Havregryns Cookies


En buttet havregryns cookies, som er perfekt chewy i krummen, sød uden at være for sød, med en perfekt balance af salt og sødt og temmelig vanedannende.
Disse havregryns cookies er et nemt lille bageprojekt og det kan anbefales at lave dobbelt eller tredobbelt portion og så fryse de andre ruller ned.
De behøver nærmest ikke tø op, men er klar til at blive skåret ud og bagt til hurtige lækre cookies på en dag med uventede gæster, en legeaftale eller en dag, hvor man har lyst til at knusforkæle sine børn.
Prøv også: opskrift på klassiske cookies med chokolade >>
Arbejdstid 20 min.
Antal 12 stk.
Kan fryses Ja

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Havregryns Cookies
- 80 g smør, stuetemperet
- 50 g sukker
- 50 g muscovadosukker
- 1 æg
- 120 g finvalset havregryn
- 100 g fuldkornshvedemel
- 1 knivspids salt
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt kardemomme
- 50 g medjool dadler, hakkede
- 30 g mørk chokolade, hakket
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Pisk smør, sukker og muscovadosukker sammen, til det er luftigt, og pisk derefter ægget i.
Rør alle de tørre ingredienser sammen, bland de hakkede dadler i og brug melblandingen til at skille alle daddelstykkerne fra hinanden, så de ikke klistrer sammen og klumper. Rør skålens indhold sammen med smørblandingen til en dej. Vend til sidst hakket chokolade i.
Form en aflang stang på ca. 12 cm og skær 12 skiver a 1 cm. Sæt skiverne på en bageplade med bagepapir.
Bag dem i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 13-15 minutter, til de er gyldne, men stadig lidt bløde i midten.
Lad dem køle lidt af på bagepladen, inden de sættes på en bagerist.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Tak for alt det lækre du laver. Følge trygt med og er dybt imponeret over dine evner. ♡ Er i gang med at bage disse og vil blot høre, om det er bedst at fryse dem ned eller beholde dem i et glas med låg, når de skal serveres om ca. 8 dage? Hvis jeg fryser dem, skal jeg så lune dem op igen inden servering?
Kh Marianne
Hej Marianne
Mange tusind tak for din søde hilsen, jeg er rigtig glad for du har glæde af mine opskrifter :)
Jeg ville fryse dejrullerne ned, du kan evt skære dejrullen ud og derefter pakke den ind i bagepapir og sætte i fryseren. Så er det nemt og hurtigt at tage kagerne op af fryseren, sætte dem på en bageplade med bagepapir. De tør op i 30 minutter på køkkenbordet og kan derefter bages, så de er helt friskbagte til servering.
Jeg har ikke prøvet at fryse de færdigbagte kager, men mon ikke det også vil gå fint. Det må dog komme an på en prøve :)
Kh Ann-Christine
Hej. Kan man erstatte chokolade med Smarties eller måske multifarvet krymmel, til børnefødselsdagen?
Ja, det vil være rigtig fint med smarties :)
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Jeg kan kun heppe med i koret om hvor lækre disse cookies er: de blev et hit både til arbejdsmødet og hos børnebørnene (og deres forældre). De måtte straks laves igen, anden runde blev glutenfri, ved at bruge havremel i stedet for hvedemel. Dobbelt havre cookies? Vi syntes, de blev om muligt endnu bedre, med super lækker konsistens. Vi bagte de glutenfri ved alm. ovn (uden varmluft), en anelse varmere og et par minutter kortere tid.
Årh, hvor er det dejligt at høre! Tusind tak for din søde hilsen, det er jeg glad for!
God weekend :)
Kh Ann-Christine