Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/fiskefrikadeller/

Fiskefrikadeller med remoulade og råkostsalat

I denne uge stod der hjemmelavede fiskefrikadeller på menuen i fredags.

Hjemmelavede fiskefrikadeller med råkost og en god hjemmerørt remoulade – det er virkelig lækkert mad og et stort hit hos mine børn, som elsker fiskefrikadeller

Af forskellige årsager fik vi lige byttet lidt rundt på retterne i madplanen, så det først blev til fiskefrikadeller her til aften. Selv om man har en plan, så kan det jo sagtens ændres hen ad vejen – og uanset hvad, så sparer en madplan os både tid og penge – du kan få min madplan sendt hver uge via mail her

PT40min

Fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade og råkost

4 pers.     40 min
4 pers.
Ingredienser
  • Fiskefrikadeller
  • 300 g torskefilet
  • 300 g laksebøffer uden skind
  • 1 tsk salt
  • 2 store æg
  • 1 bundt dild
  • 1 finthakket rødløg
  • 1 fintrevet stor gulerod
  • 2 spsk mel, jeg har brugt fuldkornshvede
  • 1 dl piskefløde
  • friskkværnet peber
  • smør og rapsolie til stegning
  • Remoulade:
  • 2 spsk mayonaise
  • 1 dl yoghurt natural
  • 3 spsk pickles (eller cornichoner)
  • 1/2 tsk karry
  • Salt og peber
  • Råkost
  • 3 gulerødder, groft revet
  • 2 æbler, groft revet
  • 3 spsk citronsaft
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk solsikkekerner
  • 2 spsk rosiner
Udskriv opskrift
40 min
Fremgangsmåde

Fiskefrikadeller
Laks og torskefilet hakkes groft. Derefter køres det i en kødhakker, foodprocessor eller som jeg har gjort; med en kniv/hakkefunktion på stavblenderen. Når det er blevet til en god fiskefars, piske farsen sej med en håndmikser sammen med salt i 1-2 minutter. Tilsæt resten af ingredienserne og pisk det grundigt igennem. Sæt farsen i køleskabet i en halv times tid, så det kan trække smag. Steg frikadellerne i olie og smør ved middel varme.

Opskrift på hjemmelavet remoulade
Alle ingredienserne blandes sammen og smages til. (kan varieres med fintrevet hvidkål og gulerød og med forskellige urter og karse)

Råkostsalat til 4 personer
Bland citronsaft og honning, vend derefter de groftrevet æbler heri. Tilsæt resten af ingredienserne og server straks.