml dejen med æg, og lad den hvile på køl i 30 minutter inden den rulles ud mellem to stykker meldrysset bagepapir og lægges i et smurt tærtefad.
Fyld til pæretærte
Pisk smør og sukker luftigt, rør mandelmel og æg i. Drys hakket chokolade over tærtebunden og fordel derefter mandelcremen ovenpå chokoladen. Læg pæreskiverne på et fint mønster.
Bagning
Bag tærten i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i ca. 30-35 minutter.
Opskriften er til ca. 6 personer
Mums? Tak for en god opskrift. Pæretærten gjorde lykke ved søndagsmiddagen igår ?
Hvor er det dejligt at høre :)
Tak for din fine hilsen ♡
Kh AC
Det ser så lækkæry ud!! Hvilken pæresort har du brugt?
Jeg tror det var Clara Friis, der blev brugt denne gang – men brug endelig bare hvad du har :)
Den ser godt nok lækker ud, den må jeg prøve i weekenden ? Hvor stor er den tærteform du har brugt?
God weekend
Det lyder hyggeligt! Jeg mener den er omkring 24 cm i diameter.
Rigtig god fornøjelse og god weekend
Kh Ann-Christine
Hvornår skal rørsukkeret i??
Den er opdateret nu :)
Tak, så havde jeg gjort det rigtigt – jeg lavede tærten i går og den blev vildt lækker! Det er så dejligt når man kan lave frugttærte til gæster, når nu manden ikke vil spise det ?
Det er jeg glad for at høre :)
Hvor meget marcipan skal man bruge, hvis man laver udgaven med marcipan?
Omkring 175 g (måske blot 150 g, hvis den er meget sød), rørt med æg og smør.
Hvor lang tid vil du bage tærten hvis den bliver lavet i små tærteforme?
Nok omkring 14-17 minutter, men hold endelig godt øje med dem, så de ikke får for meget :)
Mange tak for svar, og for mange gode opskrifter ??
Hej Ann-Christine
Du skriver i opskriften at den er lavet i et ‘tærtefad’ er det en i porcelæn du bruger? Mvh Rita
Ja, enten i metal eller porcelæn – og man kan også fint bruge en springform.
Kh AC
Hej – Pæretærten ser dejlig ud , men jeg skal lave den til 14 personer, og mangler oplysning om formstørrelsen.
På forhånd tak
med venlig hilsen
Hej Ingeborg,
jeg mener det er 24 cm jeg har brugt til denne kage.
God fornøjelse
Kh AC
Hvis den bages dagen før, vil du så lune den inden servering, eller blir den for tør i så fald ?
Det kan den sagtens og den kan fint lunes. Gerne overdækket.
Kh AC
Kan den fryses?
Jeg vil gerne lave denne pæretærte til min søns konfirmation den 5. september. Eller det vil sige, at jeg også gerne vil lave med blommer. Hvilke mængde blommer vil du skyde på, at jeg skal bruge til opskriften? Planen er, at jeg allerede nu vil lave tærterne, fryse dem og så tø dem op på dagen. Der vil jeg dysse dem med flourmelis og mandler (eller nødder, pistacie). Noget jeg IKKE skal gøre? Håber du har mulighed for at svære hurtigt. ;-)
Hej Mirja,
Jeg har ikke testet opskriften med blommer, så det er kun gæt herfra men jeg ville umiddelbart bruge samme mængde blommer som pære til tærten.
Rigtig god fornøjelse, det lyder super lækkert
Kh AC
Hvor meget marcipan, skal der bruges, i pæretærte, hvis man udelader mandelmel og sukker?
Tusind tak for de dejlige opskrifter ??
Knus
Anette Damborg
Hej Anette,
jeg ville erstatte 1:1 med samme mængde i gram.
Rigtig god fornøjelse og tak for din søde hilsen
Kh Ann-Christine
Ser mega lækker ud og har mange pærer i haven i år. Mit spørgsmål – mandelmel – er det noget specielt du køber eller kan jeg blot blende hele mandler meget fint??
Hej Tina,
Jeg køber som regel mandelmel på pose, det kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder og urtekram har blandt andet den i sortiment.
Du kan også sagtens blende mandler helt fint selv, det fungere akkurat lige så fint. Jeg smutter som regel mandlerne først og rister dem derefter i ovnen ved 70-80 grader varmluft i 10 minutters tid – de skal ikke tage farve!
Kh AC