Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/cookiesbars-opskrift/ Cookies og Småkager Kager og søde sager

Cookie bars

Lækre chokoladeskønne cookie bars med nødder, karamel og godt med chokolade.

Resultatet er chewy og lidt sprøde kager som smager stjerneskønt – både som de er og skåret ud i mindre stykker og serveret med vaniljeis.

Cookie bars er cookies bagt i en form og derefter skåret ud i passende stykker. Smag og konsistens er lidt som en fusion af brownie og cookies. De er drøngode og et sikkert hit at servere for venner, familie og kollegaer.

Prøv også: min opskrift på de bedste cookies >>

PT1H30MPT45M20

Cookie bars

Tid i alt1 time 30 min.
Arbejdstid45 min.
Holdbarhed4 dage
Antal20 stk.
Ingredienser
  • saltkaramelsauce
  • 2 dl piskefløde
  • 125 g sukker
  • 50 g glukosesirup
  • 0,50 tsk flagesalt
  • Cookiedej
  • 150 g smør, blødt og stuetempereret
  • 175 g brun farin
  • 0,50 tsk vaniljesukker
  • 2 æg
  • 175 g hvedemel
  • 25 g kakao, usødet
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 125 g mørk chokolade, hakket
  • 25 g hvid chokolade, hakket
  • 50 g pekannødder
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Hold min skærm tændt
Fremgangsmåde

Saltkaramel sauce
Kog piskefløde, sukker og glukosesirup op i en stor gryde. Lad det simre i 35-45 minutter. Rør indimellem i gryden, men ikke for ofte. Når karamellen har en temperatur på 115 grader, er den færdig. Tilsæt salt.

Cookie Bars
Pisk smør, farin og vaniljesukker sammen, til det er luftigt. Pisk derefter æggene i et ad gangen.

Bland hvedemel, kakao, bagepulver og salt godt sammen og sigt det i dejen. Rør dejen godt sammen og vend derefter 2⁄3 af den mørke chokolade i.

Fordel dejen i en smurt form på 22 x 28 cm og fordel resten af den mørke chokolade, den hvide chokolade og pekannødderne samt saltkaramellen i striber oven på dejen.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i ca. 20 minutter. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle lidt af i formen, til den lige sætter sig. Skær den derefter ud i passende stykker med en skarp kniv, mens den endnu er lun.