Valdemarsro https://www.valdemarsro.dk/sandwichbroed/ Brød Brød og Boller, Madbrød

Sandwichbrød

Sandwichbrød til madpakkerne og udflugterne ud i den dejlige danske natur.

Det er så lækkert med sådan et stort saftigt sandwichbrød, som er nemt at bage og kan skæres ud i lige netop den størrelse der passer til familien.

Man kan også bruge brødet som et paninibrød og det er lækkert at lave skønne hjemmelavede toasts af. Når jeg bager brødet til toast undlader jeg at drysse frø og kerner på brødet inden bagning.

Prøv også: min opskrift på de lækreste pølsehorn >>

PT12HPT30M12

Sandwichbrød

Tid i alt12 timer
Arbejdstid30 min.
Holdbarhed2 dage
Kan frysesJa
Antal12 stk.
Ingredienser
  • 7 dl vand
  • 10 g gær
  • 2 spsk hørfrø
  • 50 g græskarkerner
  • 1 spsk sukker
  • 150 g rugmel
  • 2 tsk salt
  • 700 g hvedemel
  • Drys
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk hørfrø
  • 2 spsk sesamfrø
  • 1 tsk blå birkes
  • 1 spsk solsikkekerner
Udskriv
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter
Fremgangsmåde

Rør gær ud i vand til det er opløst. Rør derefter hørfrø, græskarkerner, rugmel, sukker og salt i.

Tilsæt hvedemel lidt efter lidt under æltning til dejen er blød, elastisk og smidig. Rør gerne dejen på røremaskine i 10 minutter ved mellem hastighed.

Kom dejen i en skål, læg et rent klæde over og lad den hæve i køleskab til næste dag eller mellem 10-18 timer i køleskabet.

Beklæd en stor bradepande (42×35 cm) med bagepapir. Rul den køleskabskolde dej på et meldrysset bord med en meldrysset kagerulle, til en firkant på størrelse med bradepanden. Kom dejen i bradepanden, pensl med olie og drys frø og kerner over.

Læg et rent klæde over og lad dejen efterhæve 2 timer på køkkenbordet.

Bag i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i 17-20 minutter.

Køl af på en rist og skær i 12 firkanter til sandwich.