Ravioli med gorgonzola sauce


Hjemmelavede og fyldte ravioli er en fantastisk lækker ret fra det italienske køkken.
Det er en virkelig dejlig forret, men også som hovedret til fx et stykke godt stegt kyllingebryst eller med en god salat til.
Det er slet ikke så svært at lave ravioli selv og man kan variere fyldet lige som man har lyst til. Her har jeg lavet dem med svampe, ricotta og en skøn gorgonzola sauce til. Det er et rigtig hyggeprojekt en weekend eftermiddag, hvor man fint kan være flere sammen om at samle og komme fyld i de skønne pastapuder.
Prøv også: min opskrift på spaghetti carbonara >>
Ravioli med gorgonzola sauce
- Ravioli pasta
- 400 g durummel
- 4 æg
- 1 spsk olivenolie
- 1 nip salt
- Svampe og Ricottafyld
- 30 g svampe, tørrede, fx karljohan og kantarel
- 250 g ricotta
- 1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
- 1 fed hvidløg, presset
- 0,50 tsk salt
- Gorgonzolasauce
- 50 g bacon, i skiver (undlades hvis vegetar)
- 170 g gorgonzola
- 0,50 løg, finthakket
- 2 dl piskefløde
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Ravioli pasta
Mel og salt sigtes ned i en skål. Lav en fordybning i midten af melet og kom æg og olivenolie deri. Med en gaffel røres rundt i æggene, som langsomt tager mere og mere mel ind, til det bliver en smidig dej som æltes godt til den er helt glat og smidig. Sættes på køl i minimum en time eller til dagen efter.
Når raviolien skal samles, så rulles dejen tyndt ud på et meldrysset bord, med en kagerulle eller pastarulle. Stik ud med glas i runde cirkler.
Fyld til ravioli
Svampene udblødes i vand efter anvisning på pakken, vandet hældes fra og de duppes tørre.
Hak svampe og persille fint og bland med presset hvidløg. Rør sammen med ricotta og en lille smule salt.
Fyld raviolierne
På hver cirkel pasta kommer du en lille klat fyld. Ikke ret meget, for de skal kunne lukkes godt.
Foldes på midten, tryk dem sammen langs kanten og derefter trykkes med en gaffel et fint mønster – det gør også lige det sidste, for at de lukkes ordentligt.
Koges i 3 1/2 minut i en stor gryde med kogende vand tilsat en spiseskefuld olivenolie og et drys salt.
Gorgonzola sauce
Steg bacon sprød på panden (undlad hvis vegetar), tilsæt løg som du steges gyldne og bløde. Kom fløden og gorgonzolaen i en gryde og varm op for medium varme – det skal ikke koge. Lige før det koger skrues lidt ned for varmen. Tilsæt den stegte bacon bacon og løg, kog op og server til ravioli med et drys krydderurter.
Bemærk
opskriften rækker som hovedret til 4 personer og til en forret til 6-8 personer
Næringsindhold

Pr. pers.
(xxx kcal)
Total
(xxx kcal)
Oh my God AC, hvor ser de lækre ud. Det skal prøves. Vi er i øvrigt store fans af hjemmelavet pasta. Det er kjærsten der står for at lave det, og vi eeelsker det.
Prøv de dér basser dér, med et let fyld, evt hvidløg/ricotta og så server dem kun med lidt smeltet smør med frisk salvie. Du blir lykkelig ;-)
Ja, de ser virkelig gode ud!! Må man spørge hvad resten af aftenens menu lød på? :-)
Altid rart at se vi kan inspirere og den Gorgonzolasauce ser lækker ud – den vil vi prøve ved lejlighed ;)
Er virkelig blevet inspireret….den opskrift vil jeg begive mig ud i i weekenden. Elsker ravioli, men aldrig lavet det selv : )
Therese, uhmm det lyder også lækkert :)
Line, Ja selvfølgelig :) Ville egentlig have skrevet et indlæg om det, men så kom jeg aldrig videre… Hovedretten var en culottesteg, tyndskåret og rosa. En rødbede/gulerødssalat med olie/eddikedressing og en salat med speltkerner, granatæble og appelsin. Desserten var tiramisu.
Jeg lægger opskrifterne på snart :)
Foodies, Jeres side er meget inspirerende :)
Johanne, Jeg tror du bliver vild med det. Lad mig endelig høre hvordan det gik :)
Så er der handlet ind til at vi skal have det i aften, uhm glæder mig
Uhm hvor lyder det godt, hvem der bare havde været gæst den aften :-) Vil glæde mig til opskrifterne! Har allerede brugt din ravioli-opskrift og den var rigtig, rigtig god – iøvrigt første gang jeg forsøgte mig med hjemmelavet pasta, men det var jo faktisk helt nemt og ligetil.
Tak for inspirationen :-)
Bliver vist nødt til at hyre dig til lidt madlavning snart. Sådan noget med mad og godt selskab i én pakke :-P. Det ser pisse lækkert ud. Knus
Tulip, Mmmm gad godt lige komme forbi så :)
Line, Det er nemlig meget nemmere end man lige umiddelbart tror. Jeg tager mig snart sammen og får flere opskrifter på. Glæd dig til Tiramisu :)
Louise, det er en aftale og det vil være en fornøjelse at have dig til middag :)
Så er der blevet lavet ravioli….tusind tak for inspiration og opskrift. Det skal vist snart laves igen. Det blev også til lidt fettucini, som børnene fik som carbonara. Dog umuligt at få fat i karl johan…plejer ellers selv at have dem på lager, men købte noget blandet svampe halløj istedet og det var fint. Tænker at forsøge med spinat og ricotta næste gang. Go´søndag : )
Selv tak, Johanne. Jeg har også selv lyst til at prøve flere pastavarianter af. Lyder også vildt lækkert med spinat og ricotta og uhmm fettucini, love it
og god søndag til dig
Mm, ser lækkert ud :) Skal helt sikkert prøves.
Hvis “pastadejen” laves til lasagneplader, skal de så koges inden man lægger lasagnen sammen, eller bliver de tilberedt tilstrækkeligt direkte i ovnen?
Så skal de ikke koges inden. Uhmm, det lyder som om der er en god lasagne på vej til at blive lavet :)
Hej :)
Hvor ser det lækkert ud. Kan de fryses ned?
Jeg har ikke prøvet … så det må komme an på en test :)
Det ser virkelig lækkert ud…overvejer at lave ravioli som forret nytårsaften, men kan man mon lave dem dagen før eller om formiddagen, så de bare lige skal koges eller måske man kan koge dem om formiddagen, så de bare lige skal steges af i noget smør lige inden vi sætter os til bords…
Har du nogen erfaringer med det?
Lyder som en dejlig forret!
Jeg har for længe siden prøvet at lave for mange og haft dem på køl til dagen efter hvor de lige blev lunet i lidt smør på panden – det gik fint :) Men jeg tror alternativt, at jeg blot ville lave dem et par timer eller dagen før og så vente med at koge dem.
Lav ravioli når du har tid og lyst. Løsfrys dem på en plade, inden de kommes i en pose.
Kommes frosne i kogende vand tilsat lidt olie og salt. Lad dem koge ca. 10 min. (det passer fint til os – bruger tykkelse 6 på pastamaskinen)
Serveres med salviesmør, sprødstegt serranoskinke, som plukkes i stykker og til sidst en god håndfuld parmesan og et herligt drys ristede pinjekerner.
Salviesmør: 150 g smør smeltes – ikke brunes. Heri kommes ca. 20 blade. De bliver helt mørke og sprøde, men hold øje med panden og vend lidt rundt. Lige pludselig kan du mærke at bladene bliver sprøde, og så er de klar.
Hvor er det en god ide!
Tusind tak for tippet :)
Hej, hvad betyder det helt præcis, når du skriver, at svampene skal udvandes? :)
Vh Ditte
Det er fordi det var tørrede svampe jeg brugte og de skulle lægge i blød først – har du friske svampe skal de blot ristes på panden :)
Okay, tak!
Og tak for alle de lækre tipd og meget dygtige skrive måde! Hver gang jeg skal finde en opskrift, søger jeg altid først på din side. Dine opskrifter virker nemlig hver gang ??
Ihh, det er da helt fantastisk dejligt at høre ♡Tusind tak, det var en skøn kompliment at gå på weekend på :)
Rigtig dejlig dag til dig
Kh AC
Hej!
Jeg vil forsøge mig med ravioli til forret til nytårsaften. Har lige et par spørgsmål. 1: hvor mange stk bliver der af din portion? Hvor stor diameter har cirklerne? Koger du dem lige inden servering og er det bare alle i en gryde på én gang? Og serverer man til, eks kæmperejer, muslinger, kammuslinger? Mvh Nana
Jeg kan desværre ikke huske antal styk – men mener der er omkring 3 store til hver i en forretsportion.
Cirklerne er på størrelse ala hvis du udstikker dem med et alm drikkeglas.
Jeg koger dem alle på en gang i en stor gryde og serverer ikke noget til, men nyder dem helt enkelt som de er – prøv også at se denne opskrift: http://www.valdemarsro.dk/ravioli-med-svampe-hasselnoedder-og-rosmarinsauce/
Kh AC
Mange tak for svar :) Jeg prøver mig frem. Godt nytår!
Hejsa
Er der noget man kan bruge i stedet for ricotta?
Mvh Sofia
Taj, jeg ville nok vælge hytteost, som lige skulle røres og moses med en gaffel, derefter er det et udemærket alternativ til ricotta.
Kh AC
Tak for svaret
Hvordan er smagen af ricotta?
Mvh Sofia ?
Hej
Hvordan er smagen af ricotta?
Kan læse at den er sødlig?
Mvh Sofia ?
kan de udstikkes om morgenen og ligges i en bøtte med papir imellem?
skal først bruge dem til aften i en 4 retters menu, hvor de er hovedretten. det vil gøre det nemmere tidsmæssigt.:-)
Har ikke prøvet det, men lad mig endelig høre om det går hvis du prøver det af :)
Kh AC
Ikke en kommentar, men et spørgsmål.
Hvis man ikke gider lave sin raviolidej selv, kan man så ikke bruge de bløde lasagne plader og fylde dem? Hilsen
Jeg ved ikke hvor nemme de er at samle, så skal ikke helt kunne sige om det vil fungere at samle dem med vand eller penslet æggehvide … måske, du må prøve det af :)
Kh AC
Min pastadej vil slet ikke hænge sammen, hvad kan være grunden? Og kan det reddes med et æg, eller er det for sent?
Kan du have brugt fuldkornsdurum eller meget små æg?
Du kan prøve at komme 1-2 spsk olivenolie i
Kh AC
kan man med fordel lave dem dagen – hvis: skal de så koges og lægges på køl – eller kan de samles og lægges på køl og koge dem inden servering
jeg synes det fungere bedst at tilberede dem lige inden servering
Kh AC