Valdemarsro http://www.valdemarsro.dk/pizzasnegle/

Pizzasnegle med rugmel

Pizzasnegle til madpakken er virkelig lækkert og disse er saftige og fyldt med god velsmag. Samtidig er dejen god til at holde på det lækre fyld, og de skabte jubelråb fra Johan og Julie over kombinationen af to yndlingsretter, pizza og bolognese – jeg har brugt en rest bolognese fra forleden, men som beskrevet nedenfor, så kan man sagtens bruge andet dejligt fyld også.

Det er dog rart at der er lidt ‘ekstra fyld’ og rugmel i dejen gør pizzasneglene mættende og dejligt grove.

PT+60M

Pizzasnegle med groft brød

18-22 stk    +60 min.
18-22 stk
Ingredienser
  • 50 g gær
  • 2 dl mælk
  • 1 1/2 dl A38 eller lign yoghurt-produkt
  • 2 æg
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk honning
  • 1 dl olivenolie
  • 300-400 g hvedemel (evt lidt mere eller mindre)
  • 200-250 g rugmel
  • 1/2 æg til at pensle med
  • Fyld:
  • 4 dl af fx tomatsauce, en rest bolognese eller lasagne sauce
  • 50 g revet mild ost, fx en god cheddar
Udskriv opskrift
+60 min.
Fremgangsmåde

Lun mælken til 35 grader og rør gæren ud i den lune mælk. Tilsæt olie, A38, honning, æg, salt, rugmel og rør det godt sammen. Rør og ælt derefter hvedemel i, lidt efter lidt til dejen er lækker, smidig og nem at arbejde med.

Stil dejen til hævning med et klæde over og lad den hæve i en times tid.

Rul derefter dejen ud på en meldrysset bordplade til den er omkring 1/2 cm i tykkelsen.

Smør fyldet ud over hele dejen, på nær omkring 4 cm fra den ene kant og drys med lidt revet ost.

Jeg har i disse pizzasnegle, brugt en rest af den lækre bolognese der er i min bog; ‘opskrifter og små glimt af hverdagslykke (den bolognese hitter stort herhjemme, og har hos Julie, rykket både risengrød og pizza ned på en delt andenplads på listen over livretter!) Det kunne også sagtens være denne fantastiske tomatsauce opskrift eller en rest  sauce fra denne lasagne opskrift. Alle ville hitte stor i madpakkerne herhjemme.

Rul dejen sammen til en lang rulle og skær snegle i ca 2 cm tykkelse med en skarp kniv. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og form dem runde og pæne med hænderne. Lad dem hæve i 20-30 minutter, mens ovnen varmes op til 200 grader varmluft.

Pensl med et sammenpisket æg og bag dem i 14-17 minutter.

De egner sig fint til frys og er super gode til madpakker, eftermiddagssnack eller til den nemme aftensmad med et masse grøntsagsstænger til.