

Normalt prøver jeg at holde søde sager, konfekt, kager og den slags, til at det er en weekendspise. Så snacker vi i stedet for frugt, nødder, grøntsagsstænger og lakridsmandler i hverdagsaftnerne, hvis vi får lyst til noget lækkert. Men hov! I går kom jeg lige til at blande lidt kokosmel sammen med lidt kondenseret mælk, forme det i passende hapsere og i køleskabet for at blive lidt fastere og ‘sætte sig’. Hov, egentlig var jeg gået i gang med aftensmaden og før jeg nåede at se mig om havde jeg 3 fine stykker kokosstykker lige til at beklæde med chokolade. Jeg mener seriøst, det tager virkelig under 2 minutter at lave disse syndige hapsere.
To timer senere smeltede jeg lidt chokolade, Caraibe 66 % fra Valhrona og penslede kokosstykkerne med chokoladen. Som I ser, så er jeg ikke verdens mester i chokoladekunst, men jeg lover, at vi begge synes de smagte aldeles fremragende.
Resten af aftenen blev brugt i sofaen med The Wire (hvornår kommer den nye sæson af Mad Men) tæpper og en god latte.
Opskrift på hjemmelavede Bounty – ca 3-5 styk
- 100 g kondenseret mælk
- 80 g kokosmel, måske lidt mere
- 75 g chokolade
Bland kokosmel og kondenseret mælk. Form til kokosbrød, de skal være faste og nemme at forme, så tilsæt evt lidt mere kokos eller lidt mere kondenseret mælk til det passer. Lad dem gerne hvile i køleskabet i 2-3 timer. Smelt derefter chokoladen og beklæd kokosbrødene med chokolade. De smager i øvrigt fantastisk med en kop god kaffe til.
P.S Jeg har set inspirationen til opskriften her hos søde chokolade-Anne og hos Maja, som også laver de sødeste chokoladelækkerier. Tjek deres blogge, men jeg må advare: du får lyst til chokolade ;)
Update: Kondenseret mælk kan købes hos nemlig.com, føtex, velassorterede grønthandlere og jeg har også set det i Brugsen og SuperBest


















Det ser helt vildt lækkert ud.
Hvor køber du kondenseret mælk? Kunne være jeg skulle lave nogle i weekenden når vi får gæster :)
Jeg har købt hos nemlig.com. Men jeg har også set det i Superbest, føtex og Brugsen. Ellers hos velassorterede grønthandlere
De ser lige så lekre ud som dem Pernille (http://skauogco.blogspot.com) lavede den anden dag – måske jeg skal kaste mig over dem i weekenden. :)
Jeg har slet ikke været forbi Pernilles blog fornylig, men de ser godt nok også skønne ud.
Er det bare helt alm. kokosmel?
Og har du evt. prøvet med groft eller frisk kokosmel?
Synes det må lyde fantastisk, hvis man samtidig kombinere det med en god kvalitets chokolade.
Jeg har brugt helt almindelig kokosmel på pose. Frisk kokosmel lyder godt nok helt vildt lækkert, det skal jeg vist prøve næste gang.
mums, de ser lækre ud!
Bare lige en lille bonus info, kvickly har også Kondenseret mælk. :)
Super! Tusind tak for tippet, Pernille
Tak, det var mit næste spørgsmål :-)
Du er et skarn er du ;-) Sådan at lede godtfolk i fordærv! De ser syndigt lækre ud, og skal prøves på et tidspunkt. Men jeg kæmper med kilo og så er den slags altså ikke lige sagen. Og så foretrækker jeg den lyse chokolade, men det kan man jo gøre helt efter smag – gad vide, hvordan hvid chokolade smager – ved du?
Personligt vil jeg ikke bruge hvid chokolade til denne her. Det er ret sødt, så den mørke giver godt modspil og lidt kant til alt det søde. Den hvide valhrona vil ikke rigtig komme til sin ret med sin delikate vaniljesmag – men det er blog min mening. Smag og behag er jo så vidt forskellig, så det kan jo måske være at det kan blive din favorit ;) Lys chokolade tror jeg en del vil synes rigtig godt om også
Nej jeg kom også til at tænke, at det nok ville blive rigeligt med den hvide, men den lyse skal prøves :-)
Jeg har SÅ meget en date med noget kokos og noget kondenseret mælk i morgen. Nammenam!
Det bliver en dejlig date, er jeg sikker på ;-)
Hvor ser de gode ud :) :) Vi lavede selv nogle i sidste uge og de smager bare så godt. Utroligt at så få ingredienser kan smage så godt sammen!
Ja, tre ingredienser og så har man en himmelsk mundfuld :)
Hvad er kondenseret mælk egentlig for noget?
: )
De er rigtig fine. Det vil jeg kaste mig ud i. Hvor mange bliver der ca. af sådan en portion?
Jeg kan da bare læse teksten ordentligt, det står jo øverst :) Sorry
Helt okay ;)
De virker godt som søndagssnacks, kan det bekræftes herfra :-)
Og så ved jeg da hvad man kan bruge kondenseret mælk til, udover karamel.
Man kan også få kondenseret mælk i Rema 1000. Det kan man i hvert fald få i min den lokale Rema og jeg bor ude på landet! Så mon ikke det også kan fås i Rema i byerne.
Tak for en super lækker side. Hvor længe kan kondenseret mælk holde sig når dåsen er blevet åbnet? Indtil videre skal der kun laves Bounty barer og så er en hel dåse måske lidt rigeligt :)
Jeg vil tro at det kan holde sig i lidt tid, da der er meget sukker i. Ellers kan jeg varmt anbefale at gøre dette: http://www.valdemarsro.dk/dolce-latte-cremet-karamel-kogt-i-et-glas/
Smager fantastisk og er slemt vanedannende ;)