Beef Wellington


Den lækre klassiker Beef Wellington er en klassisk engelsk ret med oksekød, svampe, skinke og sprød butterdej.
Det smager vidunderligt og selv om der er en del trin i opskriften, så er retten nu ikke vanskelig at tilberede. En del af den kan tilberedes og laves i forvejen, hvilket blot gør den skønne ret endnu mere skøn til festlige middage, som fx nytårsaften.
Prøv også: mine bedste opskrifter til nytårsaften >>
Arbejdstid 60 min.
Antal 6 pers.

Som medlem af VALDEMARSRO Premium får du adgang til en masse ekstra fordele, blandt andet kan du få billede med, når du printer opskrifter og undgå forstyrrende reklamer. Læs mere på Valdemarsro om alle fordelene.
Beef Wellington
- 1 kg oksemørbrad
- 2 spsk grov sennep
- 1 spsk dijon sennep
- 500 g champignon, i skiver
- 2 løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 1 tsk tørret timian
- 1 tsk trøffeltapenade, eller trøffelolie
- 140 g serranoskinke
- 400 g butterdej
- 1 æg, sammenpisket
- salt
- sort peber, friskkværnet
- 1 spsk olivenolie, til stegning
- 1 spsk smør, til stegning
Føj til indkøbsseddel
Føj til favoritter

Puds mørbraden af for sener og sørg for at den er ensartet i tykkelse og form, hvis den er mindre i enderne, så skær disse fra og gem dem til en anden ret. Dup mørbraden med køkkenrulle. Lad kødet hvile på køkkenbordet i en halv time og dup den godt af igen.
Varm en pande op med olie. Kom smør på og lad det bruse af. Brun mørbraden godt af på alle sider, til den har fået en flot stegeskorpe. Tag af varmen, krydr med salt og friskkværnet peber og smør den op med dijonsennep og fuldkornssennep. Lad den hvile på et skærebræt, mens den trækker smag.
Kom lidt ekstra olie på panden og rist champignon ved høj varme til de har en smuk gylden stegeskorpe. Skru lidt ned for varmen og sauter løg, hvidløg og timian sammen med de ristede svampe til løgene er bløde. Tag af varmen og hak svampe- og løgblandingen fint. Kom lidt trøffeltapenade eller trøffelolie i svampeblandingen og smag til med salt og friskkværnet peber.
Kom et stykke husholdningsfilm på køkkenbordet og fordel serranoskinken på filmen, så hvert stykke ligger en cm ind over det næste. Fordel derefter svampe- og løgblandingen på i et ensartet lag. Læg oksemørbraden på, rul den sammen til en stramt indpakket pakke, luk enderne med skinke. Brug husholdningsfilmen som støtte til at få mørbraden flot og stramt pakket ind.
Mørbraden kan nu sættes på køl natten over pakket ind i film eller man kan gå direkte videre til næste trin i opskriften.
Butterdejsindpakning
Læg butterdej på et stort skærebræt. Dup skinken omkring mørbraden tør for evt væde og læg den indpakkede mørbrad på butterdejen. Fold butterdejen stramt omkring den indpakkede mørbrad og luk enderne godt. Læg den på et stykke bagepapir i et ovnfast fad med lukningen vendt ned.
Pensl med sammenpisket æg og skær evt mønster i butterdejen meden skarp kniv.
Bagning af Beef Wellington
Sæt stegen i en forvarmet ovn ved 225 grader varmluft og skru straks ned til 190 grader. Bag i 30-4o minutter til butterdejen er gyldensprød og mørbraden har en kernetemperatur på omkring 56 grader. Lad stegen hvile i 15 minutter og skær derefter ud i tykke skiver af 1,5 cm med en skarp kokkekniv eller brødkniv.
Har du spørgsmål til opskriften eller lyst til at sende en sød hilsen, så kan du skrive til mig i kommentarfeltet herunder.
Du kan måske finde svaret på dit spørgsmål i kommentarfeltet, hvis det allerede er stillet og besvaret - eller du kan kigge på denne side, hvor jeg giver svar på mange 'ofte stillede spørgsmål' til min opskrifter.
Skal man ikke vente til at både oksemørbrad og svampeblandingen er kølet af, før man wrapper dem i husholdningsfilm? Vil helst undgå at spise plastik
Hej Diana
Kødet når at køle af mens det trækker smag med sennep, og champignoner køler af når de finthakkes og blandes med trøffel, så det er blot håndlunt når det skal samles og det går helt fint uden at husholdningsfolie smelter.
God fornøjelse
Kh Ann-Christine
Uhm det smagte skønt. Lavede pommes Anna, bearnaise og din skønne rødkålssalat. Eneste problem var at når jeg skar skiver af mørbraden skilte det ad. Smagte selvfølgelig stadig dejligt men var ikke så kønt.
Hvad kan jeg gøre for at den holder sammen så jeg kan få nogle flotte skiver?
Mvh Ellen
Hej Ellen
Hvor lyder det lækkert! Jeg bruger en meget skarp brødkniv til at skære mørbraden, og så skærer jeg forholdsvis tykke skiver på mellem 1 – 1 1/2 cm, så lykkedes det bedre at skiverne bliver flotte. Man kan også bruge en meget skarp kokkekniv.
Kh Ann-Christine
Hej
Hvorfor er en del af teksten gennemstreget?
Mvh
Steen
Hej Steen
Det er en funktion der hjælper med overblikket ved at man kan klikke afsnit og ingredienser væk i opskriften, efterhånden som du laver mad.
Hvis du er kommet til at klikke og strege over ved en fejl, kan du blot klikke det væk igen :)
Godt nytår
Kh Ann-Christine