Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/hjemmelavet-vaniljeis/ Is Kager og søde sager

Vaniljeis

Hjemmelavet vaniljeis med en fyldig og lækker smag af vanilje og cremet flødeis.

Den er toplækker og nem at lave. Man kan lave en god portion og forberede den i god tid, da den fint kan holde sig frisk og lækker en månedstid i fryseren.

En virkelig god vaniljeis er en af mine yndlings isvarianter, det smager så dejligt med frisk frugt til – og er en god is at servere til chokoladekager, desserter og at bruge til at fylde i isvafler.

Prøv også: flere opskrifter på is her >>

PT5HPT60M4

Vaniljeis

Tid i alt5 timer
Arbejdstid60 min.
Holdbarhed2 måneder
Kan frysesJa
Antal4 pers.
Ingredienser
  • 1 vaniljestang
  • 3 dl sødmælk
  • 5 dl piskefløde
  • 6 æggeblomme
  • 125 g sukker
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Fremgangsmåde

Skær vaniljestangen igennem på langs og skrab kornene ud. Kom den tomme vaniljestang i en gryde sammen med mælk og fløde og kog op til 90 grader. Mål med et sukkertermometer.

Pisk æggeblommer, vaniljekorn og sukker til en tyk og luftig æggesnaps.

Fjern vaniljestangen fra gryden og pisk langsomt vaniljefløden i æggeblandingen. Pisk konstant, til det er blandet godt sammen.

Hæld blandingen tilbage i gryden og varm langsomt op under konstant omrøring, til temperaturen er præcis 80 grader – mål med et sukkertermometer.

Kom vaniljecremen i en beholder med låg og sæt i køleskabet i min. 1 time eller til næste dag.

Hæld vaniljecremen i ismaskinen og kør, til isen har konsistens som en lækker tyk softice. Kom iscremen i en beholder og sæt den i fryseren i min. 2 timer inden servering.