Strata – nem opskrift på brunch til mange


Strata er en utrolig lækker brunch ret, som er genial, når man skal have mange gæster og gerne vil sætte en lun ret på bordet af den slags der kan tilberedes og gøres klar i forvejen.
En nem løsning på det klassiske æg og bacon tilbehør, som er super nem at lave i forvejen og kun kræver at man sætter det i ovnen på dagen. I denne opskrift har jeg dog erstattet bacon af chorizo, men man kan snildt erstatte det af ristet bacon, eller lave en kombination af de to.
Vi spiste den første gang i sommers, hvor vi fik den serveret til brunch inden turen til til årets smukfest. Perfekt start på dagen og den var så god, så jeg blev jo simpelthen nødt til at eksperimentere videre med den hjemme i eget køkken, blandt andet her i efterårsferien, hvor den var et stort hit ved brunchbordet.
Arbejdstid 20 min.
Antal 10 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Strata med chorizo - brunch til mange
- 7 æg
- 3 dl mælk
- 1 tsk salt
- sort peber, friskkværnet
- 1 tsk sød paprika, eller røget paqprika
- 400 g brød eller boller
- 100 g chorizo
- 150 g cheddar ost, friskrevet
- 1 spsk soltørrede tomater i olie, finthakket
- Til anretning
- 1 håndfuld frisk timian, eller finthakket persille
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Pisk æg, mælk, paprika, salt og peber i en skål med et piskeris.
I en anden skål kommes brødtern, soltørrede tomater, chorizo og ost og vend det godt sammen.
Hæld æggeblandingen over og rør godt rundt til det er mikset godt.
Sæt låg på og lad det trække i køleskabet, gerne natten over eller mindst i en time.
Kom blandingen i en smurt springform, sæt en ovnfast tallerken over og bag i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft i ca. 25-30 minutter.
Serveres med et gavmildt drys timian eller finthakket persille
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Hej 🤩
Tak for lækre opskrifter.
Jeg har netop sat blandingen til morgendagens strata på køl. Men jeg synes, at brødet har suget al væsken til sig 🤔 Er det korrekt?
Eller skal jeg lave lidt mere æggemasse og hælde over?
Hej Anne
Mange tak for din søde hilsen :)
Det kan variere lidt hvor meget brødet absorbere af væde, så du kan fint tilsætte ekstra æggemasse hvis nødvendigt
Rigtig god fornøjelse :)
Kh Ann-Christine
Går det an med rå æg overnight?
Mvh Inge
Ja, det er intet problem, blot æggene er friske
Rigtig god fornøjelse
Kh Ann-Christine
Kan den fryses?
Jeg har ikke prøvet det, men tror næsten at æggemassen bliver lidt anderledes og måske knap så god efter optøning.
Kh AC