Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/bagt-broccoli/

Bagt broccoli med vesterhavsost og græskarkerner

Bagt broccoli med ost og sprøde græskarkerner er virkelig lækkert og nemt tilbehør til mange retter.

Retten kan serveres til alt fra kyllingebryst til quinoadeller, lasagne eller frikadeller. Prøv også at servere bagt broccoli som en del af en lækker buddhabowl eller anden grøntsagsskål og salat.

Mine børn har i den grad godkendt disse broccoli, og jeg kunne fint have lavet dobbeltportion og der var stadig blevet spist op, rub og stub!

Prøv også: min bedste opskrift på dampet broccoli >>

PT25M

Bagt broccoli med vesterhavsost

Tid i alt25 min.
Arbejdstid5 min.
Antal4 pers.
Ingredienser
  • 1 broccoli
  • 50 g vesterhavsost, friskrevet
  • 50 g græskarkerner
  • 1 øko citron, saft og fintrevet skal
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk flagesalt
Udskriv opskrift 
Fremgangsmåde

Skær broccoli i skiver og vend dem med olivenolie.

Kom broccoliskiverne på en bageplade med bagepapir og drys med græskarkerner og halvdelen af osten. Skær citronen over og læg den ene halve citron på bagepladen med den overskårede side op.

Bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i 20 minutter.

Kom resten af osten på og bag i 5 minutter mere.

Drys flagesalt over og riv lidt fintrevet citronskal over de bagte broccoli, fra den halve citron der ikke er bagt, og dryp/smag til med saft fra den bagte citron ved bordet.